FJERNSYNSMORD! OPKLARET AF DEN VISE CHARLIE CHAN

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Scarlet Clue (Fjernsyns-mordene)

Advarsel: Jeg anbefaler her en gammel amerikansk B-film, som indeholder stereotyper, der i dag ville være bandlyst. Historiske briller kræves.

Amazon Primes udvalg af kuriøse film bliver stadigt større, og her er nu en lille krimi fra 1945 med mesterdetektiven Charlie Chan. Skabt af forfatteren Earl Derr Biggers i 1919, blev han efter succes som romanfigur hovedperson i en meget lang række film. Chan er politimester på Hawaii, men der er han sjældent, for han rejser konstant verden rundt og dukker selvfølgelig altid op et sted, hvor politiet står på bar bund i en krimigåde, som Chan så løser.

Jeg har altid været stor fan af Chan-filmene, dels fordi de sindrige krimigåder ofte er ret godt skruet sammen – på den klassiske detektivmåde, hvor morderen afsløres i sidste scene – men også fordi mange af dem har den særlige B-film-charme fra 30’erne og 40’erne. Det er ikke nyskabende filmkunst, men velfortalte små mysterier, befolket af karakterskuespillere og i dag ukendte stjerner, som kan deres kram.

Dengang var Charlie Chan et frisk pust i forhold til den mere almindelig fremstilling af asiater som nederdrægtige skurke. Chan er ikke blot et mildt, lunt og godt menneske, han er også udstyret med en genial hjerne. Men filmene er selvfølgelig politisk ukorrekte i dag, fordi han i alle filmene spilles af vesterlændinge – som således optræder i “yellowface”.

I de første mange film blev han spillet af svenskeren Warner Oland, men da han døde i 1938, var serien så elsket, at man måtte finde en ny. Karakterskuespilleren Sidney Toler blev valgt, og det er ham, der spiller Chan i The Scarlet Clue. Det gjorde han i hele 22 film fra 1938-46. De første var pænt budgetterede næsten-A-film fra 20th Century-Fox, men da Fox droppede serien i 1942, overtog det lille Monogram Pictures rettighederne. Toler fulgte med, men nu var budgetterne helt ekstremt lave, og det kan selvfølgelig ses.

Ikke desto mindre var flere af Monograms instruktører rigtig gode til at få de små budgetter til at slå til, og manuskriptforfatterne skruede et par helt fine mysterier sammen. En af de bedste Monogram-Chan-film er netop The Scarlet Clue, der havde premiere 11. maj 1945 i USA. Tre år senere, 26.december 1948, nåede den Danmark, hvor den fik premiere i xxxxxx under titlen Fjernsynsmordene.

For jo, der var fjernsyn i 1945. Det var mest på eksperimental-plan, men som teknisk sensation havde ideen om television indgået i talrige krimier, helt tilbage til 30’erne. Der var Bela Lugosi-filmen Murder by Television i 1935 og krimikomedien Trapped by Television fra 1936 – den nåede også Danmark i 1937 under den forjættende titel Hvad Fjernsynet Afslørede. Fjernsyn var et velkendt begreb, som blot ikke var indført i stor stil endnu – og derfor perfekt til en mystisk krimiintrige.

Det meste af handlingen i The Scarlet Clue foregår således på en kombineret radio- og TV-station i en bygning, der også huser et mystisk forsøgslaboratorium. Folk dør, og beviserne peger i retning af noget med spionage, fremmede magter og hemmelige formler.

Mysteriet er meget indviklet, og der er masser af vildspor i det store figurgalleri. Undervejs er der også en hel del komik – som desværre må rubriceres i dag.

Jeg skriver desværre, for komikken kommer fra den meget morsomme stand-up- og radio-komiker Mantan Moreland, og da hans rolle er den lidt forvirrede og altid meget bange hjælper, ligner det selvfølgelig meget, hvad man ellers så i film dengang. Et nedgørende portræt af en sort i en tjenende funktion.

Men kan man se bort fra det stereotype, gemmer der sig i Mantan Moreland en fortrinlig komiker, som leverer sine ofte ret sjove replikker med uforlignelig timing, ofte helt absurd, som da han på gangen møder en anden kendt komiker, Ben Carter, på gangen, og de – helt uden anledning – laver deres på det tidspunkt kendte rutine, hvor de taler sammen, afbryder hinanden, og aldrig fatter, hvad den anden sagde. De kaldte deres nummer for Incomplete Sentence. Det er Mantan Moreland med sort kasket.

På sine gamle dage, i 1970’erne, blev Mantan Moreland hånet for at have indvilget i at spille en sort stereotyp, men jeg synes ikke, at hans optræden er på samme nedværdigende niveau som for eksempel Willie Best og Stepin Fetchit fra samme periode.

Men man skal have de berømte historiske briller på – og det man får, er også en fantastisk tidsrejse til dengang biograferne havde dobbeltprogrammer, og Charlie Chan opklarede mysterier – og fjernsyn var noget helt nyt og vildt spændende!

Og bare rolig, B-film var prisværdigt korte dengang, så den varer kun en times tid!