STUMFILMKOMIKEREN DER LÆNGTES EFTER LYD: W.C.FIELDS

Man hører ofte myten om stumfilmstjerner, der gik grunde, da lydfilmen kom. De var vant til pantomime og deres stemmer passede dårligt til deres udseende. Den blev genfortalt i The Artist fra 2011.

Men den holder ikke helt. Mange stumfilmskuespillere klarede overgangen fint, og nogle gik sandsynligvis nok og ventede på det, simpelthen fordi deres talent og optræden ville være bedst, hvis man kunne høre dem.

Laurel & Hardy begyndte deres samarbejde i stumfilm, og selvom de var fremragende, blev de endnu bedre, at de kunne koble deres fysiske komik sammen med dialog og lydeffekter.

Og hvis der var én, der ligefrem længtes efter at få lyd på, var det den legendariske W.C.Fields. Hans komik er så styret af dialogen, at man kan ikke forestille sig hans komik uden replikker som:

-and it ain’t a fit night out for man or beast  (The Fatal Glass of Beer)

eller

I was in love with a beautiful blonde once, dear. She drove me to drink. That’s the one thing I’m indebted to her for. (Never Give a Sucker an Even Break)

Men den geniale W.C.Fields lavede faktisk film allerede i 20’erne, før tonefilmen var indført. To af disse film kom tidligere på året på bluray, og for de fleste vil det være en helt ny oplevelse at se The Great Man optræde uden dialog.

Det sjoveste er næsten, at begge film har mange elementer og ideer, der også er med i hans mest berømte talefilm, hvorfor vi her får en særlig mulighed for at studere forskellene.

Filmene er It’s the Old Army Game (1926) og Running Wild (1927), og de er kommet i meget smukke, restaurerede kopier med knivskarpe billeder – de ser ud, som de gjorde ved premieren for over 90 år siden.

I It’s the Old Army Game får vi historien om en mand og hans købmandsbutik, om irriterende kunder – og om en skovtur i bil, hvor familien ender med at slå sid ned på plænen i ved et fornemt palæ. Der er morsomme scener som den, hvor en kunde insisterer på at købe det frimærke, der sidder inderst i arket. Den fremragende Louise Brooks er også med – et ligeså smukt match, som da Fields spillede sammen med Mae West i My Little Chickadee.

Lige det gag med frimærket kender vi fra tone-kortfilmen The Pharmacist (1933), men resten af plottet er næsten identisk med den fremragende It’s a Gift (1934).

I Running Wild får vi en mere absurd historie, hvor Fields er en tøffelhelt, der hypnotiseres til at tro, han er en løve – og derfor pludselig kan ordne alle sine fjender, inklusive sin kone. Tøffelhelt-temaet gennemsyrer de fleste af Fields lange film.

Han var med andre ord godt i gang med etablere den person, han skulle gøre til sit alter ego i sine store klassikere fra 1930’erne og 40’erne.

Som stumfilmkomiker er W.C.Fields dog kun mildt sjov. Han har svært ved at skabe den samme sympati omkring sin figur, som det lykkes ham i tonefilmene, og selvom han klarer de fysiske, visuelle gags fint, er det ikke så morsomt, at man overrumples.

Men for en mangeårig Fields-dyrker  (og, må jeg tilføje: æresmedlem af Folkebevægelsen for W.C.Fields, stiftet af salig Rune T. Kidde) er det selvfølgelig fantastisk for mig at se denne unikke komiker i aktion, også uden lyd. Men kan bare mærke, hvordan han længes efter at kunne sige sine replikker og gøre sin figur til et af det forbillede, den blev i det 20.århundrede.

Jeg kan derfor anbefale de to bluerays til folk, der må eje alt, hvad han har lavet (som f.eks. mig) mens en knap så ambitiøs Fields-fan måske nok undvære den.

Man kan se Running Wild på youtube, men kvaliteten er selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis den, på den smukke bluray: