TERRYTOONS: DET GLEMTE TEGNEFILMSTUDIE

Mighty Mouse, Heckle & Jeckle og Gandy Goose får nu chancen for at komme til ære og værdighed efter mange år i skyggen af de store.

En ny bog kaster nemlig grundigt lys over det tegnefilmstudie fra den gyldne tid, de kom fra. Et studie, der normalt rubriceres meget lavt – hvis det overhovedet nævnes. Terrytoons spyttede over 1.100 animerede kortfilm på markedet fra midten af 1920’erne og frem til tv-alderen, men de havde ikke store budgetter og store visioner, så filmene kom aldrig til at måle sig med mesterværkerne fra Disney, Warner og M-G-M. Selv Walter Lantz’ studie rangerede højere end Terrytoons.

Det råder historikeren W. Gerald Hamonic bod på i en helt ny bog, Terrytoons: The Story of Paul Terry, og det i en grad, så man virkelig må beundre den grundighed, han har lagt for dagen. For selvom filmene ikke er fremragende, er der små perler imellem – og et par af figurerne har også haft indflydelse på tegnefilm (og tegneserie)-markedet. Hele denne historie kortlægger Hamonic i detaljer: Der er faktisk ikke lavet en tilsvarende grundig bog om hverken Warner eller M-G-M’s klassiske tegnefilm, for vi får ikke bare historien om studiets skaber, men detaljerede biografier om alle de vigtigste tegnere, der stod bag filmene. Og vi får alt at vide om studiets dagligdag, om op- og nedture, om strejker og uenighed – og om stifteren selv, den utrolige Paul Terry.

Paul Terry var på den ene side en habil tegner og idémand, på den anden side en driftig og meget kalkuleret forretningsmand. Han havde ingen visioner om at skabe særligt gode film. Han drømte kun meget kortvarigt om at lave lange tegnefilm og droppede hurtigt ideen. Han skulle bare levere et fast antal tegnefilm pr. år til 20th Century-Fox, der brugte dem som forfilm, og helst så billigt som muligt. Han ville ikke konkurrere med Disney, men blot underholde for få penge.

Trods sin hårdhændede og nærige fremgangsmåde som arbejdsgiver lykkedes det alligevel Terry at hyre en række fremragende tegnere og idéfolk, som han pressede alt ud af – og som han for øvrigt lovede en bid af kagen, hvis han en dag solgte sit studie. Det gjorde han, for et millionbeløb, i 1955. Men han glemte sit løfte.

Bogen slører intet: Paul Terry fremstilles præcis ligeså rå, som han var, men forfatterens glæde ved sit emne gør, at man alligevel fornemmer, at der var noget særligt ved dette studie, som lå i en forstad til New York og dermed langt fra Disney og Hollywood og glamour.

Og bogen giver lyst til at se filmene. De har ikke været udsendt på dvd, og de er sjældent i tv, men mange er på youtube i fine kopier – og de er værd at se, om ikke andet så for deres særlige, primitive charme og små øjeblikke, hvor humoren fungerer næsten ligeså godt som hos Tex Avery.

Min yndlingsserie fra Terrytoons har altid været Heckle & Jeckle, de to talende krager, hvoraf den ene taler med britisk accent, mens den anden er amerikaner. De er en slags fattigmands Bugs Bunny/Daffy – irriterende trickstere, der terroriserer omgivelserne – med kraftig inspiration fra Marx Brothers, som da også optræder i karikatur i mange af filmene.

I de bedste film fra slutningen af 40’erne er det faktisk ret sjovt, især i deres kampe med den lettere stupide hund Dimwit. Nogle af dem tangerer det surrealistiske og udnytter tegnefilmmediet fint, som f.eks. The Power of Thought, instrueret af Eddie Donnely i 1948.

Men mange kender også Terrytoons på grund af supermusen Mighty Mouse, en parodi på Superman, selvfølgelig, med en iørefaldende temasang og konstante referencer til især gamle melodramaer med den onde skurk og den forsvarsløse jomfru. Mighty Mouse blev studiets største succes, og han er blevet genoplivet mange gange senere, bl.a. af selveste Ralph Bakshi i en tv-serie i 80’erne. De gamle Mighty Mouse-film er meget skiftende i kvalitet, men en af de vellykkede er A Fight to the Finish, instrueret af Terrytoons nok flittigste instruktør Connie Rasinski, som trods fornavnet var en mand. Musikken er – som i alle Terrytoons – af den kreative Philip A. Scheib – som, når han fik tiden til det, kunne kunsten at skrive og arrangere ægte cartoon-musik.

Paul Terry solgte som sagt sit studie i 1955 til Fox, men Fox drev det videre og den gamle stab opfandt nye figurer. Ingen af filmene efter ’55 kan dog måle sig med dem før, som altså heller ikke var fremragende.

Men der er noget særligt over Terrytoons, og det gør dem ekstra spændende, at de nu er genstand for et så grundigt og gennemarbejdet værk.