John H. Collins døde i oktober 1918, et af de mange millioner ofre for influenza-epidemien, der blev kendt som Den Spanske Syge. Han var kun 28 år gammel.
Men havde instrueret film siden han var 23, og nåede at lave over 20 spillefilm, hvoraf mange var med hans hustru Viola Dana i hovedrollen. De fleste af disse film er forsvundne, men dem, der er overlevet, viser os en instruktør, der burde være kendt på linie med mange af de store. En instruktør, der eksperimenterede med filmmediet og lavede både forrygende underholdende, ægte og meget moderne film.
Jeg så en lille håndfuld af hans film i slutningen af 80’erne ved Pordenones berømte stumfilmfestival (i Italien), som jeg desværre ikke har besøgt siden dengang, og de gjorde så stort et indtryk, at jeg lige siden har ledt efter kopier af dem.
Nu er en af de mest underholdende af dem dukket på på bluray. Det er den energiske stumfilm-distributør Grapevine Video, der står bag – et firma, der gang på gang finder nye sjældenheder, som de udgiver i ofte meget fin kvalitet.
The Cossack Whip er et spændende eksempel på, hvordan Hollywood i 1916 udviste stor sympati for den russiske revolution, der var på vej. Zarens hemmelige politi blev betragtet som så nederdrægtigt, at den kommunistiske magtovertagelse kun kunne gøre tingene bedre. Og det er netop en af Zarens politichefer, der er den sadistiske skurk i The Cossack Whip. Han dræber en ung kvindes far. Hun flygter til udlandet for at undgå samme skæbne, og vender flere år senere tilbage som feteret balletstjerne. Politichefen falder for hende, og hun lokker ham ned i den samme fangekælder, hvor hendes far døde…..for hun har planlagt en grusom hævn.
Viola Dana spiller den unge kvinde, og Franklin Hanna er veloplagt ond som politichefen, hun vil hævne sig på.
At filmen er fra 1916 er svært at forstå. John H. Collins er tydeligvis forud for sin tid, ikke bare i fremstillingen af en så handflekraftig kvinde, der tager sagen i egen hånd, men også i sin måde at fortælle på – nærbilleder, klipning og personinstruktion vidner om en mand, der havde visioner.
De helt tydelige seksuelle – og sadomasochistiske – temaer er også meget fremmelige og sjældne for en 1916-film.
John H. Collins’ er et godt eksempel på, at filmhistorien jævnligt bør revideres, når der dukker ukendte ting op.
Forhåbentlig får vi flere af hans film på bluray eller dvd. Jeg husker med glæde Blue Jeans og Girl Without a Soul. De findes ihvertfald på mindst ét af filmarkiverne, så chancen for at de dukker op til hjemmebiografen er til stede.
I mellemtiden glæder jeg mig over den enlige svale, mig bekendt den hidtil eneste af hans film, der er blevet tilgængelig.

THE COSSACK WHIP (1916)
Instruktør: John H. Collins
Hovedroller: Viola Dana, Williams Wadsworht, Grace Williams, Robert Walker, Franklyn Hanna.
61 min.
Udgivet på Bluray af Grapevine Video