Dette er del to af den nostalgiske serie om mine VHS-favoritter fra 80’erne og 90’erne. I sidste artikel kom jeg ind på: Starzinger, ThunderCats, Rainbow Brite, Cyborg 009 og Snorklerne.

Her er fem nye titler. Fortsættelse følger…

Sandybell

Med misfarvede strømper og forklæde er pigen Sandybell en pudsig blanding af Pippi Langstrømpe og Heidi. Hun bor i Skotland med sin far og sin collie Oliver, og hun er en rigtig livlig pige, der leger med sine venner i skoven.

Selv om hun opfører sig som en lille pige og også ligner én med sine nuttede rottehaler, så er der en ret stor kærlighedstrekant i serien. Den venlige grevindes søn Marc forelsker sig nemlig i Sandybell, men den unge Kitty er forelsket i ham, og derfor hader hun Sandybell.

Sandybell håber at hun en dag finder sin mor, men i de afsnit, jeg så, gjorde hun det aldrig.

De danske stemmer er ret specielle, der er måske kun to skuespillere i alt, der skal være alt fra piger til voksne mænd, så det giver et skægt udtryk, men sådan var det jo med mange af de hurtigt-dubbede serier og film, der kom på VHS dengang – det er en del af charmen.

Introen til Sandybell giver indtryk af, at hunden Oliver kan flyve, og at Sandybell også har en flyvende minibus. Om hun rent faktisk har det, fandt jeg aldrig ud af, for jeg fik aldrig set et afsnit med den bil, men der er ikke spor antydning af magi i det, jeg fik at se… så en smule falsk varebetegnelse var introen. Til gengæld var den ret god, så den gav afsæt til alverdens forestillinger om magiske og eventyrlige, som Sandybell og hendes venner kom ud for. For selv om jeg kun så et par afsnit på ét enkelt bånd, så infiltrerede den mine lege.

Serien blev skabt på Toei Animation fra 1981-82, og der kom i alt 47 afsnit.

Dungeons & Dragons

Jeg er vokset op med en storebror, der havde en vennegruppe, der blandt andet dyrkede lidt Warhammer og lignende. Jeg kan ikke huske, hvad der kom først, men på et tidspunkt fik han et brætspil, der hed HeroQuest, der var et nemt tilgængeligt rollespil. Jeg fik en sjælden gang imellem lov til at være med, og jeg elskede alt, der mindede om det – blandt andet også computerspillet Golden Axe, som vi spillede på vores Amiga.

Derfor var jeg vildt fascineret af den animerede tv-serie Dungeons & Dragons, fordi den havde den kloge – men dog svært tilgængelige – Dungeon Master, som hjælper seks børn, der bliver transporteret til en mærkelig og magisk verden. De fik særlige evner, mange af de klassiske rollespilstyper: Rangeren, ridderen, akrobaten (måske ikke super klassisk rolle…), magikeren, tyven og barbaren.

De prøver at komme tilbage til deres egen verden, men de skal løse en masse quests, før det lykkes. Og den onde Venger, en djævlelignende ond troldmand, der vil have fat i børnenes magiske våben, er en evig forhindring.

Som barn syntes jeg, det var uhyggeligt, når børn stod over for livsfarlige udfordringer, og Bobby, barbaren, er kun otte år gammel. Heldigvis bliver han bedste venner med et meget nuttet enhjørningeføl, hvilket gjorde lidt op for, at han blev revet bort fra sit trygge liv. Hvilket egentlig var lidt ironisk, for hver gang, der var en lille chance for, at de kunne komme hjem, kæmpede han ofte lidt imod. Han var lidt en møgunge.

Der kom tre sæsoner med de unge helte fra 1983-85 og i alt 27 afsnit, men serien blev aflyst lige inden den afsluttede, så man skal læse manuskriptet for at finde ud af, om børnene nogensinde slap ud af deres magiske limbo. Det var en amerikansk serie, men den blev skabt i Japan hos Toei Animation – ligesom blandt andet ThunderCats.

Dino-Riders

Hvad er det sejeste i verden? Dinosaurusser! Og derfor var noget af det allersejeste, da jeg var barn, tv-serien Dino-Riders, fordi den samtidig smed noget sci-fi ind i blandingen. Jeg er egentlig aldrig holdt op med at synes, serien er sej, og drømmen om min egen søde dino-ven lever stadig.  

I 1988 kom det første ud af 13 afsnit om en gruppe seje mennesker, ledet af den noble Questar, der via en fejl i deres rumskub ender mange millioner af år tilbage i fortiden. Her bliver de venner med dinoerne, som de derfor rider rundt på, mens de kæmper mod deres fjender, de reptil-agtige humanoids Rulons, som er ledet af den ondsindede og stemme-raspende Krulos med røde øjne.

