KULØR PÅ TINTINS KOMMUNISTER

Da Tintin i Sovjet udkom første gang på dansk i 1975, var den en ren åbenbaring for mig. Jeg havde allerede dyrket Tintin i hele min barndom – jeg var 17 år, da den kom – men det var jo Tintin i den perfekte, moderne version, hvor Hergés streg var blevet rutineret og alt så ud, som det skulle. I flotte farver.

Her var nu et album, der var i umiskendelig 20’er-stil, lidt primitiv, lidt som nogle amerikanske serier, og ikke rigtig Tintin. Og så var den alligevel så fantastisk underholdende, så forrygende – og så morsom. Vi fik ganske vist at vide, at Hergé var altfor tendentiøs og negativ i sit billede af kommunisterne – så skrækkelige var de slet ikke. Den skulle læses med historiske briller, og man skulle ikke lade sig fornærme af hans fremstilling af tilstandende i Sovjetunionen.

Nu om dage virker det lidt bizart, for selvom billedet af Sovjet er karikeret og forenklet, så er det samtidig et meget præcist, satirisk billede af et nybagt diktatur, et klart forstudie til det fremtidige Bordurien i “Det hemmelige våben” og “Kong Ottokars Scepter”.

Faktisk er mange af de tidlige album politiske, måske enøjede – men også klarsynede, som når vi i “Det knuste øre” får en meget klar fremstilling af, at de mange revolutioner i Sydamerikanske bananrepublikker skyldes amerikansk/engelske olieselskabers manipulationer. Det er vel ikke helt ved siden af?

Både “Det knuste øre” og “Tintin i Sovjetunionen” er begge netop udkommet igen på dansk. Men hvor “Det knuste øre” er holdt i den helt oprindelige sort/hvid-udgave (som Hergé jo selv senere opdaterede til en farveversion med helt nye tegninger), har Sovjet-albummet fået en ny farvelægning.

Spørgsmålet er så, om det gør fra eller til. Farvelægningen er tydeligvis omhyggelig og med stor opmærksomhed på ikke at ødelægge Hergés oprindelige streg. Men virkeligheden er nok, at den ikke er særlig nødvendig. Og at den på en eller måde er med til at understrege, hvor ufærdig Hergés streg endnu var.

For en samler, der vil have alt Tintin, skal den vel med. Men har man en af de mange tidligere udgaver, kan man efter min mening sagtens undvære den her. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke fik større fornøjelse af farveudgaven sammenlignet med den i sort/hvid… og at jeg faktisk satte mig og kiggede i den gamle bagefter. Jo, den stil er bedst i s/h.