30 ÅR I DAG – TILLYKKE TIL EN NÆSTEN PERFEKT FANTASYFILM

Ron Howard står bag Solo: A Star Wars Story, som har dansk biografpremiere i denne uge. Ja, det skulle ellers have været Phil Lord og Christopher Miller, som også stod bag den sjove LEGO-filmen, men de forlod projektet på grund af ”kreative uenigheder”…

Men når det nu skal være sådan, så er Ron Howard en gedigen instruktør, og især hans film fra 1988 Willow er et vidunderligt fantasy-mesterværk.

Det begyndte med Wicket

Hovedrollen Willow spilles af dejlige Warwick Davis, der som 11-årig var den nuttede ewok Wicket i Return of the Jedi. Og Warwick Davis er i dén grad en kending i Star Wars-universet. Selv om ewoks er enten hadet eller elsket af Star Wars-fans, så var de så stor en succes, at de fik to selvstændige tv-film, Caravan of Courage og The Battle for Endor, hvor Warwick igen trak i det pelsede kostume.

Og han har også siden haft små roller i The Phantom Menace, The Force Awakens, The Last Jedi, Rogue One og selvfølgelig også i Solo.

Willow er da også skrevet af selveste George Lucas – og han skrev den med Warwick Davis i tankerne – og det er måske også derfor, der er så mange lighedspunkter mellem Madmartigan, Willows lettere forbeholdne rejsekammerat, og så netop Han Solo. De er begge selvoptagede og charmerende og i sidste ende gode nok på bunden – ægte anti-helte.

Der er masser af rørende og spændende elementer i Willow,  der er en af  de mest perfekte fantasy-film nogensinde.

Farlig profeti

Unge Willow bor med sin kone og to små børn i deres idylliske landsby. De er Nelwyns, hvilket er dværge. Nogle få af dem har magiske kræfter, og det håber Willow, at han har – han vil gerne være deres nye troldmand, og deltager derfor i byens festligheder, da der skal udvælges en ny.

Men alt er ikke fred og idyl. Daikinierne, som også kaldes Tall Folk, er regeret af den onde dronning Bavmorda. Hun regerer med kraft af sin onde magi og sin hensynsløse hær, der er ledet af hendes smukke datter Sorsha.

Dronningen har hørt en profeti, der fortæller, at et pigebarn med et specielt modermærke vil føre til dronnings endeligt, så derfor – i gammel-testamentelig stil – får hun alle gravide kvinder indlogeret i sin fangekælder, så hun kan henrette babyen med hjælp af sort magi, når den er spyttet ud.

Men en barmhjertig jordmoder sniger barnet Elora Danan ud i håbet om at bringe hende i sikkerhed.

Barsk selvopofrelse

Filmen er udkommet i flere udgaver, for jordmoderen bliver selvfølgelig hurtig forfulgt af Bavmordas hær, der har grumme hundelignende væsner med sig. De får færten af de to på flugt, og i endnu et bibelsk stunt sætter jordmoderen babyen på vandet, så Elora kan flyde sikkert med strømmen.

I én udgave ser man kvinden slippe bort i vandkanten. Men i en anden, den originale, bliver hun dramatisk overfaldet af de bidske væsner. Netop den udgave så jeg selv som barn, og det, at kvinden ofrede sit liv for barnet og håbet, som hun symboliserede, påvirkede mig meget.

Så selv om det var en scene, der gav mareridt, så fæstnede den sig alligevel positivt i mit sind – og det her er altså en opfordring til filmskabere om, at de ikke skal være bange for at inkludere den slags i film, som børn også ser. Og også en opfordring til forældre om ikke altid at skærme dem fra den slags, men holde dem i hånden og forklare dem, hvad der sker.

Umage selskab

Baby Elora ender hos Willows familie, og selv om han er forbeholden til at starte med, ender han med at holde af barnet, og han tager det på sine skuldre at bringe hende sikkert til et slot, hvor venlige mennesker kan tage sig af hende.

Det bliver en farlig og overraskende tur, hvor han hurtigt bliver forladt af sine egne. I stedet støder han på Madmartigan, der hænger i et bur på korsvejen. Willow redder ham, og de to indgår et forlig af nød. De er et umage par, der har mange kontroverser. Blandt andet synes Willow ikke, at Elora skal tygge på lakridsrod, men det er Madmartigan da bedøvende ligeglad med.

Undervejs bliver de overfaldet af Brownies, bittesmå mennesker, som mest er comic relief, men også viser sig at være gavnlige, og to af dem slutter sig til Willows selskab.

De får følgeskab af den gode troldkvinde Fin Raziel, der dog er i skikkelse af en rav på grund af en besværlig forbandelse. Hun stoler på, at Willow kan ændre hende tilbage til sin menneskeskikkelse, men fordi han er så uvant med magi, tager det nogle sære drejninger.

Sorsha er hele tiden i hælene på dem, men takket være fe-støv bliver Madmartigan forelsket i hende, og selv om det ikke var hensigten, vokser det til noget ægte.

Vidunderlige Warwick Davis

Det er et højspændt opgør til slut, med ægte heltemod, cirkustricks og diabolske mørkekunster, komplet med torden og lynild. Mageløst!

Selv om filmen i år er 30 år gammel, så er det nogle vanvittigt flotte effekter alt taget i betragtning.

Skuespillet er fænomenalt, og Warwick Davis er en sand perle. Det er ærgerligt, at han ofte er skjult væk i kostumer eller voldsom makeup, som i de uhyggelige Leprechaun-film eller som den krognæsede Professor Flitwick i Harry Potter-filmene. I komedieserien Life’s Too Short spiller han sig selv – men en forskruet udgave, der er usympatisk, arrogant og manipulerende. Serien er skabt i samarbejde med Ricky Gervais og Stephen Merchant, men der kom desværre kun en sæson i 2011 og en special i 2013 – surt, for Warwick er virkelig sjov.

En ægte klassiker

Også Val Kilmer brillerer i rollen som badboyen Madmartigan. Og så er det altså et snydeheld, at de har fundet en så nuttet og udtryksfuld baby til at spille den ikke uvæsentlige rolle som Elora.

Bavmorda og Fin Raziel spilles af henholdsvis Jean Marsh og Patricia Hayes, begge to anerkendte engelske skuespillere, og de er topprofessionelle og giver sig fuldt ud til de krævende, men noget anderledes roller. Og det er netop det, der er så fantastisk ved filmen – nok er det en fantasyfilm, der tit beskyldes for at være barnlig underholdning, men alle involverede tager projektet dybt seriøst, hvilket hæver den over det banale og gør den til en rørende, morsom og fængende filmoplevelse.

Som jeg har for vane, når det drejer sig om film, må jeg også lige benytte mig til at rose soundtracket. Det blev skabt af James Horner, og lille Elora Danan har et smukt tema spillet med panfløjte som hovedinstrument, smukt, blødt kor og harpe. Og så er der også masser af storladne og bombastiske orkesterstykker, og masser af heltetema og skrøbelige magiske musikstykker.

Det er lidt af den skandale, at denne filmklassiker ikke er tilgængelig på nogen streaming tjenester, og at den ikke genoptrykkes på dvd eller bluray. Der udkom en 25-års-jubilæums-bluray, men den er udgået og sælges derfor til overpriser på amazon og ebay.

Og det er 5 år siden – for faktisk fylder Willow 30 år søndag den 20. maj  2018 – hvis man regner fra den amerikanske premiere, 20.maj 1988. Den kom først til Danmark i februar 1989.