TINTIN SOM STOP MOTION – DET ALLERFØRSTE FORSØG

På 90-årsdagen for Tintins debut, som fandt sted i avisen Le Petit Vingtième i Belgien den 10. januar 1929, hyldes han overalt – og det er selvfølgelig tegneserieudgaven, man taler mest om.

For filmudgaverne af Tintin har aldrig rigtig nået originalens højder. I min barndom så vi tegnefilmversionen fra Belvision Studios, et ambitiøs forsøg, som dog var plaget af den europæiske tegnefilmindustris ringe formåen dengang. Animatorerne var ikke så dygtige, og budgetterne for lave.

Før dem havde vi set to live action-spillefilm, der begge kom i biograferne, Tintin på Skattejagt og Tintin og de blå appelsiner. De gør et hæderligt forsøg på at flytte universet ud i virkeligheden, men rigtig vellykket er det ikke.

Så kom de to animerede spillefilm, og Tintin og Soltemplet havde visse kvaliteter, mens den anden, Tintin og Hajsøen, var lidt mere besynderlig.

I 90’erne kom så den tv-serie fra Ellipse, der skulle blive den største succes – den er ikke genial, men den er trofast overfor forlægget, og den har været fast inventar i tv over hele Europa – også på DR, hvor den har kørt med jævne mellemrum lige siden.

Spielberg og Jacksons film fra 2011 var den mest ambitiøse Tintin-filmatisering, men jeg var ikke så tilfreds – selv om mange andre mente, at den leverede varen og gjorde Tintin mere tidssvarende. Det mener jeg ikke, han har brug for. Men den havde øjeblikke, der fungerede.

Særest af alle Tintin-film er til gengæld den allerførste. En stop-motion-udgave af Krabben med de gyldne kløer, animeret af Claude Misonne kort efter 2. Verdenskrig og færdig i 1947.

Den har en helt særlig stemning – meget ujævnt animeret og meget primitiv. Men også charmerende og usædvanlig trofast overfor det album, der som bekendt var historien, hvor Tintin første gang mødte Haddock – et fordrukkent vrag af en kaptajn, som kun er til besvær. Et umage venskab indledes, og filmen har flere underligt sjove scener, hvor de to langsomt lærer hinanden at kende på godt og ondt.

Filmens skæbne er i sig selv underlig. Den blev kun vist to gange, så meddelte producenten, at han var gået fallit – og flygtede til Sydamerika.

Den har med andre ord aldrig haft rigtig biografpremiere, og den endte med at blive glemt, indtil den blev genfundet og udsendt på dvd i 2008.

Her er den i en ret udslidt kopi på Youtube – dvd’en ser lidt bedre ud, selvom filmen bestemt kunne trænge til at blive grundigt restaureret.