Da den store fantasy- og sci-forfatter Ursula K. Le Guin døde i januar, 88 år gammel, måtte man desværre konstatere, at der aldrig er lavet en film eller serie over en af hendes mange bøger, som hun – eller hendes mange fans – var tilfreds med. Selv om det ville have været oplagt.
Men nu er det kommet frem, at Le Guin inden sin død nåede at sælge rettighederne til en ny filmatisering af Jordhavet-bøgerne.
Mange har gerne villet filmatisere disse højtelskede fantasy-værker, der handler om drengen Gæt, der vokser op som gedehyrde, men redder sin landsby ved magi og derfor bliver taget i lære som troldmand. Men han er en arrogant og bedrevidende dreng, og som han vokser op, giver det ham udfordringer.
Flere film måske på vej
Hidtil har det kun været Studio Ghibli, der har fået lov at filmatisere universet med sin Legenden fra Jordhavet, hvor det var Hayao Miyazakis søn, Goro Miyazaki, der kastede sig over den. Det var i 2006, og der kom også en meget kikset tv-miniserie i to afsnit 2004.
Ingen af de to var succes’er, men nu er det filmproducenten Jennifer Fox, der har overtaget rettighederne, og hun har intentioner om at lave de fem bøger og otte noveller om historierne fra Jordhavet til film.
Jennifer Fox har tidligere produceret dystre værker som We Need to Talk About Kevin, Nightcrawler og A Scanner Darkly, samt thrillerne Syriana og Michael Clayton med meget mere. Det bliver spændende at se, hvilke kræfter hun vil bringe ind til at gøre Le Guins bøger levende.
Dokumentar endelig færdig
Men der er mere nyt fra Le Guin-fronten. Den Kickstarter-financierede dokumentarfilm Worlds of Ursula K. Le Guin er nu færdig, efter at instruktøren Arwen Curry har arbejdet på den i ti år.
Forfatteren selv er interviewet til filmen, og hun fortæller om sit forfatterskab og sit håndværk – for eksempel, at hun ikke drømte om at blive forfatter, men bare skrev.
Et væld af prominente navne hylder hende og hendes stil og værker, som Neil Gaiman, Michael Chabon, China Miéville og Margaret Atwood.
”Hun er ikke blot en af vores store science fiction- og fantasy-forfattere, men som en af de store amerikanske forfattere i det hele taget,” lyder det i filmen.
Den har verdenspremiere den 10. juni på dokumentarfilmfestivalen Sheffield Doc/Fest i England og vil blive vist på filmfestivaler i efteråret. Hvornår den kan ses herhjemme eller erhverves på dvd eller blu-ray vides ikke endnu.
Ursula K. Le Guin
Født i 1929 i Berkeley, USA, og død i 2018 i Portland, USA.
Prisvindende science fiction- og fantasyforfatter.
Et udvalg af titler oversat til dansk:
Fire veje til tilgivelse (2000)
Havvej: Klatsand-krøniker (1996)
Det brændte barn: den sidste bog om Jordhavet (1991)
Altid hjem (1990)
Illusionernes by (1889)
Gwilans harpe: fortællinger (1987)
Hejrens øje (1986)
Der er mere end en vej (1982)
Antuans grave (1982)
Den yderste kyst (1983)
Verden er skov (1981)
Malafrena (1981)
Troldmanden fra Jordhavet (1980)
Mørkets venstre hånd (1974)