Netflix udgiver en tegneserie. Ja, det er sandt.
Mediegiganten, der ellers er bedst kendt for at servicere os med en uendelig strøm af film og tv-serier – en stor del af dem egenproduceret – udgiver nu tegneserien The Magic Order på print.
Så medmindre du vil læse den digitalt (tsk tsk, sikke noget pjat) skal du altså forbi en tegneseriebutik og selv bladre i den for at læse historien. Hos netbutikker som Amazon fås den kun digitalt!
Gylden forfatter
The Magic Order er skrevet af Mark Millar, manden bag succesfulde tegneserier som Kick-Ass, Kingsman, Civil War og Old Man Logan – alle sammen blev siden til film, for Millar har nemlig en særlig evne til at skrive personer og fortællinger, der gør sig godt på det store lærred.
Mark Millar er en 48-årig skotte, der voksede op i en fattig, katolsk familie med et hav af søskende. Han var efternøler, og en af hans mange storebrødre gjorde ham bidt af tegneserier, da den lille Mark i en alder af fire år fik sin første tegneserie med Spider-Man. Så begejstret for netop den helt var knægten, at han tegnede et Spiderman-net i hele fjæset med tusch, der ikke lige kunne vaskes af.
DC, Marvel og solo
Han var en flittig forfatter helt fra ungdommen af, og i 1994 blev han en del af DC Comics og skrev på Swamp Thing. Men han stoppede hos DC i 2001, selv om hans Superman: Red Son først udkom hos DC i 2003.
Han gik ikke overraskende over til Marvel, hvor han samme år stod bag Ultimate X-Men, og i 2002 stod bag The Ultimates, der var en moderne genfortolkning af The Avengers – og netop den udgave dannede inspiration til de nye, populære film om superheltegruppen. Det var en udgivelse, som Time Magazine har kaldt for ”Årtiets tegneserie”.
I 2003 interviewede Mark Millar sin chef Stan Lee til SFX Magazine, hvor Millar fortalte om sit arbejde med hans figurer, til hvilket Lee sagde:
”Det er fedt, men du burde lave dine egne figurer i stedet for at lave mine. Jeg lavede ikke Superman og Batman og Tarzan og Sherlock Holmes. Jeg lavede X-Men.”
Harry Potter møder The Sopranos
Så i 2004 smuttede Millar fra Marvel og lavede sit eget selskab, Millarworld. Og det var der han skabte sine succeser som Kick-Ass med mere. Og sidste år købte Netflix så Millarworld, det første opkøb i selskabets 20-årige historie.
Den 13. juni udkommer The Magic Order, som er tegnet af franske Olivier Coipel. Han har arbejdet får både DC og Marvel.
Tegneserien udkommer i seks bind og handler om fem troldmandsfamilier, som beskytter verden fra onde kræfter. Den kommer til at være en blanding af Harry Potter og The Sopranos, fordi den handler om en patriark i underverdenen og hans bekymring for sine børn.
Der er masser af tryllestave og masser af snavs – serien åbner op med nogle, der knalder, så det er tydeligvis ikke en tegneserie for børn.
Den udkommer kun i et enkelt oplag, så man skal nok være hurtigt ude, hvis man vil have fingre i tegneserien. I Danmark vil den kunne fås hos Fantask.
Og ellers så kan den købes digitalt her.
The Magic Order
Skrevet af Mark Millar, tegnet af Olivier Coipel
Udgives af Netflix, der i 2017 købte Millars firma Millarworld.
Udkommet på print og digital den 14. juni 2018.