MISFORSTÅET FILM FRA RIVERDALE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Josie and the Pussycats

Jeg har familie i Canada, og da jeg var 12 år gammel, tog jeg turen over Atlanten og satte for første gang foden på nordamerikansk jord. Der var mange magiske ting, man ikke kunne få i Danmark – det var i starten af 90’erne – og jeg stiftede bekendtskab med Oreos, bagels – og Archie comics!

Mine fire fætre havde tilsammen en ret stor samling Archie comics, som jeg desværre ikke kunne nå at læse særligt meget af, men senere flyttede de heldigvis en kort overgang til Danmark, og jeg slugte deres samling råt.

Archie var en type tegneserie, jeg ikke var stødt på hjemme i Danmark, selv om jeg måske fik en snert af det fra tegneseriehæfter henvendt til piger, såsom Girls og Penny/Wendy-bladene, hvor der var historier om teenagere.

Genkendelig teen-dynamik

Jeg nød at stifte bekendtskab med Archies liv og hans venner – og fjender – på en amerikansk high school i den lille by Riverdale. Det var sjovt og fjollet, urealistisk men alligevel genkendeligt. Dynamikken mellem de unge, med de populære og de kiksede, kunne jeg genkende fra mit eget liv, selv om det var karikeret.

Der er jo et utal af Archie-figurer og tegneserier, og jeg har aldrig selv investeret i nogle hæfter. Men jeg er altid glad for en mulighed for at besøge Riverdale, og derfor blev jeg tilbage i 2001 vildt glad, da jeg så, at der var kommet en film om Riverdales eget seje band, Josie and the Pussycats.

Først og fremmest, et band kun med kvinder, yes! Når man selv er kvindelig musiker, så er det altid dejligt at se lidt grrl power.

Og filmen er desværre skammeligt overset, for den er virkelig skæg og skæv.

Introducing the band

Josie, forsangeren i bandet, er en sej, dygtig og køn pige, der bare drømmer om at leve af sin musik. Hun er god til at fikse biler, så hun er ikke den mest feminine – synes hun selv, for hun er altså rimelig bedårende i skikkelse af Rachael Leigh Cook.

Hendes to bandvenner er Valerie, klog og empatisk, spillet af Rosario Dawson i en tidlig rolle.

Og så er der Melody, der er totalt blank og naiv – det er Tara Reid, der er rimelig god til at spille uintelligent, men det fungerer, især når hun helt glad og blåøjet står og vifter med skilte langs vejen, for at få folk til at dytte. På et skilt skriver hun ”Honk if you like puppys” og andre nuttede ting. Og der sker ikke noget. Men pludselig opstår der trafikuheld og kaos, fordi den smukke kvinde står med et skilt, hvor der står ”Honk if you like pussy” – men hun er selvfølgelig kommet til at stå i vejen for det sidste, afgørende ord ”cat” – der skulle stå ”pussycat”.

Tomhjernet ungdom

Det ville være synd at sige, at de har succes med deres musik, fordi pøblen er mere interesseret i glat boybandmusik. Til filmen er der selvfølgelig fabrikeret et boyband, Du Jour, hvor nogle af tidens populære unge mandlige skuespillere har camoes, og de er dybt forfærdelige og virkelig sjove, når de i ramme alvor for eksempel synger ”I’m your backdoor lover”, hvilket de nok mener mere uskyldigt, men som godt kan opfattes som en hentydning til sex i det andet hul…

Selvfølgelig handler filmen om, hvordan Josie and the Pussycats får succes, men den er faktisk også en rimeligt spydig kommentar til tomhjernede teenagere, der køber alt, hvad der er moderne, og ikke har en selvstændig mening.

Det hjælper så heller ikke, at det kæmpestore pladeselskab MegaRecords, faktisk påvirker unge med beskeder i musikken, der taler direkte til underbevidstheden. Det gør de i samarbejde med den amerikanske regering.

Det pladeselskab er drevet af Wyatt og Fiona, henholdsvis en storslået Alan Cumming og en herligt usikker og ond Parker Posey (som vi på Troldspejlet lige har hyldet i anledning af Netflixs nye remake af Lost in Space, hvor hun er en fremragende skurk).

Riverdale på godt og ondt

Usikkerhed er generelt et gennemgående tema – det påvirker Josie i forhold til den fyr, hun er forelsket i, det kommer til at slå splid imellem de tre veninder, og det påvirker generelt de unge i Riverdale. Og mange af de voksne.

Josie and the Pussycats er ikke de skarpeste helte i Riverdale, men de er virkelig godhjertede og sympatiske, og det er synd, at filmen ikke klarede sig bedre i sin tid.

Men hvis man har et meget nært forhold til tegneserien og den populære tegnefilm lavet af Hanna-Barbera i 70’erne, så er filmen måske for langt væk fra det univers. Og vi fans kan jo være utroligt kræsne…!

Sådan havde jeg det for eksempel med serien Riverdale, der kom på Netflix sidste år. Den er flot, men den prøvede alt for åbenlyst at være en blanding af Twin Peaks og Beverly Hills 90210 (endda med mange gengangere blandt skuespillerne), og det syntes jeg ikke passede til den forestilling, jeg selv havde om det tegnede Riverdale.

I mit hoved var livet i byen mere uskyldigt og sjovt – og alligevel genkendeligt.

PS: Soundtracket er også ret fedt, hvis man er til poppunk.