COMEBACK TIL SØREN SPÆTTE?

Det er sket for flere klassiske animerede stjerner, fra Yogi Bear til Smølferne. De er rykket fra 2D-tegnefilm til en biografspillefilm, hvor de er computeranimeret og ofte koblet sammen med live action-skuespillere og omgivelser.

Nu er turen kommet til Woody Woodpecker, aka Søren Spætte. Men Universal, der ejer rettighederne til spætten, satser ikke stort. Filmen blev klar i efteråret og er blevet lanceret i biograferne i Sydamerika. Brasilien i oktober og Peru i december. Men USA venter til februar, og efter skuffende modtagelse sydpå er det blevet til en direkte-til-homevideo. Og samme skæbne venter sikkert i Europa. Mon ikke Netflix er klar til at snuppe den?

For mig er Søren Spætte noget særligt. Jeg er helt klar over, at kun en håndfuld af hans bedste film kan måle sig med tilsvarende film fra Warner og M-G-M. Han var og er andenrangs. Men han havde noget – en uforudsigelighed, der gjorde ham i stand til at optræde både Daffy-vanvittigt og Mickey Mouse-hyggelig. En ægte trickster, der – som traditionen er – ikke nødvendigvis er hverken sympatisk eller til at stole på.

Hans film havde aldrig så store budgetter som konkurrenterne, men instruktører som Shamus Culhane, Alex Lovy, Paul Smith og tilmed Disney-manden Jack Hannh gjorde deres til, at han aldrig var kedelig – heller ikke når animationen fremstod skrabet.

Woody Woodpecker blev skabt på Walter Lantz’ studie i 1940. I Danmark blev han kendt og elsket som Søren Spætte, en overgang nærmest rival til Anders And, både som tegneserieblad og i flere år i Bristol-biografen på Strøget i København, få meter fra det legendariske Metropol-juleshow med Disney-film. Så kendt var han, at han langt overgik figurer fra Warner Bros og M-G-M og dermed både Bugs Bunny og Tom & Jerry.

Den nye film ligner de andre genoplivninger, mest af alt Yogi Bear-filmen fra 2010, som på sin vis var hæderlig, rent visuelt, men som led under det pres, man udsætter en udpræget kortfilmstjerne for, når man pludselig udvider til 80 minutter. Man har bevaret hans umiskendelige kampråb – som i sin tid blev indtalt af Walter Lantz’ kone Grace Stafford. Hun kunne det selv som ældre, nobel dame, da jeg sammen med Edmond Jensen interviewede hr. og fru Lantz i København i 1982.

Og han ligner sig selv, til dels – jeg tror man har forsøgt at gøre ham mere nuttet – og så har man gjort ham lådden, nærmest som en af de spætte-dukker, man kan købe i Universal Studios (hvor han stadig er tegnefilmstjerne nr. 1).

Traileren er her:

I Danmark har Søren Spætte som sagt haft en glorværdig karriere. Seriebladet udkom fast i 23 år fra 1962, lidt af en rekord, og forlaget Interpresse var så glade for figuren, at de lod hele fire danske album tegnet og skrevet af Freddy Milton producere på licens:

En af hans tidlige film er Pantry Panic, udsendt 1941.