Én af de film, der har traumatiseret mange børn, er Nicolas Roegs Heksene fra 1990.

Den er baseret på den uhyggelige og spændende Roald Dahl-bog af samme navn fra 1983 og nu vil Robert Zemeckis indspille den på ny, med Anne Hathaway i rollen som den magtfulde Grand High Witch.

Skræmmende heks

Det var Anjelica Huston, der spillede hende i den gamle film, og det er nok primært hende, der har skræmt børn – og voksne – verden over. Ét er, at hun er i stand til at forvandle folk – helst børn – til mus, men hendes smukke ydre er kun en facade.

Hun fjerner sit hår og sin hud og afslører et skræmmende udseende, med en stor spids næse, slasket, slimet hud, skarpe tænder, en kæmpe hage og generelt et knoklet ansigt og krop.

Det tog seks timer at få hende i sminke, og seks timer at få hende ud af den igen. Hun havde blandt andet en mekanisk klo. Det var så udmattende og smertefuldt, at mange af hendes replikker ikke gav mening for hende, fordi hun ikke kunne koncentrere sig om dem og bare lirede dem af. Forhåbentlig bliver det mindre smertefuldt for Anne Hathaway.

Børn skal dræbes!

I historien findes der masser af hekse over hele verden, og hekses højeste mål er at dræbe børn! Det finder drengen Luke ud af, da han på en ferie med sin bedstemor overværer en heksekonference på det hotel, de alle sammen bor på. Han ser drengen Bruno bliver forvandlet til en mus, inden han selv bliver opdaget og udsat for det samme.

Det var den sidste film, Jim Henson nåede at arbejde på. Han døde desværre samme år, hvilket også Roald Dahl gjorde.

Roald Dahl nåede at se filmen, men han var ikke glad for, at Roeg havde ændret slutningen og gjort den mere lykkelig, så instruktøren lovede at lave to forskellige udgaver med de forskellige slutninger. Én, der ender godt med Luke, der bliver forvandlet tilbage til et menneske, og én der var tro mod Dahls forlæg, hvor Luke forbliver en mus og derfor kan se frem til et kort liv.

Dahl var så rørt over den version, der lå tæt på hans bog, at han græd. Alligevel valgte Roeg den anden, hvilket gjorde forfatteren så rasende, at han ville have sit navn fjernet fra plakaten og truede med at lave en smædekampagne mod filmen.

Nicolas Roeg, der døde 90 år gammel i november 2018, instruerede Rødt chok og Manden som kom ned på jorden, så det er egentlig lidt overraskende, at han valgte den mere milde version. Men da han på et tidspunkt viste sin lille søn et tidligere klip af filmen, var drengens reaktion så voldsom, at han klippede flere af de uhyggelige scener ud, og man kan derfor fundere over, om det var derfor, han valgte den gode slutning.

Flotte illustrationer fra dansker

Det bliver spændende at se, hvad Zemeckis gør med historien. Som manden, der både har instrueret Tilbage til fremtiden 1-3, Hvem snørede Roger Rabbit, Contact, Polar-ekspressen og meget mere, så det må siges at være trygge hænder, selv om den måske ikke bliver så uhyggelig som hverken Roegs og især ikke Roald Dahls.

John Kenn Mortensen tegnet en smuk forside og nogle stemningsfulde illustrationer til bogen, der blev genudgivet på dansk i 2017.

Der er endnu ikke nogen releasedato på den kommende Heksene.