Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Woody Woodpecker

Jeg har et blødt punkt for Søren Spætte. Jeg har ofte indrømmet det, for det er en guilty pleasure. Filmene med ham fra Walter Lantzs studie er ikke på højde med de andre studier på den tid, hverken Disney, Warner eller M-G-M. Men de har en særlig charme, og jeg har altid dyrket spætten som en slags mellemting mellem Anders And og Daffy Duck.

Myten siger, at Walter Lantz og hans kone Grace (der senere sørgede for Woodys stemme) var på bryllupsrejse i en hytte, og at de på selve bryllupsnatten blev forstyrret af en spætte. Det skulle have skabt ideen til Woody, men det er nok kun en god historie. Woody blev undfanget som et samarbejde mellem storyfolkene hos Lantz, hvor man længe havde drømt om en ny, mere slagkraftigt figur end Andy Panda og Oswald the Rabbit (som Lantz havde “arvet” fra Disney).

Som Woody-fan har jeg naturligvis investeret i de to dvd-bokssæt med gamle Walter Lantz-film, som Universal har udgivet, men det er måske lidt meget anbefale, hvis man ikke er 100% dedikeret classic cartoon-samler.

Men filmene er værst at se, og det kan man lige nu på Amazon Prime (UK), hvor hans første 15 film kan ses samlet med fællestitlen Woody Woodpecker and Friends.

Det er 15 ret forrygende film. Fra den fabelagtige debut i 1940, Knock Knock, hvor han generer den allerede etablerede stjerne Andy Panda, til syrede film som Barber of Seville, instrueret af Shamus Culhane, der var en af de ledende animatorer på Disneys Snehvide

Woody er i disse tidlige film ofte rablende gal, en meget destruktiv og rebelsk trickster, der primært synes at leve for at genere andre til vanvid. Instruktører var oftest Walter Lantz selv eller Alex Lovy, men en vigtig ingrediens var også manuskripterne, som jævnligt blev skrevet af den dygtige Ben Hardaway, en af hovedkræfterne bag selveste Bugs Bunny på Warner. Når Hardaway er med på credits ved man, at der bliver rigelige mængder af vanvittige indfald.

En af mine grunde til at holde fast i Woody Woodpecker er dels disse film, og også mange af dem fra 50’erne og 60’erne med Paul J. Smith og Disney-instruktøren Jack Hannah ved roret, er absolut seværdige – selvom Woody her er meget mere afdæmpet og ofte blot en mere anonym helt.

Men jeg elskede også Søren Spætte-bladet i 60’erne, et fattigmands-Anders And-blad, og jeg var ret begejstret, da min gamle ven Freddy Milton fik lov at tegne en række dansk-producerede Søren Spætte-album. Det var med stolthed, da selveste Walter Lantz besøgte København, og vi begge fik lov at spise frokost med ham og hans kone.

For nylig kom en helt ny animeret film med spætten, men den var ikke meget værd. Skal man opleve ham i topform, skal det være i de gamle film, og det kan man altså lige nu.

En enkelt smagsprøve ligger på youtube, for Pantry Panic fra 1941 er nemlig public domain. På youtube ligger også en del andre film på Woody Woodpecker-kanalen, men de er primært af nyere dato.

 

Filmene i programmet Woody Woodpecker and Friends er:

Knock Knock

Woody Woodpecker

The Screwdriver

Pantry Panic

The Hollywood Matador

Ace in the Hole

The Loan Stranger

The Screwball

The Dizzy Acrobat

Ration Bored

The Barber of Seville

The Beach Nut

Ski for Two,

Chew-Chew Baby

Woody Dines Out.

Kan streames på Amazon Prime