Kinesisk animation går sin sejrsgang for tiden. Vi har lige kunnet berette om kæmpesuccesen Ne Zha, en computeranimeret film om en djævledreng, der har fået begrænset, men populær premiere i USA på originalt sprog med engelske undertekster.
Nu har den animerede The Legend of Hei haft premiere i weekenden i Kina, hvor den strøg direkte ind på førstepladsen.
Den er et spin-off af den populære serie The Legend of Luoxiaohei, som er skabt af MTJJ (med det borgerlige navn Zhang Ping). Den består af 27 afsnit, der siden 2011 er blevet lagt gratis på nettet – de kan ses på Youtube med engelske undertekster, som er lavet af fans.
The Legend of Hei følger katten fra serien, som hedder Xiao Hei. Den kan lave sig om til en dreng, og han flygter ud i skoven for at leve et bekymringsfrit liv. Men det er ikke så let, for mennesket har trængt sig på og truer naturens balance.
Derfor gør nogle af de magiske væsner, der bor i skoven, oprør mod menneskenes verden, hvilket også medfører konflikt internt mellem de formskiftende skabninger.
Det lyder som og ligner næsten også noget, japanske Hayao Miyazaki kunne have lavet på Studio Ghibli, og i allerførste afsnit af The Legend of Luoxiaohei, drømmer seriens pige da også om at møde den magiske Howl fra Det levende slot. Filmen har dog sit helt eget udtryk, og den er både nuttet og charmerende, men også barsk, når der er kampe og truende adfærd. Forhåbentligt bliver det muligt at se den på en dansk filmfestival eller som minimum på Blu-Ray eller streaming i nær fremtid.