Christopher H. AndersenFredag aften, år 2019. Der er tændt op i mit store fladskærms-alter, og jeg har glædet mig hele ugen til at tilbede en filmklassiker på en streamingtjeneste. Jeg skal se den slags film, som man har gemt til en særlig aften. Det helt rigtige tidspunkt, hvor man er i humør til den. Og så er den væk. Fjernet fra alle platforme, fra den ene dag til den anden.
Sådan en rædselshistorie minder mig om glæden ved VHS bånd. De flimrende billeder, som kun blev kønnere, jo flere gange de blev afspillet. Det er en udbredt misforståelse, at VHS-båndet har dårlig billedkvalitet. For mig er der mest af alt tale om en anden måde at opleve et værk på. Især horrorfilm kan med fordel nydes på VHS. De blodrøde farver, der smelter sammen med mudder, og de mørke toner der skjuler de fleste detaljer i skyggerne – det er bare ikke det samme at se på en blu-ray, hvor alt står skarpt.
Jeg har ikke travlt med at slippe det håndgribelige ved VHS, for jeg har ikke lyst til at forlade det eventyr jeg forbinder med mediet. De sorte bånd er fra en tid, hvor man ikke vidste så forbandet meget om alting, før man kastede sig ud i at opleve det. Dengang man ikke kunne undersøge alt, se en trailer, eller høre hvad andre mente, før man brugte sine sparepenge på en film. Når jeg tog på bånd-jagt gik turen oftest fra Vestsjælland til København, dengang jeg tit blev passet af min kære oldemor. Hun ønskede mig altid det bedste. Og hvis jeg kastede min kærlighed over splatterfilm som barn, så var det VHS-ekspedition, at dagene gik med.
Jeg bladrede igennem række efter række af bånd, som stod i kassevis hos blandt andet VideoNetto. Da jeg var 12 år, vidste jeg ikke, hvor mange film der var i ‘Halloween’-serien. Jeg vidste bare, at jeg måtte købe hver eneste af dem, når jeg faldt over dem, og løbende stykke historien sammen. Jeg vidste ikke at ‘Øksemorderen’ var den danske titel på ‘Friday The 13th: Part 2’, før båndet kom i maskinen, og jeg jublende kunne konstatere, at jeg havde fundet endnu en film i den serie. Jeg vidste, at min favorit-skurk var Freddy Krueger i ‘A Nightmare On Elm Street’, men en dag løb jeg ind i et bånd der hed ‘Freddy’s Nightmare’ – hvad var det? Jeg havde ingen anelse om, at jeg købte afsnit af en TV serie, hvor Freddy var vært. Time efter time bladrede jeg igennem bånd til 25 kr., og jeg er evigt taknemmelig for, at min oldemor pænt ventede på sidelinjen, imens jeg nøje udvalgte hvilke film mine få penge skulle gå til.
De fleste af butikkerne er lukket i dag, men jeg har bevaret min samling på hylden. Her er tre film som jeg fandt – ved et tilfælde. Tre film jeg intet vidste om, før jeg brugte penge på dem. Film som overraskede mig, og som jeg er evigt lykkelig over, at jeg tog med hjem.
The Party Animal (1984)
En film der er så simpel, at den næsten er umulig at forklare, selvom at jeg har set den utallige gange, siden jeg fandt filmen på en hylde hos Accord.
En ung fyr ved navn Pondo Sinatra starter i high school og håber på, at komme i kanen med en kvinde. Ikke en bestemt kvinde, bare en person af det modsatte køn. Der hviler desværre en form for ubeskrevet forbandelse over Pondo, for uanset hvad han gør, vil det simpelthen ikke lykkes for ham at komme i seng med nogen. Heldigvis får han hjælp af sin værelseskammerat, Studly, som scorer hele tiden, og skolens meget erfarne pedel, Elbow, som spilles af Jerry Jones, der blandt andet var med i blaxploitation klassikerne ‘Dolemite’ (1975) og ‘The Human Tornado’ (1976). Filmen består af scene efter scene hvor Pondo forsøger på alle tænkelige måder, at få opfyldt sin drøm, og den unge fyr bliver gradvist mere og mere desperat efter at komme i bukserne på alt med en puls. Scenerne er vanvittige og slutningen er så skør, at jeg rullede rundt af grin første gang jeg så den.
