RØRENDE MONSTERFILM FORTJENER KLASSISKERSTATUS

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Syv minutter over midnat

I 2016 kom en af de mest hjerteskærende monsterfilm nogensinde. A Monster Calls fik gode anmeldelser, men blev alligevel skammeligt forbigået af det brede publikum. I mine øjne fortjente den øjeblikkeligt klassikerstatus i samme liga som E.T., Drengen og Jernkæmpen og Min Nabo Totoro.

Hver nat, syv minutter over midnat, bliver drengen Conor vækket af et mareridt. Den nærliggende kirkegård bliver opslugt af et stort, sort hul, og på kanten af denne ligger Conor, der desperat holder fast på sin mors hånd, men det er en kamp, han ikke kan vinde.

For at undgå de punktlige mareridt, prøver han at holde sig vågen. Han får tiden til at gå med at tegne: sorte, voldsomme og dramatiske tegninger med kul og løbende farver. Men da klokken bliver syv minutter over midnat kommer mareridtet alligevel. Et massivt takstræ på kirkegården bliver levende, med lysende røde øjne, og det farer mod Conor og det lille engelske rækkehus, han og hans syge mor bor i.

”Jeg er kommet for at hente dig,” brøler den med Liam Neeson mørke stemme.

En uventet ven

Monstret er skræmmende, men gør ham ikke noget i første omgang. I stedet insisterer han på at fortælle tre historier til Conor. De er illustreret med flydende akvareller og computeranimation, og det er klassiske eventyr – og alligevel ikke. De har alle et overraskende twist.

Selv om Conor er bange for monstret, bliver det en uventet allieret. For Conor bliver mobbet i skolen, hver dag står tre bøller klar til at tæske ham, når de har fri. Hvorfor? Fordi hans mor er skaldet. Monstret lærer ham at sige fra.

Faren bor i USA med sin nye familie, han er ikke til at regne med, så da moren, en skrøbelig Felicity Jones, bliver indlagt, flytter drengen ind hos sin mormor: en kold, fjern Sigourney Weaver. Og Conor begynder at reagerer destruktivt hos mormoren og i skolen, men ingen vil sige noget til den unge dreng, hvis mor er døende. Men selv skældud er bedre end ingen opmærksomhed.

13-årige Conor spilles af 14-årige Lewis MacDougall, og han overstråler alle de erfarne skuespillere. Han giver sig helt hen til den udmattede og bange drengs følelser og frygt. Imponerende!

Det er J.A. Bayona, der lavede filmen. I 2012 havde han imponeret med den krybende uhyggelige spanske Børnehjemmet, en af de mest effektive gysere, jeg nogensinde har set.

Derfor var det en sindssyg skuffelse, da Jurassic Park: Fallen Kingdom viste sig at være så elendig og grim en dino-film – det er nemlig Bayona, der har instrueret den. Jeg forstår ikke, hvad der gik galt…

Men man kan prøve at glemme den fadæse og i stedet nyde denne unikke monsterfilm, der giver tårer i øjnene og fortjener mange gensyn.