Den er uden tvivl den mest skelsættende superheltefilm nogensinde. Marvel Cinematic Universe ville ikke have eksisteret, hvis ikke Salkind-brødrene i 1978 havde lanceret en stjernespækket, seriøs og højt budgetteret filmatisering af Siegel & Schusters SUPERMAN.

Alt fungerede i denne milepæl – og derfor er det fantastisk, at vi nu skal se den i en ny 4K-scanning på et stort lærred i Cinemaxx.

Jeg har fået lov til at introducere den ved denne særvisning den 24.marts kl. 13.00.

Jeg inviterede i den anledning Troels Møller og Christopher Leo Andersen i Stegelcast-studiet, så vi kunne tale om filmen – og alt det, den har betydet for os og for superhelte-genren.

Det blev en virkelig hyggelig snak – om de mange fantastiske medvirkende, om musikken og om selve den oplevelse det var, at se den første gang. For mit vedkommende var det i Palads i København på 35 mm til en pressevisning kort før jul i 1978.

Siden fik jeg den i uddrag på super 8 – og det blev en af de mest slidte film i min samling. Folk ville altid se den – fordi den aldrig holder op med at fascinere og underholde!