TILBAGE TIL BARNDOMMENS TEGNEFILM PÅ VHS

Ida Rud er rejst tilbage til sin barndoms yndlingstegnefilm på VHS. Det er der kommet en serie artikler ud af – den første kommer her:

I dag er utallige serier og film tilgængelige via få klik på alverdens streaming-tjenester. Men hvis man som jeg voksede op i 80’erne, så var der i mange år kun DR og eventuelt svensk eller tysk tv, alt efter hvor i landet man voksede op – og så videobiksens movieboks eller VHS-maskiner, hvis man var så heldig at have sådan én.

Det var jeg, og som de fleste andre børn, så jeg de samme ting igen og igen. Og igen. (Det er noget med, at børn finder tryghed og ro i gentagelser, og det skulle i øvrigt forbedre logisk tænkning. Det er altså kun godt, om end lidt anstrengende for omgivelserne, når Gurli Gris for 117.000 gang ruller over skærmen.)

Jeg havde en genial mor, der var god til at optage (som regel) børnevenlige ting fra fjernsynet, men foruden indhold fra den lokale videobutik, så bestilte hun også animerede serier hjem via et katalog fra Westcon Home Video. Det var en sjælden begivenhed, men på hvert bånd var der reklamer for butikkens andre serier, som man så kunne drømme om og diskutere med storebror og legekammerater om, hvilken serie, man næste gang skulle købe.

Meget af det var anime, eller i animeagtig stil, og således blev der født en stor kærlighed hos mig til netop denne særlige tegnede stil.

Så jeg er gået i barndom og har skrevet en nostalgisk liste med nogle af de ting, jeg husker som værende allerbedst – noget er mere kendt end andet. Min hukommelse snyder mig uden tvivl, så noget er fra det spændende videokatalog, noget er lejet hos den lokale videobutik.

Dette er del 1. Fortsættelse følger…

Starzinger

Den smukke prinsesse Aurora er det sidste overlevende Måne-menneske. Hun flyver rundt i et sejt rumskib, og med sig har hun tre mænd, der i virkeligheden er cyborger: Kugo er lederen af de tre, han har en rød dragt og en astro-lanse, der kan ændre størrelse og skyde med laser. Han har et hidsigt temperament, som ofte går ud over hans to fæller. Djorgo er den klogeste, og han har en fancy computer, der kan svare på en masse ting. Hans dragt er blå, og han har en trefork, der kan fryse ting. Nogle gange affyrer han missiler fra sine skuldre. Sidst er der Porkos, han er tyk og fjollet og har en grøn dragt. Som våben har han en sej morgenstjerne.

Jeg forstod aldrig, hvad dette firkløver egentlig fløj rundt og lavede, men i rummet mødte de i hvert fald en masse mærkelige fjender, fra en krystalskabende kvinde til en slags rumhvepse.

I virkeligheden skulle Prinsesse Aurora rejse til Great King-planeten for at genskabe galakseenergien, fordi universet var ved at komme mere og mere i ubalance. Men om det nogensinde lykkedes dem, ved jeg ikke – jeg har stadig ikke set mere end de tre-fire afsnit, jeg havde på et VHS-bånd. De var fra første sæson, der er noget pænere tegnet, end det, der blev lavet senere hen i de i alt 73 afsnit.

Forholdet mellem de tre mænd var noget af det, der fascinerede mig. De drillede hinanden nådesløst, særligt Porkos blev mobbet, fordi han var tyk. Deres rumskib har en smart funktion, så man trykker på en knap for at få mad – og på et tidspunkt beslutter Porkos sig for at tabe sig. Men det ender med, at prinsesse Aurora sætter en stopper for det, fordi Porkos er dejlig, præcis som han er. Det rørte mig som barn, hvordan hun rummede alle deres forskellige ”fejl”. Hun har selv telepatiske kræfter, som hun ind i mellem bruger til at sætte de andre på plads, på et tidspunkt gør hun Kugo, der har et raserianfald, meget ondt, og hun trækker smerten virkelig langt. Men ellers er hun meget mild og yndig, og de tre cyborger virker alle lidt forelskede i hende.

