ET MYSTISK HUL SKABER SKRÆMMENDE GOD (BØRNE)GYSER

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Hole

Gremlins er en af mine yndlingsfilm. Den skræmte livet af mig, da jeg var barn, for jeg syntes – og synes egentlig stadigvæk – at de slimede gremlins med spidse tænder var vanvittigt uhyggelige. Som jeg blev ældre, kunne jeg dog godt se, at filmen er langt mere sjov, end den er uhyggelig.

Det er et mesterværk fra Joe Dantes side, og den er blevet en ægte juleklassiker, men bortset fra Gremlins 2, Min mikro-makker og Small Soldiers, så er instruktøren gledet lidt ud af min bevidsthed, også fordi han ikke har lavet noget nævneværdigt. Troede jeg. For i år blev jeg gjort opmærksom på filmen The Hole fra 2009.

Søskendekærlighed

Den har en masse klassiske ungdomsfilm-elementer – den tvære storebror Dane, der er vred på sin mor, fordi hun flytter ham og lillebroren op med rod i tide og utide. Lillebroren Lucas higer efter sin brors opmærksomhed, men det ender altid med slåskampe og gråd.

Heldigvis er deres nye nabo den smukke unge Julie, en gæv pige med ben i næsen, og takket være Lucas begynder de tre at hænge ud – især efter, at de opdager et hul i drengenes kælder, som har været skjult af et tæppe. Hullet er dækket med en låst lem, men den får drengene åbnet, og de kan ikke se bunden af det mørke hul, der er isnende koldt.

Da Lucas smider en håndfuld rustne søm i hullet, må de også forgæves vente på lyd, der kan afsløre, hvor dybt hullet er.

Hvad er der i det? Hvad gemmer det på? Er det bundløst?

Elegante effekter

De tre børn er kreative i deres undersøgelse af hullet, og det fungerer vanvittigt godt på film, når der filmes nedefra og op på deres nysgerrige, småængstelige ansigter.

For jo mere tid, der går, jo flere uhyggelige ting sker der. Lyset går, en skræmmende klovnedukke flytter sig af sig selv, og en lille pige med blødende øjne begynder at vise sig for først Julie og siden de andre.

Filmen er virkelig effektiv til at give kuldegysninger og er ægte skræmmende – men det er en fuldblods børnefilm, med alle barndommens genkendelige problemer og udfordringer.

Det er en overlegen præstation fra Joe Dantes side, for ikke nok med, at det er en spændende lille film, så fremelsker han også en af de bedste barneskuespilpræstationer, jeg længe har set – fra Lucas, spillet af Nathan Gamble. På et tidspunkt hulker han så inderligt af angst og forskrækkelse, så seeren ikke kan undgå at blive påvirket.

Det uhyggelige ukendte fra det bundløse hul bliver overvundet på en yderst kreativ og klog vis i sidste ende – så selv om det er en film, der hyggestjæler lystigt fra film som Det Onde, Poltergeist, Jumanji og diverse japanske gyserfilm, så er den ret unik.

Joe Dante tager børn seriøst og er ikke bange for at skræmme dem, men på en dejligt forløsende måde – det er spændende, og der er masser af varme mellem brødrene og deres nye veninde.