RUMEVENTYR I DAGLIGSTUEN

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Zathura

For nylig vakte genindspilningen af Jumanji en del opsigt, for den nye version var overraskende god. 1995-udgaven har opnået en vis status som mindre klassiker, så der var nok lidt fornemmelse af helligbrøde.

Personligt er jeg ikke begejstret for den gamle udgave – selvom den effekt-sikre instruktør Joe Johnston sørgede for mange forrygende sekvenser med animation, der dengang var banebrydende (men som i dag ser meget klodsede og forældede ud). Robin Williams dominerer bare i den grad, og det kan plottet ikke rigtig bære. Jeg kan meget bedre lide den mindre kendte Jumanji-parallel Zathura – et eventyr i rummet, som kom 10 år efter, og som mange afskrev som en billig kopi.

Den har da heller ikke så stort budget, og den har ingen altdominerende superstjerne som trækplaster – men den er til gengæld meget bedre konstrueret og fortalt, og præmissen er også sjovere. For mens Jumanji-spillet trækket tilskueren ind i en verden – kommer den parallelle verden lige ind i stuen, hvis man spiller Zathura.

Og det er, hvad brødrene Danny (Jonah Bobo) og Walter (en ung Josh Hutcherson) gør, da deres far lader dem være alene hjemme. Teenagesøsteren (Twilights Kristen Stewart) skal passe dem, men hun ryger ud på et sidespor tidligt – så drengene skal selv klare ærterne.

Det er selveste Jon Favreau, der har instrueret – det er hans anden film – længe før Iron Man. Og det gør han med fantastisk sans for spænding og overraskelser – hvilket er ganske imponerende, for hele filmen foregår inde i huset. Til gengæld sørger Zathura-spillet for, at verden omkring huset bliver stadigt mere skræmmende. Et helt verdensrum med meteorer, angrebsrobotter, farlige aliens – og en astronaut, der sammen med drengene forsvarer huset samtidig med, at han fortæller dem, hvad der i virkeligheden foregår.

Og også her – i selve ideen med, hvad der egentlig sker og er sket tidligere – synes Zathura at være både mere original og intelligent end Jumanji. Jeg vil selvfølgelig ikke spoile den, men det taler til dens ære, at jeg har voldsomt lyst til her og nu at afsløre, at det jo er ham astronauten, der… bare rolig.

Effekterne i Zathura er ikke overvældende, man Favreau bruger dem med sans for, hvad der fungerer. Og det, der kunne være blevet kedeligt og ensformigt – fordi det hele foregår i én dekoration – gør han nærværende, uroligt og spændende.

Jeg har set Zathura mange gange – og jeg er hver gang overrasket over, hvor velfungerende, velspillet og på alle måder vellykket, den er. Den behøver ikke blive genindspillet, for den er stadig en lille perle.

Manuskriptet bygger selvfølgelig på en bog af Chris van Allsburg, der også skrev Jumanji. Han har en sikker sans for troværdige personer og en Twilight Zone-agtig tankegang, der ikke kan andet end fascinere. Og så har John Debney skrevet noget meget fin musik, som sørger for den lettere urovækkende stemning hele vejen.

Zathura er jo ikke aldeles ukendt – men jeg har hørt mange, der sprang den over, fordi de troede, det var et billigt rip-off. Derfor denne anbefaling, for den har fortjent at blive set. Og man kan ikke sige nej til et rumeventyr hjemme i stuen, hvor Frank Oz leverer stemmen til en robot, skulle man mene…