Det er en af de store kult-klassikere i rækken af lange Disney-film, der nu har fået sin egen spin-off serie. Og måske er det netop dens kultstatus, der gør, at Disney-selskabet hidtil intet har fortalt om den. Den er produceret af Disney Interactive og udsendt i udvalgte territorier på den nye DisneyLife app – på den sydlige halvkugle. Hvilket måske nok er det rette sted at starte, for der er tale om en genforening af et trekløver, der opstod i filmen The Three Caballeros i 1944. En episode-film, hvor Anders And rejser til Sydamerika og møder papegøjen Joe Carioca og hanen Panchito. De viser ham rundt i deres del af verden – og det hele fungerer som en fornøjelig og meget musikalsk reklame for Sydamerika.
Mens Anders And jo har haft sin egen karriere ved siden af, måtte Carioca eller Panchito nøjes med stjernestatus i deres hjemlande. Carioca især: Han har optrådt i over 2000 brasilianske Disney-tegneserier – mod en ganske lille håndfuld på vore breddegradder.
Der er med andre ord en fanbase at arbejde på – bare ikke hos den brede befolkning, og det er måske grunden til, at Disney har nøjedes med en meget stilfærdig lancering af den nye serie, som hedder Legend of the Three Caballeros. Jeg fik fra de lokale Disney-folk at vide, at den ikke bliver tilgængelig for TV (og altså aldrig vil kunne komme i Disney Sjov) – og at den måske ikke engang rammer Disney Channel uden for Sydamerika.
Serien holder fast i det oprindelige udseende (og vigtigst: det oprindelige tema!), men nu er der tale om længere historier med adventure-plot, hvor de tre venner finder skatte og opklarer mysterier. Tegnestilen er forsøgt holdt i den gamle, men der er dog lagt lidt mere tredimensionalitet ind i figurerne med skygger og tonede, airbrush-agtige farver. Animationen er energisk og klart et forsøg på at ramme den originale – og stemmerne er også meget tæt på de oprindelige. Og så er det ikke lavet i en helt ny, moderne stil, som vi ser det med den aktuelle udgave af DuckTales. Med andre ord: hovederne er runde.
Men måske hænger Disneys tilbageholdenhed også sammen med noget politisk. For de to sydamerikanske figurer taler nemlig engelsk med sydamerikansk accent, og det kunne måske falde nogle for brystet. Og i mindst en episode (episode 2) er der gæsteoptræden fra den berømte Aracuan Bird, den Søren Spætte-agtige fugl fra kortfilmen Clown of the Jungle. Og netop den har Disney besluttet at udelukke fra tv nu om dage – fordi den opfører sig lidt for vanvittigt til sarte moderne mennesker.
Det bliver spændende at se, om vi alligevel får den at se – her er et klip, der er lagt på youtube af Disney Animation TV – dagen efter, at det blev kendt i fankredse, at serien eksisterede:
Legend of the Three Caballeros, 2018
26 episoder á 22 min (såvidt vides)
Hovedroller (stemmer): Tony Anselmo, Eric Bauza, Jaime Camill