SENDAKS DYSTRE MONSTRE – OG DEN RETFÆRDIGE HARME

Kan du huske følelsen? En utæmmelig bølge af raseri. Den skyllede gennem kroppen, når man som barn blev uretfærdigt behandlet og ikke kunne finde ud af at sætte ord på det. For at få afløb for den giftige følelse blev det til destruktiv energi. Flåen og hoppen og råben.

Og så fik man skæld ud. Og man fik som regel ikke knus og kærlighed, selv om det ofte bare var det, man havde brug for.

I 1963 tegnede amerikaneren Maurice Sendak Where The Wild Things Are (på dansk Villy Vilddyr). Det er historien om drengen Max. Han har en ulvedragt på, og han opfører sig som en Wild Thing – en vild ting – og bliver sendt på sit værelse uden aftensmad. Men han er da bare ligeglad. Så tager han da bare hen til det sted, hvor alle de andre vilde ting er.

Hans værelse forandrer sig, lianer hænger ned fra loftet, væggene forsvinder i en endeløs skov. En båd fragter drengen til en kyst, hvor De Vilde Ting står og truer ham med deres spidse kløer og uhyggelige øjne. Men Max er den vildeste af dem alle, så han bliver deres konge.

Ensomhed og tryghed

Blot 338 ord ledsager de smukke illustrationer. Med tynde streger træder der finurlige monstre frem på siderne, dunkelt farvelagt, for det er nat, der hvor fantasien har mest magt.

Bogen blev ikke vel modtaget, da den udkom, men i løbet af to år fandt børnene den selv på bibliotekerne, og også de voksne fik øjnene op for den enkle fortælling.

For da Max har sendt De Vilde Ting i seng uden aftensmad, føler han sig ret ensom. Så han rejser tilbage til sit værelse, og der står hans aftensmad – stadig varm.

Og det er betryggende, at selv om man har haft et raserianfald, så er man stadig elsket. Man får stadig varm aftensmad. Tryghed og omsorg trods det, at man har opført sig urimeligt. Det er godt at vide. En vigtig lektie om uforbeholden kærlighed.

Fantasifuld filmatisering

Det synes den legesyge filminstruktør Spike Jonze også, så han filmatiserede bogen i 2009. Og han satte netop fokus på det utøjlelige raseri, Max fyrer af med mellemrum.

Normalt er jeg ikke grådlabil, men jeg græd i begyndelsen af filmen, da Max leger sneboldskamp med sin storesøster og hendes venner – legen bliver for voldsom, og fra at have grinet overstadigt af lykke, bliver Max en hulkende, oprørt dreng, da han bliver forskrækket, det gør ondt og hans fine snehule bliver ødelagt.

De store unger håner ham for at være en tudeknægt, men åh, hvor jeg husker de store, konfliktfyldte følelser, som uskyldig leg kunne indeholde.

Sneboldsscenen, storesøsteren, moren og hendes nye kæreste er nyspundet til filmen, men det lægger sig i smuk forlængelse af bogens tema og understøtter præcis de store, uforklarlige følelser, man kan have som barn.

Spørgsmålet er så, om det overhovedet er en børnefilm? Den er meget mørk, og selv om monstrene ikke ser særligt uhyggelige ud, er deres opførsel skræmmende, fordi den er ligeså impulsiv og uforudsigelig som et barns.

Det er måske mere en film for voksne, især for dem der prøver at bibeholde barnets levende fantasi og måde at anskue verden på.

The Wild Things er en smuk blanding af dukker, betjent af optil flere personer, med computeranimerede ansigter. Omgivelserne er både efterårsbrune skove, vidde ørkener og en stor hule. Den legesyge musik er lavet af Karen O fra The Yeah Yeah Yeahs med hjælp fra blandt andet et børnekor.

John Lasseter ville også

Oprindeligt var det Disney, der ejede rettighederne til Sendaks bog. I 1983 lavede John Lasseter en test af, hvordan tegnefilm kunne se ud, når man kombinerede 2D og 3D. Til det brugte han Where The Wild Things Are, og det er der kommet en 50 sekunder lang video ud af.

Desværre blev projektet aldrig fuldført, mens Disney havde rettighederne. I stedet gik de til Warner Brothers Entertainment, der stod bag live action-udgaven fra 2009. Ikke at det er skidt – men begge versioner ville have været herlige at se.

Den teknik, John Lasseter prøvede af, er i øvrigt den der ti år senere blev hyldet med Skønheden og udyret i 1991, hvor 3D blev brugt med imponerende effekt i dansescenen.

Go to hell

Maurice Sendak døde i 2012, men var meget involveret i filmprojektet, der tog fem år.

Han var dog enormt frustreret over, at Spike Jonze og hans medforfatter Dave Eggers havde undladt at lade Maxs soveværelse forandre sig til en skov. I filmen løber han væk hjemmefra og finder ad omveje en båd, der fører ham til øen med The Wild Things.

Men bortset fra det forsvarede han filmprojektet. Og til forældre, der var bekymrede for, om filmen var for voldsom til deres børn, havde han et kontant svar: ”They can go to hell.”