BANEBRYDENDE DUKKEFILM FRA 1982 ER STADIG IMPONERENDE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Dark Crystal

En af Jim Hensons største og mest banebrydende værker er den smukke og stemningsfulde The Dark Crystal.

Den udkom i 1982 og handler om de onde Skeksis og de milde Mystics, der bor på planeten Thra. Deres racer opstod for 1000 år siden, da en magisk krystal gik itu. Nu står verden overfor en skillevej, hvor Skeksiserne får mulighed for at regere i al evighed – medmindre den lille Gelfling Jen får helet krystallen.

Kan redde verden

Alle Gelflings blev dræbt af Skeksiserne. på nær Jen, der blev opdraget af de kloge Mystics. På sit dødsleje fortæller hans Mester, at han skal finde en krystalsplint hos astrologen Aughra – med den kan han redde verden.

Han finder mægtige Aughra, i hvis hjem der er en stor maskine, der viser alle stjerner og planeters indbyrdes leben – hun ved også, at Thra vil gå under, hvis ikke Jen gør noget. Men hun er en sær størrelse, der lader meget være op til Jen selv – som da hun giver ham en hel kasse fyldt med krystalsplinter. Hvilken er det? Det må han selv finde ud af. Heldigvis er Jen en kløgtig fyr, han har lyttet godt efter sine læremestre blandt Mystics, så han regner det ud.

Men Skeksis véd, at Jen er på vej, så de har sendt de uhyggelige kæmpebilleagtige Garthimer efter ham – de bryder ind gennem Augrahs mure, og Jen må forlade hende, for at redde sig selv.

Mirakuløst møde 

Mens dette har stået på, er også Skeksisernes mægtigste leder – ligesom Jens Mester – afgået ved døden. Der opstår en kamp mellem de efterladte Skeksis, Chamberlain og General, om, hvem der skal være den nye leder – og Generalens brutale styrke vinder over den sleske Chamberlain, der bliver strippet for klæder og forvist. Han ser senere Jen i skoven, efter Gelflingen er sluppet fra Garthimerne, og en snedig plan former sig.

Chamberlain er en spændende, tvetydig skurk, og så har han en ulækker vane med at pibe-stønne. Det gør ham lidt ynkelig og én, man er usikker på.

I skoven møder Jen endnu en ven – noget helt utænkeligt, nemlig en anden Gelfling! Han er altså ikke den eneste, også Kira har overlevet. De små, søde Podlings tog hende til sig, da hendes familie blev dræbt, og hun har lært at kommunikere med skovens liv.

De to finder ud af, at de kan kommunikere telepatisk, og på den måde får man indblik i deres liv og opvækst.

Sammen begiver de sig til Skeksisernes mørke Palads – og også Mysticerne rejser mod det. Det viser sig nemlig, at der er en større sammenhæng mellem dem og Skeksiserne.

Måtte dubbe dialog igen

Historien i The Dark Crystal er ret klassisk fantasy, men det, der gør filmen fuldstændigt enestående, er den rigdom, der er i verdensopbygningen. Der er utrolige detaljer i dyr, flora og fauna. Det giver dybde og troværdighed, at der er liv i baggrunde og i krible-krable-højde.

Jim Henson var nødt til at indgå flere kompromiser. Oprindeligt talte Skeksiserne deres eget sprog, som han fik skabt særligt. Men da et testpublikum så filmen med engelske undertekster, når Skeksisernes talte, stod de af. Deres dialog endte med at blive dubbet til engelsk.

Det til trods, så er det en forrygende fantasifuld film. Alle væsnerne ser vilde ud, især Skeksiserne med deres nærmest rådnende kadavere og dekadente tøj og vaner er fascinerende. De er enormt uhyggelige, især når de spiser eller bliver ”ladet op” af den mørke krystal, som dagligt lyser sine destruktive og livgivende kræfter ind i dem.

Det tog i øvrigt seks mennesker at betjene de store, fuglelignende væsner – to mennesker i kroppen, og fire mennesker på en platform under dem.

Ideen til historien kom Jim Henson på, da han og hans datter var strandet i en lufthavn på grund af en snestorm. Væsnernes udseende er skabt af illustratoren Brian Froud, der blev opdaget af Henson nogle år forinden, og han blev blandt andet inspireret af at spise hummer, hvor han bagefter limede skallerne sammen – mon ikke, den idé ligger bag de store Garthimer?

Selve filmen blev endda optaget gennem et farvefilter, der skulle efterligne Frouds originale design – og det var den Oscar-vindende filmfotograf Oswald Morris, der sørgede for det i filmen, der blev hans svanesang.

Første live action uden mennesker

Det er et kæmpe værk, der var fem år undervejs. Da filmen kom, blev den desværre ikke en særligt stor succes, faktisk fik den kun et beskedent økonomisk overskud – heldigvis blev den siden kult, og det er derfor, at vi den 30. august kan se en ny serie på Netflix i 10 afsnit, nemlig The Dark Crystal: Age of Resistance, der er en forhistorie til originalen.

The Dark Crystal var den første live action-film, der ikke var et menneske med i. Det er kun dukker og animatronics, og man mener, at det var med til at gøre filmen for fremmed for seerne. Der var ikke nogen, de kunne relatere til.

Det lavede Henson og filmens medinstruktør Frank Oz om på med deres næste filmprojekt, nemlig Labyrinth, hvor både David Bowie og Jennifer Connely gjorde det hele mere fordøjeligt for publikum.

Det hjalp heller ikke, at folk tog det for en børnefilm – historien er dyster, universet både smukt og grimt, og der er meget, der ikke er for små børn.

Også musikken er fantastisk, og det er Trevor Jones, der har komponeret den – ham der også lavede musikken til førnævnte Labyrinth.