UGENS ANBEFALING: DRAGONHEART

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Dragonheart (1996)

Dragonheart var en visuel magtpræstation, da den udkom i slutningen af 90’erne. Side om side med Dennis Quad er der nemlig en drage. Og selv om Dragonheart er mere end 20 år gammel, så er den drage stadig ret imponerende og overbevisende.

Dem, der lavede den, var kløgtige – de sørgede for, at man oftest ser dragen i skygge, gennem vand eller langt fra. Gad vide om de har været inspireret af Steven Spielbergs haj fra Dødens Gab, som man heller ikke så særligt meget til? Det viste sig at være en uhyggelig genistreg, selv om det i virkeligheden skyldtes tekniske kvaler.

For at gøre dragen endnu mere fantastisk, er det selveste Sean Connery, der lægger stemme til dragen Draco.

Masser af humor og magi

Det er sådan en herlig, gammeldags fantasyfilm med riddere og drager og magi. Dennis Quad spiller Bowen, en ridder, der oplærer prinsen Einon til at være en retfærdig og modig leder til den dag, han skal være konge.

Prinsens moder Aislinn (spillet af Julie Christie) har keltiske rødder, og filmen blander fornøjet rundt i Kong Arthur-myter og Merlin-folklore.

Da Einon bliver dødeligt såret i et bondeoprør, bliver han således bragt til dragen, der kan frelse hans liv.

Men det er ikke uden omkostninger for dragen – det er nemlig halvdelen af dens hjerte, han giver til drengen. Og det binder dem sammen på magisk vis, med konsekvenser som er større, end man umiddelbart lige kan se.

Einon viser sig nemlig at være gedigent, nederdrægtigt røvhul. Det har både mor og mentor overset. Og da det går op får dem, er dronningen fanget i slottet, mens Bowen bliver blind overfor sin egen dårlige dømmekraft og i stedet klandrer det dragehjerte, som Einon fik – og derfor kaster han sig over at slå alle drager ihjel. Det har han stor succes med. Kun en enkelt drage er i live – gæt hvilken.

Men i en morsom stand-off ender de to med at indgå forlig – Bowen ved dog ikke, at det er den drage, han har mødt – og de to ender med at rejse rundt og fuppe bønder for penge og varer. Man skal jo leve…

Prinsen er en nar

Stemningen er dejligt uhøjtidelig, selv om filmen i slutningen ender med at blive oprigtigt rørende, godt hjulpet på vej af smuk filmmusik, skrevet af Randy Edelman.

Det er forfriskende, at den unge prins, der er oplært i den ædle ridderkunst, bare skider på det hele. Især fordi den renfærdige Bowen så gerne vil tro, at det er en god dreng, han har elsket og trænet.

Som voksen er Einon mesterligt spillet af David Thewlis, der har en særlig evne til at spille usympatisk, især fordi han spytter alle replikker ud med hånlig sarkasme.

Instruktøren er Rob Cohen, en rigtig tju-bang instruktør, der står bag både den første The Fast and the Furious, Daylight og xXx, men også mindre højoktane film som Dragon: Legenden om Bruce Lee og Skulls om et betændt universitets-broderskab.

Der er sidenhen kommet tre film-efterfølgere. Dragonheart: A New Beginning i 2000, Dragonheart 3: The Sorcerer’s Curse i 2015 og Dragonheart: Battle for the Heartfire i 2017.

Da ingen af de oprindelige er med – hverken for eller bag kameraet – har jeg dog valgt ikke at se dem. Men måske de skal have en chance?