Serien blev skabt og sendt i Japan i årene 1978-79. I Sverige blev der sendt 24 afsnit med svensk tale, men jeg har aldrig set den med svensk dub, kun i den originale japanske udgave med danske undertekster.

Svenskerne er faktisk så begejstrede for serien, at privatpersoner er i gang med at lave svenske undertekster til alle 73 afsnit, som man kan få adgang til, hvis man donerer til projektet.

ThunderCats

”Thunder – Thunder – Thunder – Thundercats, hooooo!”

Lion-O er født til at være leder af en flok humanoids med træk fra kattedyr. Lion-O er således delvist løve, Panthro en panter, Tygra en tiger, Cheetara en gepard, Wilykit og Wilykat er vildkatte og børn. Jaga den Vise er jaguar, men han er kun med ganske kort, og dertil er der så Snarf, et lille, buttet katteagtigt væsen, der fungerer som barnepige for Lion-O.

For i første afsnit, der er Lion-O kun en dreng. Ham og de andre er ombord et rumskib, fordi deres planet Thundera er døende. Lion-O er født til at være leder af gruppen, selv om han ikke er interesseret. Rumskibet bliver angrebet af deres ærkefjender, mutanterne fra Plun-Darr – de ligner aber, reptiler og sjakaler. Skibet bliver skadet og kan ikke nå til sin destination, men takket være det magiske sværd Eye of Thundera, så holdes de på afstand. Mens alle ombord bliver lagt i dvaletilstand, vil Jaga styre skibet til en ny destination, nemlig Third Earth. Men rejsen er så lang, at han dør, inden de er fremme – dog vender han senere tilbage som et nærmest Jedi-agtigt spøgelse. Skibet styrter, men alle overlever – og i mellemtiden er Lion-O blevet voksen.

Han er bare ikke blevet mentalt voksen, så han er meget impulsiv og arrogant, hvilket skaber en masse problemer. Men han lærer hurtigt.

ThunderCats var en af de serier, jeg så oftest. Det lykkedes mig også at få fat i en figur af Lion-O, nok via mine canadiske fætre. Musikken er forrygende, og jeg synes den dag i dag, at den er virkelig edt lavet. Jeg var fascineret af Jagas tragiske skæbne, af Lion-Os udfordringer, og så var der bare en god dynamik mellem de forskellige personer.

Som teenager overvejede jeg flere gange at købe serien på dvd, men det var dyrt, eller også var det i en landekode, som jeg ikke kunne afspille. Jeg var derfor lykkelig, da jeg opdagede, at utroligt mange afsnit lå på youtube – men lykken var kort, for allerede i afsnit to er der nogle utroligt latterlige, mekaniske bamser, der er skurke. Det var så pattet og dumt, hvilket slet ikke stemmer overens med det første afsnit, der har en forrygende über-skurk, nemlig den skræmmende Mumm-ra, der har ligget i dvale i årevis, men vågner op til dåd og får saft og kraft via de dumme mutanter, og så drages han af det magiske sværd.

Serien blev lavet i Japan af Pacific Animation Corporation, men det var for det amerikansk selskab Rankin/Bass Animated Entertainment. Der kom fire sæsoner fra 1985-1989. I 1986 kom filmen ThunderCats – Ho! som tilføjede nye Thundereans til gruppen.

Der kom masser af legetøj til serien, og der blev også lavet et par computerspil og tegneseriehæfter.

