Den 1. april har CBS All Access premiere på de to første afsnit af den nye The Twilight Zone, som Jordan Peele præsenterer og producerer.

Det er en ny udgave af den klassiske antologiserie, der dykker ned i forskellige temaer som sci-fi, fantasy, horror og thriller, og med den nye trailer åbnes der virkelig op for et meget stemningsfuldt univers.

Den ikoniske serie, der blev sendt første gang i 1959, blev skabt af Rod Serling, der introducerede hvert afsnit. Der kom fem sæsoner under hans vinger i sort/hvid med fantastisk musik af Bernard Herrmann. Det var stemningsfuldt, urovækkende og udfordrende. Serling havde noget på hjerte, og nogle gang blev han meget politisk, blandt andet med afsnittet I Am the Night – Color Me Black, hvor racisme og had former sig til en sort sky over det sydlige USA, der breder sig til resten af verden.

Siden kom der film og tv-serier skabt af andre, og Twilight Zone-formatet har inspireret mange andre lignende, som f.eks. den aktuelle Black Mirror.

Men nu kommer der altså en ny udgave af den ægte vare, The Twilight Zone, med Jordan Peele (Get Out) bag rattet.

I første omgang bliver det til ti afsnit med titler som Rewind, Nightmare at 30.000 feet, The Traveler og The Wunderkind.

Der er et væld af mere eller mindre kendte skuespillere, og i traileren genkendes blandt andet Greg Kinnear, Steven Yeun, Adam Scott, Kumail Nanjiani og mange flere. Blandt producerne er tilmed også Carol Serling, Rod Serlings 90-årige enke.

De gamle serier har aldrig været vist på dansk tv, men det første remake af serien, der blev lavet fra 1985-89, kunne ses på svensk tv.

Der er endnu ikke noget nyt om, hvilken streaming-tjeneste, der vil tilbyde serien i Danmark.