HUSET, DER SPISTE BØRN

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Monster House

Netop i disse dage for 13 år siden, i september 2006, var jeg endnu engang i et af de dilemmaer, der så ofte har mødt mig i arbejdet med Troldspejlet. Her var endnu et stykke forrygende børnekultur – men det var samtidig så uhyggeligt, at mindre børn sikkert, helt sikkert, ville blive skræmt. Medierådet havde tilmed været så venlige at give denne film den frygtede 11 års grænse, så de dermed decideret frarådede børn under 11 at se den – de skulle ihvertfald have en voksen med.

Og Monster House, Monsterhuset, ER uhyggelig. Men det er jo også en gyser, en gyser for store børn og voksne, en gyser om et hus, der bogstaveligt talt spiser børn, der kommer for tæt på.

Men det er jo samtidig en helt logisk tanke for enhver, men en nogenlunde velfungerende fantasi. Hvem er ikke gået forbi en villa, der så forladt, eller uhyggelig, eller bare mystisk ud – uden at tænke, hvad der foregik derinde? Og ethvert hus har jo vinduer, der ligner øjne – så hvorfor ikke forestille sig, at det er levende….og sultent?

Monster House var en herlig overraskelse på et animationsfilm-marked, der ofte gør alt for meget for at behage familiepublikummet og ikke fortælle den slags grumme ting. Hovedpersonen er den 12-årige D.J., der skal være alene hjemme – og som sammen med vennerne Chowder og Jenny udforsker huset overfor. Det er mystisk, dets ejer er en sur gammel mand, og det gemmer tydeligvis på en hemmelighed – men det er selvfølgelig kun de to drenge, der aner uråd.

Mødet med huset bliver et veritabelt rustjebane-gys. Den sidste del af filmen er på proppet med vidunderlig gys i den klassiske tradition med EC skrækserier fra 50’erne og GRU-tegneseriener fra 70’erne. Og det er veludført og skarpt fortalt, men fin sans for netop den kombination af rædsel og fascination, der skærper en 12-årigs fantasi.

Så jeg valgte dengang at bringe den – og heldigvis udeblev klagerne og ramaskriget, også selvom de scener, vi viste, var ret uhyggelige. Filmens fine persontegning og humor sørgede for, at det hele ikke var ren skræmmeleg. Og så skal det jo siges, at filmen har en forsonende slutning, hvor meget af uhyggen afløses af lettelse.

Animationen i Monster House er ikke perfekt. Det var i den periode, hvor Robert Zemeckis, som var producer, udforskede motion capture-teknikken, som han to år før havde brugt i Polar-Ekspressen. Den er ikke så udtryksfuld, og bevægelserne er ikke smukke. Men det glemmer man, for plottet, dialogen, figurerne og effektanimationen af selve huset fungerer så godt.

Men Monster House går helt klart til kanten indenfor film, der tydeligvis er rettet mod et familiepublikum. Og det giver mening, når man finder en ung Dan Harmon som den ene af de tre manuskriptforfattere. Det var til dels hans arbejde her, der skaffede ham opmærksomhed omkring sit vilde talent – som siden har gjort verden bedre med serier som Community og især Rick & Morty. Allerede i Monster House mærker man Harmons særlige humor – og hans kærlighed til nørdkulturen, udtrykt i de to drenges appetit på kulørte eventyr.

Instruktøren er Gil Kenan, som aktuelt er med på manuskriptet til den nye Ghostbusters-film. Som instruktør er han udover Monster House især kendt for den særprægede og originale scifi/fantasy-film City of Ember, en af de store oversete titler, som han lavede to år efter Monster House.

På stemmesiden lægger man især mærke til en veloplagt Steve Buscemi, der leverer den sure gamle mand i huset, Horace Nebbercracker (et vidunderlig navn!)

Set i dag virker filmen måske lidt animationsmæssigt forældet – men alt andet fungerer upåklageligt, og Monster Huset er stadig…..uhyggelig!