Det nye japanske tegnefilmstudie Ponoc, kendt for Mary og Troldkvindens Bliomst, der bevidst lægger op til at lave film, der har samme mål af originalitet og til dels samme udseende som Miyazakis bedste Ghibli-film, er begyndt at lave korte film, som de satser på at sætte sammen i antologier, som så kan vises i biograferne
Normalt er kortfilm svære at placere, hvis man ikke har plads til dem som forfilm i stil med Pixars, men med Netflix’ nye satsning Love, Death and Robots er der måske ved at blive opdyrket et marked for den slags. Ponoc-folkene har ihvertfald samlet tre nye kortfilm i en antologi-film, der havde premiere i de japanske biografer i august 2018 med titlen Modest Heroes.
Vi skal næppe regne med, at der er biografer uden for Japan, der kan overtales til at vise den slags, men det amerikanske GKIDS distributionsselskab har samlet rettighederne op og meddelt, at Modest Heroes udkommer på amerikansk bluray og dvd den 18.juni – og indenfor rækkevidde også for os.
De tre film-i-filmen er:
Kanini & Kanino, instrueret af Hiromasa Yonebayashi (der også lavede “Mary og troldkvindens blomst), en historie om to små menneskelige væsener, der lever i et vandløb, hvor deres far tager sig af dem. Men da han pludselig rives væk af en understrøm -må de ud på en farefuld mission for at redde ham.
Life Ain’t Gonna Lose, instrueret af Yoshiyuki Momose, handler om en dreng, der har en dødelig allergi overfor æg og derfor lever en både besværlig og farlig tilværelse.
Invisible, instrueret af Youshiaki Nishimura, er den, lyder mærkeligst (og mest fascinerende). Den handler om en lønarbejder, der er ikke bare er usynlig, men også “tyngekraftsmæssigt” udfordret, idet han skal bruge kraftige vægte for at holde sig på jorden.
Selve ideen om den slags antologi-film med flere historier i én er jo velkendt, men det har ikke været på mode længe. Fantasia og Heavy Metal er nok de mest kendte animerede, mens der på live action-fronten i mange år var populære antologifilm, især indenfor gys – med berømte titler som Dead of Night of Black Sabbath som nogle af de mest kendte.
Modest Heroes
Instruktører: Hiromasa Yonebayashi, Yoshiyuki Momose, Youshiaki Nishimura.
53 min.
Filmen kan købes i USA på dvd og bluray fra 18.juni.