De fleste af os har drømt om at være James Bond, og især i tiden lige efter den første films premiere i 1962 bredte Bond-feberen sig som en steppebrand. Man ville fodre publikums sult, og hvis man ikke kan få den ægte vare, må man nøjes med det næstbedste.

Genren Eurospy opstod og filmproducenter over hele Europa kappedes om at lave film med hårdkogte agenter i internationale miljøer, gerne omgiver af smukke kvinder. Brian Iskov har set mange Eurospy-film, og i denne udgave af Stegelcast fortæller han om en af dem – den måske mest ublu kopi af James Bond med selveste Neil Connery, Seans bror, i rollen som en agent – og med mange medvirkende fra Dr.No – altsammen med til at give det hele en smag af Bond.

Men det var som sagt en genre, der talte mange film, og jeg har til episoden medtaget en tysk pendant, den i Tyskland legendariske Jerry Cotton, der i bogform går helt tilbage til 1950’erne, men som blev filmatiseret med den amerikanske skuespiller George Nader i titelrollen.

Eurospy genren havde en kort, produktiv levetid – lidt som Spaghettiwesterns – og der er mange sære eksempler, som Brian fortæller om i Stegelcast – og på sin egen side Bries Blog-O-Rama.