KLASSISKE CLIFFHANGERE MØDER CGI

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Sky Captain and the World of Tomorrow

Spillefilmen Sky Captain and the World of Tomorrows univers og visuelle æstetik er baseret på en seks minutters kortfilm, som instruktøren og manuskriptforfatteren Kerry Conran var fire år om at færdiggøre – alt sammen hjemme fra sin lejlighed. Den imponerede de rigtige mennesker og skaffede ham midlerne til at udfolde sine ideer som en spillefilm, og den er noget helt særligt, især hvad angår den visuelle stil. Det er nemlig den første store film der næsten udelukkende er indspillet på blue screen, så alting bortset fra skuespillerne er computergenereret, og det får den til at ligne en blanding af live action og animation. Baggrundene er til tider helt maleriske, og farverne er holdt i douche/sepia-agtige toner med let sløring, som om man kigger på gamle fotografier. Der leges med lyssætningen med både slagskygger og overeksponering, masser af tåge og røg, lagdelte billeder og roterende kamerabevægelser, samt en masse små hilsner, der får en til at mindes Hollywoods guldalder i 1930erne og et par årtier frem. Det gammeldags look spiller overraskende godt sammen med den avancerede teknologi der optræder i filmen, så resultatet bliver retro-futuristisk.

Den kække Polly Perkins (Gwyneth Paltrow) arbejder som journalist for The Chronicle i New York, og hun har ingen skrupler med at sætte sit liv på spil for at få et godt scoop. Hun arbejder på en historie om en gruppe forsvundne videnskabsmænd, da hun modtager et anonymt tip der fører hende til en biograf. Her mødes hun med kemikeren Dr. Jennings, der fortæller hende, at hans liv er i fare, for alle hans tidligere kolleger fra Einheit 11, et forsøgslaboratorium under 1. verdenskrig, er forsvundet. Han mistænker deres gamle leder, Dr. Totenkopf – en arketype på en gal/genial videnskabsmand, der bestemt ikke har rent mel i posen. De afbrydes dog i samtalen, da luftalarmen går – New York bliver angrebet af kæmperobotter! Bestemt ikke noget, der sker hver dag, men heldigvis er byens lokale helt, Sky Captain (Jude Law), lige i nærheden i sit fly, og han får nedlagt en af dem, inden de forsvinder igen. Angrebet viser sig at være koordineret, og kæmperobotterne har angrebet simultant over hele kloden – men hvad er deres formål?

Polly opsøger Joe Sullivan, Sky Captains rigtige navn, og han viser sig at være hendes ekskæreste – og desværre skiltes de ikke på god fod – men de bestemmer sig alligevel for at undersøge mysteriet sammen. De opsøger dr. Jennings, men kommer akkurat for sent – en mystisk, nærmest overnaturlig skikkelse forsvinder i samme øjeblik, og doktoren ligger døende på gulvet. I sine sidste minutter når han at give Polly to ampuller med et ukendt indhold, som Totenkopf under ingen omstændigheder må få fingrene i – verdens mulige endeligt og alt det der sædvanlige står på spil.

Der behøves egentlig ikke så mange detaljer i resuméet, for hvis jeg skal være helt ærlig, så er plottet ikke så vigtigt – det er lidt fjollet og klart det svageste ved filmen. Men den legesyge stil er utrolig vellykket og seværdig, og får en til at tilgive den lidt tyndbenede historie. Form bør måske aldrig gå over indhold, men når det hele nu ser så appetitligt og fascinerende ud, er det nemt at glemme sine høje idealer. Publikum tages både med til 1930ernes New York, snedækkede bjergtoppe i Nepal, det sagnomspundne Shangri-La og en frodig jungle-ø – det hele er ren, barnlig fantasi og fortælleglæde, og det er svært ikke at lade sig rive med.

INSPIRATION FRA SERIEFILMEN

Oprindeligt havde instruktøren Kerry Conran forestillet sig Sky Captain and the World of Tomorrow produceret som en klassisk seriefilm fra 1930erne i sort/hvid. Dengang kom publikum gladeligt uge efter uge og fulgte med i hovedpersonernes eventyr i biografen, og de tre selskaber Columbia, Universal og Republic producerede seriefilm i en lind strøm, som fx Flash Gordon (1936, Universal) og Adventures of Captain Marvel (Republic, 1941), sidstnævnte med westernhelten Tom Tyler i titelrollen. Sky Captain skulle ligeledes bestå af en række nummererede kapitler, der hver endte med en cliffhanger, men ideen blev dog droppet, da man var bange for, publikum ikke ville tage vel imod det. Men inspirationen fra seriefilmens storhedstid er stadig tydelig både i handling og stil. Også klassiske animationsfilm har Conran skævet til, for de tårnhøje robotter er tydeligt inspireret af Fleisher-brødrenes Superman-tegnefilm The Mechanical Monsters fra 1941. De styres også af en gal videnskabsmand ved hjælp af radiobølger og ligner dem i det hele taget visuelt, blot i CGI-udgave.

Desværre blev Conrans debutfilm også hans (indtil videre) eneste spillefilm, måske fordi den rent økonomisk floppede og langt fra tjente sit 70 mio. dollars store budget ind. Conran var på et tidspunkt udpeget af Paramount til at instruere eventyrfilmen John Carter (2012), men den endte til sidst i hænderne på Andrew Stanton og Disney. Ærgerligt – for med sin sprudlende, visuelle æstetik fortjener han at lave flere biograffilm – eller måske endda en ny seriefilm, der kunne lokke folk i biografen hver uge?