EN IND-I-KROPPEN OPLEVELSE FRA DEN ALTID OVERRASKENDE JOE DANTE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Min mikro-makker

80’erne som filmårti føles som en tid, hvor der var stor lyst til at lege og eksperimentere. Alt var muligt, og realisme var ikke altid væsentligt – fantasien havde fuldt råderum.

Tag bare for eksempel Joe Dantes herlige Min mikro-makker.

(I øvrigt et sjældent eksempel på en film, hvor den danske titel er langt bedre end den originale – Innerspace er en lidt for filosofisk titel til historien.)

Tuck Pendleton er en fordrukken flådemand, der saboterer sin karriere og sit forhold til journalisten Lydia.

Men Tuck får samling på smulerne af sit liv og bliver involveret i et hemmeligt projekt, der går ud på at minimere et flådefartøj, med Tuck indeni, som så bliver injiceret i en levende kilde. Så er tanken ellers, at han kan bløppe rundt indeni – i dette tilfælde en forsøgskanin – og tjekke ud, hvordan det står for sig indeni kroppen med plasma og blodceller og organer.

Den stakkels hypokonder

Det lyder lidt som Fantastic Voyage, filmen fra 1966, hvor et hold forskere bliver minimeret og anbragt inde i et menneske, hvor de skal fikse en blodprop i hjernen.

Men twistet i Min mikro-makker er, at laboratoriet, hvor forsøget finder sted, bliver overrendt af konkurrerende videnskabsfolk. En af de gode videnskabsmænd når at slippe væk med Tuck i kanylen, og han ender i et indkøbscenter, hvor han får injiceret en uskyldig mand med det lille fartøj, inden han bliver skudt af skurken Mr. Igoe.

Den uskyldige mand, der nu render uvidende rundt med Tuck indeni sig, er hypokonderen Jack Putter, der forbliver uvidende om minimanden i sit indre.

Tuck tror, han er blevet puttet ind i en kanin, men da han får navigeret sig frem til den optiske nerve, hvor han via tekniske fiksfakserier får mulighed for at kigge ud, går det op for ham, at han er inden i en mand!

Så skaber han forbindelse til øret og taler til Jack, der tror, han er blevet sindssyg.

Men han ender selvfølgelig med at stole på stemmen i det indre og opsøger laboratoriet, der igen er i de rette hænder. Dog overhører de, at Tuck kun har ilt til et døgn, men at der ikke vil blive gjort anstalter til at redde ham, fordi de onde videnskabsfolk har stjålet den ene mikrochip, der skal til for at få Tuck ud igen.

Det lyder vanvittigt, og det er vanvittigt.

Finder styrke i sig selv

Der er nogle herligt overdrevne skurke, som den kvindelige videnskabsmand Dr. Margaret, der er hyret af den kriminelle bagmand Victor Crimshaw, spillet med beleven glathed af Kevin McCarthy i hvidt jakkesæt.

Udover det stort set umælende brød Mr. Igoe (Vernon Wells) har han også cowboyen i sin fold, der er endnu en excentrisk karakter, Robert Picardo klædt i cowboytøj og –støvler.

De er med til at skabe en masse drama om stakkels Jack, der er lidt af en fej bangebuks. Men med Tuck som støtte og drivkraft, finder han ressourcer og styrke, han ikke var klar over, at han besad.

Han opsøger også Lydia, Tucks ekskæreste, og hun hjælper ham, selv om hun aldrig finder ud af, at Tuck er inde i Jack.

Man skal nok lade være med at tænke alt for meget over historien og de tekniske aspekter af filmen, men historien er enkel – Tuck skal ud af Jack, og det kan jo kun gå for langsomt. Der er nogle fantastiske action-scener, blandt andet, da Jack hænger på siden af en varevogn, mens han prøver at finde fodfæste på en rød sportsvogn samtidig.

Flotte solo-præstationer

Det er Martin Short, der spiller Jack, og han har den helt rigtige ungdommelige sødme og uskyld i kombination med lidt gummiansigt og slapstick-fysik. Han kan godt blive for manisk i sin spillestil, men her er det helt tilpas.

Dennis Quaid, manden med det mest trekantede smil i Hollywood, er uimodståelig som den flabede Tuck, der er ekstremt handlekraftig og ikke sådan at slå ud.

De to spiller sammen men nærmest ikke overfor hinanden. Short er alene med Quaids stemme i hovedet, og Quaids sidder i et lille fartøj med knapper og skærme, der i den grad begrænser hans rum. Men begge gør det realistisk, hvilket også er takket være instruktør Joe Dantes overblik og sans for at sammensætte scenerne.

Filmen taber sutten til slut i filmen, da skurkene bliver skrumpet ind til knæhøjde, men ikke om de opgiver kampen af den grund. Jack og Lydia, spillet med sødmefuldt bid af Meg Ryan, kæmper bravt mod miniputterne. Det er lidt latterligt, men allermest bare vanvittigt og skægt.

Nej, effekterne på de små mennesker er ikke overbevisende, men generelt må der siges, at filmen er flot lavet. Særligt scenerne inde fra menneskekroppen er flot lavet, og Dennis Muren, der stod bag dem, vandt en fortjent Oscar for filmen i 1988.

Joe Dante stod udover Min mikro-makker også bag Gremlins 1 og 2, Nabokrigen med Tom Hanks, Rædsler i dybet med drabelige piratfisk og den oversete sci-fi film Explorers om tre drenge, der bygger deres eget rumskib.

Det er synd, at han aldrig rigtig fik en større karriere, men både Explorers og denne blev forbigået i biografen af årsager, der nærmere må tillægges uheldig timing – Explorers fik premiere samme dag som Bob Geldofs Live Aid-koncertfilm, og Min mikro-makker samme dag som En vild nat i byen, der blev en stor biografsucces – end et spørgsmål om kvalitet.