DEN ALLERSIDSTE CLIFFHANGER

De gamle seriefilm fra biografernes gyldne tid – 1930-1950 – er oplagt til at binge. 12-15 afsnit á 18-20 minutter. Det er perfekt. Og så er der – alt andet lige – meget mere action og sindssyge plotdrejninger i de gamle seriefilm end i nogen moderne tv-serie.

Mange af seriefilmen fås i dag på dvd og bluray, enkelte kan også streames, men ikke den, jeg har haft fat i her, og som jeg har længtes efter at se lige siden jeg begyndte at dyrke denne særlige filmform. Blazing the Overland Trail fra 1956 er nemlig helt speciel. For det var nemlig del allersidste, der nogensinde blev produceret af denne type film. Den allersidste cliffhanger.

I 1956 havde tv for længst taget en stor del af biografernes markedsandel. Den serielle form var ideel til fjernsyn, og det gjorde at den gamle seriefilm-formel, hvor man gik i biografen hver uge og så et nyt afsnit, var blevet forældet. Det var for længst sket, men Columbia Pictures, som i årevis havde tjent godt på de billigt producerede seriefilm, havde ikke helt tilpasset sig den nye virkelighed, så produktionen fortsatte lidt endnu – indtil denneher, som altså var den sidste. Blazing the Overland Trail havde premiere den 4.august 1956.

Seriefilm var ikke en bestemt genre. Det kunne både være sci-fi (Flash Gordon, f.eks.), kriminalfilm, superhelte eller – meget ofte – westerns.

Blazing the Overland Trail er en typisk seriewestern. Undertitlen Heroes of the Pony Express antyder, at det handler om de berømte Pony Express-ryttere, men faktisk er det bare én af dem, og han er i virkeligheden politiagent, udsendt for at opklare en række overfald på pengetransporter.

Helten spilles af den noget anonyme Lee Roberts, mens skurken er Don C. Harvey, der naturligvis har et lille overskæg for at signalere skumle planer. Han vil være hersker i hele vesten, og det er så det, vor helt skal forpurre. Der er også en heltinde, hvis tilstedeværelse er omgærdet af mystisk. Ingen ved, hvorfor hun pludselig dukker op i prærielandskabet, ikke før afsnit 15. Hun spilles af Norma Brooks, hvis eneste større rolle dette var. En af de mange kvindelige skuespillere, der befolkede små billige film, og som ofte forsvandt ligeså hurtigt som de ankom. En lidt sørgelig skæbne, med mindre hun opdagede Hollywoods faldgruber hurtigt og valgte at droppe skuespilfaget. Jeg kan ikke finde noget om hende.

Filmens store stjerner er dog producenten Sam Katzman og instruktøren Spencer G. Bennet. Begge mestre i at få ganske små budgetter til at se ud af noget på lærredet. Katzmans navn var forbundet med hundreder af billige film, ikke blot westerns, og han var i mange år Columbias suverænt mest produktive producer. Der hviler en respekt om hans navn – ikke på grund af store mesterværker, men fordi han så effektivt forstod at skrue et godt hold sammen, som på ganske kort tid kunne levere en underholdende film.

Med Spencer Bennet som instruktør havde han en af seriefilmens helt store. Han havde været med siden stumfilmtiden, og han kunne den helt særlige kunst at stykke en ny film sammen – med tonsvis af scener fra en eller flere gamle. Han vidste, hvordan kan bruge actionscener fra en tidligere film, så de næsten umærkeligt blev klippet sammen med de nye scener. Han tænkte i disse besparelser hele tiden, og i denne film gjorde han voldsomt brug af en ældre, langt dyrere seriefilm, Overland with Kit Carson fra 1939. Store kampscener med cowboys i massevis, der skyder på indianere i stort tal – klippet sammen med noget mere økonomiske 1956-scener med de nye skuespillere og den nye historie.

Jeg gad nok se en moderne instruktør, der turde det. Det er selvfølgelig det rene svindel, for i mange tilfælde – som f.eks. her – er der måske kun 60-70% ny film. Men Bennet var en af dem, der kunne denne kunst – man kan se det, hvis man ved det, men hans teknik er så eminent, at man ender med bare at beundre, når helten skyder mod fjenderne i en scene optaget i 1956 – og rammer en af dem i en scene fra en 15 år ældre film!

Blazing the Overland Trail virker ikke som en trist svanesang, men snarere som et forsøg på at vise, at der stadig var liv i denne filmtype. Både de nye og gamle billeder er lavet med omhu, og klipning og musik er både dynamisk og medrivende. Actionscenerne er faktisk virkelig gode – og mange af de vilde ridescener kan virkelig noget. Flere af cliffhangerne er originale, sådan da, og plottet – omend meget indviklet – hænger sammen.

Der er også fine landskaber med. Den film, der stjæles fra, blev optaget i de smukke omgivelser ved Kanab i Utah, hvor mange western-filmhold i tidens løb har haft base. Det ældste hotel i byen, Parry Lodge, som jeg har boet på hele to gange, er fyldt med billeder af filmhold i arbejde, og værelser er opkaldt efter cowboystjerner. En svunden tid, som man stadig kan opleve her.

De imponerende klipper fra Kanab er rimelig godt koblet sammen med de lidt mere beherskede – men også smukke – scenerier fra Newhall nord for Los Angeles, hvor både Iverson og Monogram western ranches lå. Her blev et utal af film og tv-serier skudt indtil midten af 70’erne. Det er lige ved siden af stumfilm-cowboy’en William S. Harts smukke ranch, som idag er et museum.

Som så mange cowboyfilm fra 50’erne er der flere gamle stjerner med i små roller. Jeg blev glad, da jeg så Kermit Maynard. Han var bror til en af de største westernhelte Ken Maynard og havde en kort tid sin egen serie som stjerne. Her er han bare skurkens håndlanger, men jeg synes han gør det godt. Kermit er altid god. Sammenbidt, alvorlig, troværdig….

Filmen har ikke været på markedet før, såvidt jeg ved, men for nylig har Grapevine Video udsendt en meget fin bluray-kopi. Ikke perfekt, men absolut over middel. Og når først de vilde ridt og de helt utroligt larmende skyderier går i gang, er den teknisk kvalitet i anden række.