Der gik ikke længe fra menneskets opdagelse af, at der havde levet dinosaurer på jorden, til vi begyndte at fantasere om at møde dem.
Spielbergs Jurassic Park fra 1993 er stadig den egentlige kulmination på denne drøm, som fortsat består og bliver ved med at fostre nye film, bøger og spil, hvor dinoerne er i live, så vi kan opleve dem på linie med alle andre dyr.
Men allerede i 1925 skabte stop-motion-pioneren Willis O’Brien en film, der for den tids publikum var ligeså overrumplende og magisk, som Spielbergs moderne film. The Lost World bygger på A. Conan Doyles roman af samme navn, udgivet i 1912, og den var kulminationen på mange års eksperimenter med stop motion teknik. O’Brien opfandt de fleste af de teknikker, der senere blev taget i brug af f.eks. Ray Harryhausen og som i dag praktiseres på mange små og storer studier verden over. Laika-studiets The Missing Link, der var en af de bedste film i 2019, er således i dyb gæld til O’Briens eksperimenter.
I forbindelse med den første udgave af Københavns Stumfestival i Cinemateket, som starter 14.januar og især fokuserer på danske stumfilm, bliver The Lost World vist ved en enkelt forestilling, lørdag 18.januar kl. 21. Det er første gang, den er set på et stort lærred siden premieren i København den 24.oktober 1925.
Filmen er ægte adventure om en ekspedition, der rejser til Sydamerika for at finde et glemt plateau – hvor der findes kæmpeøgler fra fortiden i levende live. Her støder de på en række af de bedst kendte arter, og det er Willis O’Brien, der har levendegjort dem.
De er selvfølgelig ikke så teknisk perfekte som CGI-dinoerne i Spielbergs film, men de er ret imponerende – og et forvarsel om, hvad stop motion kan. 8 år senere vendte et par af øglerne tilbage, da O’Brien lavede sit endelige mesterværk King Kong.
Filmen har ikke blot været inspirationskilde for Steven Spielberg. Mange andre filmfolk har refereret til den i tidens løb, som f.eks. Peter Docter i hans Pixar-film Up. Her er det nemlig plateau’et fra The Lost World, den gamle mand og drengen rejser til.
Så benyt chancen for denne ene gang at se The Lost World. På et stort lærred. Billetter kan købes her:
Det her er den oprindelige trailer:
Conan Doyles bog udkom i Danmark første gang med denne smukke forside:
