JUNJI ITOS UZUMAKI ER HÅRREJSENDE HORROR

I forbindelse med et interview med John Kenn Mortensen, fortalte han om sin store inspirationskilde, den japanske tegner Junji Ito.

Den sindrige og detaljeorienterede danske tegner roste Ito for hans fantasifulde hjerne og snigende ubehagelige fortællinger.

Min nysgerrighed blev naturligvis vakt, og da jeg efterfølgende googlede billeder fra Itos mangaer, var jeg nødt til at kaste mig over ham.

Det er indtil videre ”kun” blevet til det samlede bind Uzumaki med den engelske titel Spiral into horror – men det bliver ikke det sidste!

Jeg var bjergtaget, så snart jeg åbnede bogen: En smuk helside med udsigt over byen Kurōzu-cho og den unge pige Kirie set bagfra.

Byen ligger ved vandet, der er et sort fyrtårn i baggrunden. Over det snirkler skyer og tåge og ligner noget fra Vincent van Goghs Stjernenatten. Stregen smuk og stemningen tillokkende – jeg måtte læse videre.

Besat af spiraler

Det skulle vise sig, at den snirklede himmel og de krøllede græsstrå i grøften ikke er spor tilfældige.

På vej til stationen ser Kirie sin kærestes far på hug i en smøge. Han stirrer intenst på væggen, og Kirie går hen og hilser på ham.

Han svarer hende ikke. Hans blik er fæstnet på et sneglehus, der sidder på væggen. Kirie kan ikke få kontakt med ham og forstætter til stationen, mens hun tænker, at det da var en sær opførsel.

Hun skal hente sin kæreste Shuichi på stationen, og hun fortæller ham om faren. Han har opført sig sært på det seneste, forklarer han. Faren har været besat af spiraler.

Sneglehuset er spiralformet.

Og Shuichi fortæller, at faren også kun vil spise de særlige japanske fiskekager med lyserøde spiraler i.

Suppen skal omrøres, så den cirkler rundt, inden han vil indtage den, ligesom han altid laver malstrømme i badekarret. Faren samler på alt, der har spiraler på eller er spiralformede – kimonoer, paraplyer og røgelsescirkler.

Magisk mønster

Spiralen er et smukt mønster. Fascinationen af den vil mange genkende. Blandt andet er der hele den matematiske ide med fibonacci-rækken. Jeg er ikke god til det med matematik, (selv om jeg er nørd), men tallene starter 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13 – to tal lægges sammen og giver det næste, som lægges sammen med det forrige, etc.

Sat op former det en spiral.

Det fascinerende ved talrækken er, at den kan ses i naturlige spiralmønstre – som i rosens kronblade, et kålhoved eller en grankogle.

Serien kommer ikke ind på fibonacci-rækken, for det ville næsten være for nemt og kedeligt – men der er ingen tvivl om, at den naturlige spiral har bjergtaget folk gennem århundreder. Det er et nærmest magisk mønster.

Her er der ingen realisme

Shuichis far bliver mere og mere grådig efter spiraler – og når han ikke får sin appetit efter spiraler opfyldt, bliver han hidsig. Indtil det går op for ham, at han kan dreje sine øjne og på den måde bliver alt, han kigger på, til spiraler.

Det er ubehageligt tegnet. Tæt fokus på øjnene, hvor pupillerne sidder helt skævt, fordi øjnene bevæger sig uafhængigt af hinanden.

Men det er kun begyndelsen på et værk så vanvittigt, at jeg ikke mindes at have set noget så opfindsomt, eller ubehageligt.

Shuichis fars besættelse af spiralen ender med, at han får lagt sig til rette i et stort trækar, helt snoet sammen.

Det dør han selvfølgelig af.

Det er selvfølgelig stukket af for realismen allerede, da han kunne dreje øjnene i modsatrettede spiraler. Men det er simpelthen noget af det mest urovækkende, hvordan Shuichi og hans mor finder faren i det store trækar med låg over.

Og jeg har næppe afsløret for meget, for dette er kun første kapitel ud af 19. 20, hvis man medregner det ”hemmelige” kapitel, som blev udeladt, da serien oprindeligt blev udgivet i hæfteform.

Plothullerne gør ikke noget

Der er mange spørgsmål – mest påtrængende hvorfor Shuichi ikke forlader byen. Han bliver ved med at sige, at det er byen, der gør folk skøre. At den får folk til at blive besatte af spiralens forbandelse. Han vil have Kirie med, men selv om hun oplever de mest grusomme ting, så bliver hun og hendes familie – og de fleste andre.

Tegneserien er også blevet filmatiseret.

Jeg har kun set traileren, men det er fascinerende at se historien “i live”, for hvor jeg i bogen blev fysisk dårlig over tegning af to skoleelever, der langsomt bliver forvandlet til kæmpestore, slimede snegle – og troede at deres kammerater måtte dele den samme væmmelse – er deres reaktion i filmen, at de er nuttede. Nuttede?!

Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere klamt. Men selv om jeg normalt går rundt og tænker, at jeg har en livlig fantasi, kan jeg slet ikke forestille mig alle de ting, som Junji Ito har digtet til sin ubehagelige og fascinerende fortælling. Og det er blandt andet derfor, at det, han laver, er så fedt.

Jeg glæder mig allerede til at læse flere af hans værker – næste gang bliver det Tomie.