Jeg elsker billigt producerede high school komedier fra 80’erne, og der findes mange gode. En “ærefuld omtale”, man må for eksempel ikke snyde sig selv for ‘Screwballs 2: Loose Screws’ (1985), som på dansk hedder ‘Klassens Skøre Kugler Scorer Piger’. Men ‘The Party Animal’ vil for mig altid være den sjoveste film i genren.
Jo mindre man ved om den her film, jo bedre. Ring til dine venner, få dem til at komme forbi med nogle øl, og forvent jokes der er så platte, at man enten må krumme tæerne eller overgive sig og grine med. Imens man nyder absurditeterne kan man lune sig ved tanken om, at debut-skuespilleren som spiller Pondo har det godt den dag i dag. Hans borgerlige navn er Dr. Mathew Causey, og han er nu en anerkendt professor i drama, med den fine titel Head of School of Creative Arts på Trinity College i Dublin.
Killer Klowns From Outer Space (1988)
Ikke en film som er helt ukendt den dag i dag, men hvis man kan forestille sig en 12-årig dreng der falder over den her film, uden en mulighed for at Google info, så kan man måske forestille sig hvilken magisk opdagelse det var. Den kostede 200 kr. Det var alle de penge, jeg havde på det tidspunkt. Men der var ingen vej tilbage, da jeg først havde set forsiden, og læst titlen. Jeg satsede alle pengene, og krydsede fingre for, at jeg ikke kom hjem med en film som slet ikke kunne leve op til det flotte ydre. Heldigvis viste det sig, at filmen leverede på alle fronter – fede 80’er-effekter, sjove scener, uhyggelige scener, et sejt soundtrack og en skør præmis, som filmen alligevel tager alvorligt. I hvert fald så alvorligt som man kan tage dræber-klovne fra det ydre rum.
En UFO lander i en skov, lidt udenfor en lille, hyggelig amerikansk by. Men det er ikke en helt ordinær UFO, for den er formet som et kæmpestort cirkustelt. Mike og hans kæreste Debbie kontakter politiet efter at have set uhyggelige klovne forlade teltet. Klovne som kan fange mennesker i store candyfloss-pupper og har oppustelige ballonhunde som sporhunde. Politiet er ikke til nogen nytte, og inden at Mike og Debbie får set sig om er den lille søvnige by fyldt med dræberklovne.
Filmen er opfindsom og legesyg, og jeg har set den utallige gange, siden jeg satsede mine penge på den.
Thunder in Paradise (1993)
Jeg må indrømme helt fra starten – jeg kan ikke huske hvordan det her bånd er endt i min samling. Måske har jeg arvet det fra min onkel. Måske har jeg købt det sammen med en bunke andre film. Det har i hvert fald ikke været en særligt bevidst handling, da jeg anskaffede mig det her bånd. Derfor har det været en ekstra fed oplevelse at sætte båndet i maskinen, og finde ud af, at der er ramt guld.
De fleste kender ham som wrestler, men i Thunder in Paradise er Hulk Hogan hovedrolleindehaver. Filmen er en direkte-til-video spillefilm, som også udkom som TV-serie, og kræfterne bag produktionen er folkene som også lavede Baywatch. Jeg gentager: Hulk Hogan, Baywatch, direkte-til-video spillefilm, og det er præcis så godt som det lyder. De to hovedpersoner er ex-Navy Seal soldaterne Randolph J. “Hurricane” Spencer og Martin “Bru” Brubaker. De arbejder som en form for lejesoldater ved Floridas kyst, ombord på en særlig båd ved navn Thunder.
En speedbåd, der tydeligvis kun har plads til to passagerer på overfladen, men når man går ned af en lille stige, viser det sig at der er et kommandorum nedenunder. Et kommandorum på størrelse med en gennemsnitlig dansk dagligstue. Herfra styrer de to helte missiler og andre fede våben, når skurke rundt omkring skal bekæmpes.
Hvis man kan forestille sig Hulk Hogan i en form for Knight Rider, hvor båden hedder Thunder, så har man den her film. Sol, strand, bikinier og missiler. Jeg tror at de fleste kan afgøre på afstand, om det er en film for dem – men er man bare en smule nysgerrig, så anbefaler jeg, at man kaster sig ud i den.
En af fornøjelserne ved VHS er æskernes bagsider, hvor filmene får lov til at beskrive sig selv, så kulørt som muligt:
The Party Animal – 1984
Instruktør: David Beaird
The Party Animal – 1984
Instruktør: David Beaird
Killer Klowns From Outer Space – 1988
Instruktør: Stephen Chiodo
Thunder In Paradise – 1993
Instruktør – Douglas Schwartz