De onde rider også på dinoer, gerne de uhyggelige slags som Tyranossaurus Rexen, men de kan kun gøre det, fordi de har hjernevasket dem! Onde, onde bæster… Men på den anden side, så var en T-Rex med panser og laser ret blæret, også selv om den var ond.

I virkeligheden blev serien primært lavet, fordi Tyco lavede det som legetøj – og det var fedt legetøj. Det passede fint på gulvet i kaotiske lege sammen med action-figurer fra fx Star Wars, Transformers, ThunderCats, G.I. Joe og He-Man.

Legetøjet var virkelig flot, og faktisk var museet Smithsonian Institute så imponerede over detaljegraden, at de hyrede Tyco til at producere en række dinosaurusser til deres samling Dinosaur and other Prehistoric Reptile.

Udover serien kom der også en film i 1990: Dino-Riders in the Ice Age, hvor der passende kunne laves nyt legetøj, nemlig med mammutter og sabeltigre og andre dyr fra istiden.

I 2015 kom nyheden om, at universet ville blive lavet til en film. Men siden har der ikke været snak om det. Forhåbentligt er ideen ikke helt død, for det er jo et forrygende koncept. 

Wuzzlerne

En farvestrålende forside lokkede mig til at hive Wuzzlerne ned fra hylderne i videobutikken. De var en flok nuttede venner, der hver især var en blanding af to dyr. Fælles for dem alle var, at de havde vinger, også selv om fx Moosel, der var en blanding af en elg og en sæl, jo ikke lige har fået vingerne fra et af sine ophav. Og det var vist heller ikke dem alle, der rent faktisk kunne flyve. Så derfor gav det slet ikke mening med de vinger…

De var alle sammen super farvestrålende i klare farver, sådan rigtig regnbuenuttede, og så boede de på i Wuzzle-land, der vist bare er en ø.

Lederen var Bumblelion, (jeg kan desværre ikke huske nogen af de danske navne), og han var en blanding af en løve og en bi, fuld af ballade, og så boede han i en bikube. Han var én af dem, der rent faktisk kunne flyve.

Crocosaur (krokodille og dinosaur) var skurken, og han var rigtig dum og doven. Han var utroligt jaloux på Wuzzlerne, og han ville altid have det, de havde – sådan en rigtig typisk skolegårdsbølle.

Det er Disney, der har lavet serien, men den blev aldrig sendt på dansk tv som fx Bubbi-Bjørnene. De to serier blev ellers produceret samtidig i 1985. De havde tilmed amerikansk premiere samme dag.

Serien klarede sig efter sigende udmærket i USA, men blev taget ned efter en sæson, så der findes kun 13 afsnit. Dog døde en af stemmeskuespillerne, hvilket gives som forklaring på, at serien blev afsluttet efter første sæson.

Man kan godt se, at de to serier er beslægtede – blandt andet mindede den gule Butterbear, der er halvt bjørn og halvt sommerfugl, mig utroligt meget om søde, gule Bibbi fra Bubbi-Bjørnene – det var nok noget af det, der gjorde, at jeg var så særligt tiltrukket af den, for Bubbi-Bjørnene var noget af det bedste i Disney Sjov i starten af 90’erne.

Efter sigende var Butterbear og Rhinokey (næsehorn og abe) med som cameo i den nye Ducktales fra 2017.

The Littles

Tænk at have en hel familie boende inde i sin væg? Det er virkeligheden for trettenårige Henry Bigg, som har familien Little boende i ventilationsanlægget i sin væg.

Han er den eneste, der kender til deres eksistens, og han er rigtig gode venner med dem. The Littles ligner meget små mennesker, men de har haler og store fortænder, som om de er en smule beslægtet med mus.

Historien er baseret på nogle børnebøger skrevet af John Peterson, der kom i 1967. Den første af seriens tre sæsoner kom i 1983.

Der er tre Little-børn, en bedstefar og forældre. De kommer ud for nogle vilde eventyr, og selv om Henry passer på dem, så er der en voksen skurk menneskeskurk, Dr. Erick Hunter, der er overbevist om, at de små mennesker findes, men han har aldrig set dem med sine egne øjne.

Henry har en miniature-skilpadde, som ofte er sammen med den yngste af Littlerne, nemlig Lucy. Dinky Little er fætter til familien, og han og Bedstefar Little er tit i totterne på hinanden, fordi Dinky er ret uheldig og klodset. Det er tit ham, der skaber ballede for dem, så bedstefarens lidt grove handling er måske forklaret, men det er stadig lidt uretfærdigt.

Det var tit meget moralske historier, serien fortalte – sådan noget med at løbe hjemmefra eller blive afhængig af stoffer, men som barn labbede jeg mig i det.

Serien løb fra 1983-85, og der kom også to film med The Littles: Here come the Littles og Liberty and the Littles.

Det var DIC Entertainment, der stod bag serien, og de lavede også Inspector Gadget og Heathcliff and the Cadillac Cats.