Det er selvfølgelig hans fremragende arbejde med Spider-Man i de år, hvor den ikoniske figur blev skabt og udviklet, de fleste mindes med beundring, når talen i disse dage falder på Steve Ditko, der døde 29.juni, 90 år gammel. Og det er ikke sært, for i Spider-Mans første år, var det ikke bare Ditko, der tegnede ham – han var også aktiv på story-siden. Det var han også, da han lancerede Dr.Strange i Strange Tales, en helt, der hurtigt – men lidt til Stan Lees overraskelse – blev en stor figur.
Og Dr.Strange var perfekt til Ditkos lidt sære streg, som slet ikke havde Jack Kirbys dynamiske perfekthed over sig – men snarere levede på figurernes lidt gådefulde fremtoning og især den fantastiske, dystre stemning.
Stemningen fra film noir og gotiske gys var noget Ditko forstod at formidle, og måske også derfor den okkulte superhelt Dr.Strange passede ham så perfekt. Senere udforskede han mængder forskellige figurer og universer – også i 70’ernes gysertegneserier. Det er derfor heller ikke overraskende, at en af hans største fans er den amerikanske gyserfilmspecialist Tim Lucas fra det legendariske Video Watchdog.
I en smukt og meget velskrevet hyldest til Steve Ditko skriver Lucas på sin Video Watchdog-blog om det særlige ved Steve Ditko. Om det, at han som barn lærte at genkende hans streg, lidt som når vi andre lærte Carl Barks, og hvordan han senere forbandt sin kærlighed til Ditkos tegninger med sin livslange fascination af den italienske gysermester Mario Bava.
Selv var Steve Ditko sky og ikke en af de tegnere, der lod sig hylde og stillede sig ud i rampelyset. En total modsætning til showmanden Stan Lee. Men han svarede hele sit liv fans, der skrev breve – og han svarede dem pr. post. Mange fans har fået et personligt brev fra dem – og han var ærlig, som da Steve Boyd, seriekender og fanboy, skrev til ham for nylig. Han svarede, men han gjorde også klart, at Spider-Man ikke var noget, han gad beskæftige sig med mere. Boyd delte brevet på youtube (her nedenfor). Når man ser videoen kan man ikke andet end håbe, at vi kan se på Steve Ditko som andet end Spider-Mans skaber….
Steve Ditko (1927-2018)
Begyndte sin tegnerkarriere i 1953 efter at være oplært af Batman-tegneren Jerry Robinson.
Tegnede adskillige serier med sci-fi og fantastiske elementer, inden han i 1955 kom til Marvel. Spider-Man blev lanceret i 1962 og Ditko stod for tegningerne i starten.
Han var med til at starte den såkaldte Marvel Method, som bestod i, at Stan Lee ikke skrev et færdigt manus, men bare stak ham en rå histoire, som han så byggede en færdig tegneserie af.
I 1963 kom så Dr. Strange.
Efter Marvel arbejdede han med mange forskellige udgivere på alle mulige projekter, som f.eks. Warren Publishings Creepy og Eerie, som blev til Gru i Danmark.