LÆRMESTER OG LÆRLING I FASCINERENDE ANIMÉ

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Udyret og hans lærling

En lille dreng, fortabt og fuld af sorg over moderens død, hives ind i en parallelverden af et ambitiøst uhyre, der mod alle odds vil gøre drengen til sin lærling og dermed bevise, at han er en værdig kandidat til den snart ledige plads som sin verdens hersker.

Udyret og hans lærling, hedder den, eller på engelsk: The Boy and the Beast. Og det er en af den slags film, jeg ikke fandt den store glæde ved, da jeg så den første gang, men som siden har vist sig at rumme meget mere end ved første øjekast – så den nu er en af mine yndlingsanimeer fra de seneste år.

Det er to sære skæbner, der mødes – eller ramler sammen, snarere – i denne usædvanlige og på alle måder fascinerende animé af den fremragede instruktør Mamoru Hosoda. Den havde premiere i Japan i 2015 og nåede frem til danske biografer i december 2016, hvor den – forventeligt? – fik meget lidt opmærksomhed og kun et beskedent antal solgte biografbilletter.

Men den kan heldigvis streames, både på Filmstriben med danske undertekster eller på Amazon Primes engelske platform med engelske undertekster. Og den har fortjent at blive set.

Hosoda er ikke en mand, der skynder sig med at få sin historie fortalt. Ligesom Miyazaki og Takahata er han optaget af at formidle sin stemning og dyrke sine personers særpræg og følelser, og går man med på det, bliver det, der måske kunne opfattes som sært og lidt kedeligt, pludselig stærkt, engagerende og meget gribende.

Forholdet mellem den ensomme og traumatiserede unge dreng og hans bryske, dovne og selvoptagede læremester er et studie i personligheder. Det er måske lidt forudseligt, at deres forhold forbedres, og at de begge vokser med opgaven, men Hosoda fortæller så godt og så vittigt, at man nyder det hele vejen.

Stilmæssigt læner Udyret og hans lærling sig op af klassiske animeer som Ghiblis, men stregen er en anelse mere karikeret og rå. Animationen er præget af de stærke figur-poses, som ofte er meget ekstreme og helt Chuck Jones-agtige. Resultatet er, at man aldrig er helt sikker på, om det her skal tages gravalvorligt, eller om der er anelse ironi gemt et sted.

Ironien skulle i så fald gå på den del af japanske folklore, den bygger på: at der eksisterer en parallelverden befolket af monsteragtige væsener. Og at denne verden i få øjeblikke griber ind i vores.

Under alle omstændigheder kan man ikke undgå at komme til at holde af de to hovedpersoner og deres indbyrdes kampe – for selvom de dybest set ikke opfører sig særlig tiltalende, er deres menneskelighed og deres mange nuancer en fornøjelse at opleve. Bare man væbner sig med lidt tålmodighed. Det lønner sig, synes jeg.