HÅNDEN, DER GIK IGEN

Ind i mellem går der mange år, før man får set en film, hvis eksistens, man har kendt til hele tiden. For mig hang The Beast With Five Fingers altid ude i horisonten som en, jeg gik og glædede mig til. Nu har jeg endelig set den på DVD fra Warners Archive Collection, men tilløbet har varet siden jeg gik i 7.klasse.

Dengang var jeg med til at køre filmklubben på skolen – hvilket gik ud på at booke 16 mm film hos dengang meget aktive firmaer på det danske marked, EBC Film og Pilot Film. Vi havde booket denne gyser om en løsgående hånd i hunger efter den slags, men Pilot Film, der var et ret besynderligt firma, havde en regel på deres bekræftelser som sagde, at de forbeholdt sig ret til at sende en anden “tilsvarende” film, hvis den, man ønskede, var optaget. De sagde det ikke i forvejen, men da jeg pakkede spolerne ud om eftermiddagen inden samme aften var det en helt anden film. Jeg husker desværre ikke, hvad de sendte, men den blev ikke vist, og det hele var en stor skuffelse. The Beast with Five Fingers forblev et fantom for mig.

Et par år senere dukkede den op igen, nu under juletræet: Jeg fik den 7 minutters udgave, der var udkommet på super 8, ganske vist uden lyd, men man kunne jo sætte noget skæbnesvanger musik til. Den udgave så jeg hundreder af gange. Jeg så Peter Lorre blive angrebet af den løse hånd, den kværkede ham, han smed den på ilden, og den kravlede ud af flammerne og gik efter ham…..andet så man ikke, men det var forrygende.

Nu har jeg så endelig set den komplette udgave. Med Robert Alda, Alans far, som helt, Peter Lorre som antihelt og Victor Francen som den gamle pianist, der dør – og hvis hånd så hjemsøger de andre i det store gamle hus.

Det var uvant for Warner Bros. at lave den slags overnaturlige gys, så historien fik et skub i retning af melodrama. Men instruktøren Robert Floreys europæiske rødder viste i form af påvirkning fra tysk ekspressionisme (som han også viste i den fantatiske Murders of Rue Morgue i 1932) – og manuskriptet er af mesteren Curt Siodmak, en af de første store horror-sci-fi-skabere i Hollywood (han skrev både The Wolfman, Donovan’s Brain og Earth vs the Flying Saucers, og mange flere).

Peter Lorre leverer det passende mentalt ustabile præg på hele historien som den gamle pianists maniske hjælper, hånden er efter – og en af mine favoritter, J. Carrol Naish, er perfekt som den lille bys lettere anløbne politichef.

Hånden – er i sig selv en præstation – effektmæssigt velfungerende, og så er den et klart forbillede for Addams Familys Thing – den kommer tilmed op af en æske på samme måde som dette særlige medlem af den grusomme familie. Og den må helt klart også have inspireret Jeremy Clapin, der lavede den sære animationsfilm J’ai perdu mon corps for to år siden.

Max Steiner leverer en af sin karrieres bedste scores. Steiner var ikke horror-fan, men han gav den hele armen i en fantastisk blanding af svulstigt melodrama og nervøs, spøgelsesagtig horror.

Det blev med andre en glædelig oplevelse. Det er farligt at vente så længe, for skuffelsen lurer om hjørnet – men ikke her, især fordi alle involverede synes at have villet det – og fordi det hele fungerer, ikke bare stemningen, men også plottet.