RUMVÆSEN PÅ ROADTRIP I UGENS ANBEFALING

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Paul

Rumvæsener er vor tids nisser, trolde – måske tilmed en form for dæmoner. De kan bruges til at lave rav i den i vores tilværelse. Og det er logisk, at de kommer fra rummet, for nissernes og troldenes habitater er efterhånden så indskrænkede, at det ydre rum er et mere sikkert opholdssted.

Derfra kommer Paul, en fjern slægtning til E.T., rumvæsenerne i Mars Attacks og de rejsende fra Nærkontakt af tredje grad. Men han er dybest set mere beslægtet med Bugs Bunny og Groucho Marx, for han er en klassisk trickster, uimponeret, provokerende, vittig og irriterende.

Og det er selvfølgelig Paul, som med Seth Rogens stemme gør filmen om ham så mindeværdig. For selvom de færreste ville have lyst til en længere road trip med ham, er det både underholdende og overraskende at opleve ham som tilskuer.

Filmen om ham er en slags fjerde film i Cornetto-trilogien, for Simon Pegg og Nick Frost fungerer nogenlunde på samme måde som i “Shaun of the Dead”, “Hot Fuzz” og “The World’s End”, og de har også skrevet filmen, som Greg Mottola så har instrueret.

Pegg og Frost spiller to engelske nørder, der er rejst til San Diego Comic Con – den ægte – og som derefter har planlagt en biltur til de store alien-valfartssteder langs øde veje i ørkenen. Der er ikke meget at se på, men hvis man har mytologien i orden, bliver det selvfølgelig magisk.

Turen tager hurtigt en voldsom drejning, da en bil foran deres camper forulykker – og det viser sig, at føreren er et lille rumvæsen, der hedder Paul. Paul vil gerne med, for han skal nå et rendezvous med sine artsfæller, og han er – viser det sig – også eftersøgt af myndighederne.

Det bliver en ret forrygende tur. Paul er superintelligent og grov i munden – så var han et menneske, havde de to rejsende nok forsøgt at droppe ham. Men han er jo et rumvæsen, og dermed opfyldelsen af alle deres drømme.

De bliver venner – og de får selskab af en kvinde fra en kristen sekt, der først ser Paul som en dæmon – men siden som vejen væk fra sin meget stålsatte tro og over til en accept og forståelse af evolution og videnskab. Der skal åbenbart et ekstra-terrestrielt væsen (med magiske helbredelseskræfter) til at overbevise en hårdkogt troende om, at der ikke en gud. Vittigt tænkt – for så er hun jo ligevidt….

Paul er selvfølgelig computeranimeret, men man glemmer det hurtigt, for animationen er overbevisende, og troværdigheden styrkes af Seth Rogens morsomme replik-håndtering. Paul er i hans udgave en lettere livstræt, kynisk og vittig type, der selvfølgelig ender med at vise, at han har hjertet på rette sted – hvor det så end sidder på en alien.

Filmen er muntert instrueret. Man kan indvende, at der til tider er lidt for megen fokus på Jason Bateman som den man in black, der forfølger dem, men humoren er hele tiden frisk og godt afviklet – og når der så i tilgift er nørd-referencer i massevis – fra Mac and Me (hvem kan huske den?), Battlestar Galactica og X-Files til Steven Spielberg, hænger man på med så stor fornøjelse, at man undrer sig over, at Paul ikke er bedre kendt.

Han er i hvert fald en alien, der er værd at møde.