ULVEHUNDEN KALDER

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Ulvehunden (1991)

I denne uge er der premiere på en ny filmatisering af Ulvehunden. Men 1991-versionen er bestemt stadig værd at se:

Disney-studierne har alle dage haft en særlig evne til at lave film med dyr, ikke kun som tegnefilm, men også når de er spillevende.

Måske er det derfor, deres Ulvehunden fra 1991 fungerer så godt. Selv om filmen på nogle punkter afviger ret meget fra Jack Londons bog, så er scenerne med ulvehunden White Fang som hvalp, sammen med dens mor eller alene i vildmarken, helt utrolige.

Mennesket som hovedperson

Naturen er smuk og barsk i Ulvehunden, og dyrene utroligt nuttede – her taler de slet ikke – og da White Fang mister sin mor, giver det Bambi baghjul, fordi det er levende dyr, og hvalpen så lille og sårbar. Hvis ikke man som minimum får tårer i øjnene, er man lavet af sten!

Ethan Hawke er den unge Jack Conroy, og på sin vis er det mere hans historie end ulvehundens – og han er en, Disney har tilføjet til fortællingen, for han findes ikke i bogen.

Jack tager til Klondike for at overtage sin afdøde fars jordlod. Det er fascinerende at se ham bestige Chilkoot Pass, den smalle og stejle vej op til Yukon-floden, sammen med alle de andre håbefulde guldgravere.

Oppe på passet finder han sin fars gamle venner, Alex og Skunker, og de indvilliger modstræbende i at tage ham med til farens lod. De skal alligevel begrave en anden af deres kammerater. Ja, det er et barskt miljø.

Jack har svært ved at følge med hundeslæden, de store snesko giver ham en masse bøvl, men de to ældre mænd får efterhånden sympati for den unge fyr. Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for Jack giver dem masser af problemer, da han er småt begavet – eller i hvert fald ikke i stand til at følge simple regler. Hans egenrådighed får katastrofale følger.

Snedigt klippede hundekampe

Alex spilles af Klaus Maria Brandauer, en østrigsk klasseskuespiller, og det er lidt sært, at han har haft lyst til at medvirke i denne familiefilm. Men han gør det godt. Alex og Jack når frem til nogle indianere ledet af høvding Grey Beaver, og her ser Jack ulvehunden White Fang, som indianerne tog til sig, da de ved et tilfælde fangede den i en fælde.

Det er kærlighed ved første blik, men White Fang skal grueligt meget igennem, før den ender sammen med Jack. Inden da ender den i kløerne på Beauty Smith, en kynisk og ubehagelig fyr, der tjener penge på hundeslagsmål, og som med vold og magt får gjort White Fang til et farligt bæst.

Ingen dyr kom til skade under optagelserne til Ulvehunden, og kigger man efter, kan man sagtens se, at dyrene er glade, når de slås – det er ren leg. Men det er klippet snedigt og hurtigt, så det ser voldsomt ud, og en af kampene er dyrenes skygger mod en væg.

Masser af Disney-dyr

I 1994 kom  Ulvehunden 2, en fortsættelse til den første film, dog uden Ethan Hawke og endnu mere fri fantasi løst baseret på forlægget.

Af andre film, hvor Disney har brugt levende dyr, kan blandt andet nævnes Ulvehunden Nikki, en film fra 1961, hvor en venlig canadier ved et uheld bliver adskilt fra sin hund og den bjørneunge, som han også har taget til sig. Den skylder en stor tak til Jack London.

Naturscenerne er virkelig flotte og imponerende, men filmen er helt klart bedst, når det kun er dyrene, der er med – deres handlinger er enormt udtryksfulde.

Den fantastiske hjemrejse fra 1993, hvor tre kæledyr bliver adskilt fra deres familie, er også utrolig rørende, men her har man valgt at lade dyrene tale – hvilket egentlig er overflødigt.

Men fælles for dem alle er de utrolige dyr, og det må have taget hundredvis af timer at få de rigtige optagelser i kassen. Men det betaler sig. De film kan noget særligt, og Disney har lavet mange flere end de her nævnte.

London udstiller mennesket

Hundekampene er også en essentiel del af Jack Londons bog. Men den er meget mere barsk end Disneys version og også den nye animerede Ulvehunden, som snart er aktuel i biografen.

Netop volden og den afstumpede behandling af dyrene bruger London til at udstille menneskenes konfliktfyldte natur. Hvordan nogle bevidst vælger at handle ondt og grådigt, mens andre vælger at være omsorgsfulde og ordentlige.

London er en fremragende forfatter. Han tog selv til Yukon som 21-årig i 1897, så han drager på sine egne erfaringer til at beskrive miljøet og menneskene. Og hvordan sidstnævnte behandler de livsvigtige hunde, som trak slæderne med udstyr.

Naturen kalder

Ulvehunden er en slags søsterbog til Naturen kalder, Londons mest populære bog. Hvor Ulvehunden handler om en vild hund, der hen ad vejen bliver domesticeret, så handler Naturen kalder om den magelige familiehund Buck, der bliver stjålet og sendt til det kolde nord for at blive slædehund.

Buck ender i varetægt hos forskellige mennesker, både venlige og det helt modsatte. Menneskets grådige natur hudflettes via hundens observationer. Den er ikke skrevet, så man er inde i Bucks tanker, det er altså ikke dyret, der taler – men en fortæller, der beskriver, hvordan Buck oplever sit turbulente liv. Et særligt greb, der forhindrer, at bogen bliver ”pattet”, men derimod en sindsoprivende og rørende læsning.

Bucks sidste ejer bliver Thornton, en mand, der holder mest af naturen. Båndet mellem mand og hund er ganske særligt og hjerteskærende – og da Thornton bliver dræbt af indianere, mister Buck den sidste tråd til menneskenes verden og civilisationen – han giver efter for den stemme i hans indre, der har kaldt; naturen.

Der kommer en tegnefilm baseret på Naturen kalder i 2019, men den er også blevet filmatiseret i 1935 med Clark Gable, Loretta Young og Jack Oakie, og igen i 1972 med Charlton Heston som Thornton.

Jack London døde som 40-årig, og han skrev mere end 50 bøger på 20 år. Han inspirerede både Hemingway, Jack Kerouac og Hunter S. Thompson med sine bøger.