I 2011 kom der en ny animeret serie – den skulle oprindeligt have været i 52 afsnit, men den blev kortet ned til 26 og aflyst. Men på et tidspunkt i år vil Cartoon Network have premiere på en ny serie, der hedder ThunderCats Roar – stilen skulle være fjollet og humoristisk…

Rainbow Brite

Ååååh, Rainbow Brite. Den serie var så utroligt nuttet og pæn, og jeg elskede det. Den lille Rainbow Brite havde regnbuefarvet tøj, og hun var leder af Color Kids, som hver især havde deres egen farve, som de stod for: rød, orange, gul, grøn, blå, indigo, lilla og pink – ikke meget med elementærfarver her…! – deres hår og tøj var samme farve, og hvert barn havde en sprite, som spejlede deres farve.

Men lige så uskyldige, de alle sammen så ud, så var det i virkeligehden et gennemkalkuleret produkt. Det farvestrålende univers var skabt af Hallmark, men blandt andet Disney og Mattel var inde over, og der blev produceret masser af legetøj, møbler, tegneserier, lydbøger og meget mere til de farveglade små drenge og piger.

Det ændrer dog ikke ved, at det er en utroligt glad og positiv lille serie, hvor de små farvestrålende børn sørger for at sprede farver og glæde de steder, hvor det mangler – man kan måske sige, at de er lidt beslægtet med Care Bears.

Jeg havde kun et enkelt afsnit på VHS-bånd, men den handler blandt andet om, hvordan de små, pelsede sprites, som der er mange af, arbejder i farveminer, hvor de finder glimtende sand i hver deres strålende farve, der bliver presset til stjerner. Jeg husker et brændende ønske, om at være der, at gribe det lækre sand og være en del af universet, fordi det var så utroligt sanseligt.

Stjernerne har Color Kids og Rainbow Brite i deres bælter, og når de trykker på dem, så kan de sprede farve – og nogle gange løser det alle mulige andre problemer, hvilket er ret fantastisk, når det ret beset svarer til en gang maling – for alt er ikke godt i Rainbow Land, hvor den bistre Murky Dismal hader alt, der stråler og glimter, og gerne vil sprede mørke og dysterhed over alt. Murky har en håndlanger, den dumme og godmodige Lurky, som egentlig ikke er så slem på bunden, men bliver trynet nådesløst af sin onde chef.

Det er i øvrigt Peter Cullen, der lægger stemme til Murky, som også er selveste Optimus Prime og i flere år har lagt stemme til Æseldyret.

Rainbow Brite har som den eneste også en hest, Starlite, som er hvid med en gylden stjerne på panden, og så er dens man og hale regnbuefarvet. Han kan ikke flyve, men når han løber, breder der sig regnbuer under hans fødder, som han kan træde på, og derfor er det næsten det samme. Starlite kan tale og er utroligt selvfed. Han siger ofte, at han er den mest fantastiske hest i hele universet, og det er dejligt med lidt humor i det ellers puttenussede og klæge univers. Det er hvinende sukkersødt og bedårende, og nogle gange er det præcis det, man har brug for.

Der kom 13 afsnit af Rainbow Brite fra 1984-1985 og en enkelt film i 1985, Rainbow Brite and the Star Stealer.

Cyborg 009

Oprindeligt var Cyborg 009 en manga, og som navnet antyder, handler det om en cyborg-agent. Joe Shimamura er agent 009 og leder af en gruppe af ni cyborger. Oprindeligt var de mennesker, som blev kidnappet af den onde Black Ghost Organisation, som lavede eksperimenter på dem.

De får alle sammen superkræfter, men en af videnskabsfolkene på eksperimentet hjælper dem med at slippe fri, og nu bruger de deres evner på at stoppe organisationen og dens grusomme leder Skull – men de hjælper også en masse andre.

Der er lavet flere film og serier på mangaen, men den, jeg kender, er fra 1979, og vhs-båndet kom i et papcover, der blev mere og mere slidt – her er det Neo Black Ghost, der er de onde, i skikkelse af Shiva, Brahma og Vishnu, og så er der også nogle nordiske guder med, som er onde. Den roder med andre ord rundt i alverdens mytologi.

