STREET FIGHTER-FILMEN: MAKVÆRK, MAN NYDER

Troels er gået i gang med at se filmatiseringer af spil, der på den ene eller den anden måde er gået galt – den første film er Street Fighter fra 1994.

Jeg har altid elsket kampsports film, og derfor var det svært at få armene ned da Hollywood annoncerede at mit yndlings kampspil, Street Fighter blev til en film. Og tilmed med Jean Claude Van Damme i hovedrollen. Se, her burde advarselslamperne have gået af, fordi han spiller Guile som er en ærkeamerikansk soldat, og Van Damme taler med en ret tydelig fransk/belgisk accent, og det har altid været min opfattelse at Ryu og Ken er hovedrollerne i spillene? Men Raul Julia havde sagt ja til at spille M. Bison, så det fik ligesom udlignet den mærkelige Van Damme casting. Desuden kom filmen i 1994 – jeg var 11 år gammel og havde ingen grund til at tro at Kylie Minoque, der spiller Cammy, ikke ville være fantastisk i rollen. (Det var hun ikke)

Street Fighter er en film med rimeligt meget fart på fra starten af – vi skal jo huske at der er et stort persongalleri der alle skal introduceres og hver kæmper har deres egen lille historie og mission, som på en eller anden måde skal forløses på halvanden time. En krig er brudt ud i den asiatiske stat Shadaloo mellem M. Bisons styrker og Allied Nations (forkortet AN). Men Bison har gidsler, og truer med at slå dem ihjel hvis ikke AN trækker sig tilbage, og giver ham 20 milliarder – hvilket AN faktisk ender med at være villige til. Men Oberst William F. Guile skider på ordrene oppefra, og holder en bombastisk brandtale for at få gang i tropperne – simpelthen fuldstændig fantastisk.

Filmen ender selvfølgelig med at AN vinder og Guile får slået M. Bison ihjel, eller gør han. Lidt trist når man tænker på at det her var Raul Julias sidste rolle, inden han døde. En rolle som han kun tog fordi hans børn syntes det ville være fedt.

Her sidder jeg så tilbage med en lidt mærkelig smag i munden. På den ene side kunne jeg rigtig godt lide den, på den anden side syntes jeg den var rigtig dårlig… Handlingen er simpelthen grinagtig, og skuespillet, ugh – det er sgu ikke godt. Hele vejen rundt er filmen også mærkeligt castet. Tag f.eks. Chun Li, her spillet af Ming-Na Wen – den rolle er som skrevet til Michelle Yeoh også selvom hun måske ikke har figurens karakteristiske tordenlår. Men sådan skulle det altså ikke være.

Super Mario Bros. der kom to år forinden, havde skræmt samtlige investorer væk fra film bygget over spil, så derfor havde instruktør Steven E. de Souza fastholdt at spillets mange magiske elementer ikke ville være med i filmen. Det er som sådan fint nok, hvis det ikke var fordi han i samme sætning sagde, at hans Street Fighter film var en krydsning af Star Wars, James Bond og en krigsfilm… Ugh.

Jeg genså for nylig Street Fighter, og kunne simpelthen ikke lade være med at drage paralleller til Captain America: Winter Soldier. Jeg ved det, giv mig lige lidt line. I Captain America: Winter Soldier, viser det sig at Bucky, Caps ven, som alle troede var død, rent faktisk er i live. Nazisoldaterne har taget ham til fange, modificeret ham med en robotarm og hjernevasket ham til at gøre onde ting. Vi har lidt at gøre med det samme subplot i Street Fighter – her er det bare Guiles bedste ven Charlie der er blevet til taget til fange, og modificeret til at blive Blanka, et grønt monster, der i filmen i hvert fald, er klar til at smadre hvem som helst, hvor som helst… 

Der er mange grunde til ikke at kunne lide Street Fighter. Den er ret dum, og skuespillet er virkelig ringe – men for hede hule helvede hvor jeg hygger mig når den kører på tv’et. Van Damme spiller med stor overbevisning – ja ja det er ikke godt, men man kan mærke at han vil det. Det samme gør Raul Julia, som faktisk endte med at blive nomineret posthumt til en Saturn pris for bedste birolle. Kort sagt, den skal man altså have set.

Jeg er gået i gang med at se nogle af alle de her gamle spil-til-film projekter, og efter at have set Street Fighter, forstår jeg simpelthen ikke hvordan den udkom et helt år før Mortal Kombat. Problemet med Mortal Kombat er de mange digitale effekter, som simpelthen får filmen til at se 100år gammel ud, men mere om det i næste episode af “Spil der blev til ‘dårlige’ film”.