Der var flere ting, som gjorde det til noget af det meste uhyggelige i verden – én af agenterne, der faktisk er ret klog, er en lille baby! Det vil sige, han er ikke baby længere, men hans far lavede eksperimenter på ham, da han var spæd, så nu har han magtfulde telekinesiske kræfter, men bliver bare aldrig større.

Det afsnit, jeg husker særligt tydeligt, handler desuden om vampyrer, eller noget der minder om det, og de er grønlige at se på– men det mest uhyggelige var, at det blandt andet var børn, der blev gjort til vampyrer. Det afsnit så jeg igen og igen, fordi det skræmte mig dybt. Det var noget utroligt kompromisløst ved at lade børn lide, som gjorde mig harm, men også fastholdt min interesse.

Animationen er skabt af Toei og Nippon Sunrise, og den er ret flad og banal, men den fungerede upåklageligt til det lettere kaotiske univers. Agenterne har de mærkeligste kræfter, fra raketter i knæene, ildspyende ånde og evnen til at gøre sig usynlig.

Der skulle have været 52 afsnit, men den blev cuttet af ved afsnit 50, fordi Nippon Sunset trak sig fra produktionen.

Agenterne har i de fleste udgaver et lidt ekstremt udseende, pånær 009 og 003, der er en yndig 17-årig pige. Men med filmen 009 Re: Cyborg fra 2012 og Cyborg 009: Call of Justice fra 2016 (der var en 50-års jubilæumsudgave) er de lidt mere opdaterede og ligner mere ”normale” mennesker eller superhelte a la Marvel eller DC ville illustrere dem. Hvilket i min optik er lidt synd. Det overdrevne passer godt til de vilde univers.

Snorklerne

Snorklerne er nogle søde væsner, der bor under vandet og har snorkler på hovedet, som de bruger til at komme rundt med – når de bliver begejstrede, laver de en ”snorkle”-lyd med deres snorkler, og de kan også lave musik med dem.

De kommer i alle mulige farver og har store øjne og er generelt glade og trivelige. Selv om de bor under vandet, så har de tøj på og opfører sig menneskeagtige. Som kæledyr har de fx blæksprutter, der opfører sig hundeagtigt.

Man følger en flok unge snorkler, Allstar og hans fire venner, og de er tit i karambolage med den slikkede og arrogante Junior, der går med hat og jakkesæt. Det er tæt kontroverser mellem de to grupperinger, der danner baggrund for afsnittene.

I et af dem lærer de at danse på hovedet, hvor de bruger deres snorkler til at springe op og ned på og alt er lykkeligt. Det er en meget børnevenlig og ufarlig serie, men den var rigtig hyggelig.

Jeg husker, at en af mine veninder havde flotte magasinholdere med Snorkler på, som jeg var voldsomt misundelig på.

Den her serie have danske stemmer, blandt andet Esper Hagen, Poul Glargaard og Daimi, og de var rigtig gode – især Junior er herligt irriterende.

Baggrundshistorien for serien er ret interessant: Den belgiske forretningsmands og tegner Freddy Monnickendam ville i 1977 gerne lave en ny animeret tv-serie af Smølferne, men han ville gerne lave dem mere mainstream. Det var Smølfernes skaber Peyo dog ikke spor interesseret i, og det førte til masser af ballade. Monnickendam besluttede sig nemlig for at lave en konkurrent til de blå smølfer, så da han i 1981 faldt over Nic Brocas historier om de små dyr, der i en tidlig udgave hed Diskies og var en del af et fransk-belgisk antologitegneseriehæfte. I 1982 kom der et solo-tegneseriealbum med Snorklerne, og Monnickendam købte rettighederne og indgik et partnerskab med Hanna-Barbera om at skabe en animeret tv-serie.

Den løb i fem år fra 1984-89, og der kom i alt 65 afsnit om de søde havdyr. I årene fra 2012-16 udkom de på dvd, men ellers er de ikke sådan at komme til at se.