FINURLIG FANTASY-FILM, DER KAN KLARE MANGE GENSYN

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Stardust (2007)

Forfatteren Neil Gaiman er fantastisk til at skabe sprudlende og finurlige universer, og jeg faldt pladask for den magiske verden Stormhold og ikke mindst dets eksorbitante beboere, første gang jeg så Stardust – og det er holdt ved trods utallige gensyn.

Filmen blev oprindeligt tilbudt til Terry Gilliam (og det resultat havde helt sikkert også været fantastisk!), men da han afslog, fik den relativt ukendte instruktør Matthew Vaughn tjansen. Han havde tidligere kun instrueret Layer Cake (2004), men instruerede efterfølgende også den vellykkede og rå Kick-Ass (2010), X-Men: First Class (2011) samt Kingsman-filmene (2014-19). Stardust er ikke en klassisk fantasyfilm, men giver med sin skæve humor og krøllede univers nærmere mindelser til film som Rob Reiners The Princess Bride (1987) – og det er absolut ikke en dårlig ting.

Stardust foregår i Victoria-tidens England i landsbyen Wall, der har fået navnet efter den mur der løber langs med den – og adskiller det almindelige England med den magiske verden Stormhold. Selvfølgelig er der et lokkende hul i muren, som dog er bevogtet af en ældgammel, men meget dedikeret vagt. Det lykkes dog den unge Dunstan at komme igennem, og selv om han kun er i Stormhold ganske kort, får han fuldt udbytte af turen – 9 måneder senere er der nemlig en kurv indeholdende babyen Tristan ved muren!

Da Tristan (Charlie Cox) selv bliver en ung mand forelsker han sig i den lettere meget selvcentrerede Victoria (Sienna Miller). Hun har dog en anden bejler (en meget ung og næsten ukendeligt upumpet Henry Cavill), så da de to ser et stjerneskud, lover Tristan at hente det til Victoria for at bevise sin kærlighed – der er bare den detalje, at det styrtede ned på den anden side af muren! Heldigvis har hans mor efterladt ham et magisk lys, og det bringer ham direkte til stjernen – der viser sig at være en ung, blond kvinde ved navn Yvaine (Claire Danes)! Og sådan en stjerne er i høj kurs – det sikrer nemlig evigt liv og ungdom at spise en stjernes hjerte. Den tudsegamle (og -grimme) heksedronning Lamia (Michelle Pfeiffer) er også ude efter det attraktive hjerte – så hun spiser de sidste rester af det forrige for at genvinde sin ungdoms skønhed og begiver sig ud for at finde den faldne stjerne.

Samtidig ligger Stormholds konge for døden – selveste Peter O’Toole i en fin, lille cameo – og hans sønner skal nu kæmpe om at blive hans efterfølger, hovedsageligt ved at slå hinanden ihjel på luskede måder. Men de skal også finde den kongelige rubin – selvsamme sten, der ramte Yvaine og fik hende til at styrte ned fra himlen!

Og så er der Tristans mor, en gådefuld kvinde der holdes som slave af en kræmmerheks, og en gruppe pirater på et flyvende skib, der fanger lyn for at sælge dem…

CHARMERENDE CAST

Forvirret? Der er rigtig mange handlingstråde i gang i Stardust, og onde tunger vil mene, den er lidt rodet. Det er nok ikke helt forkert – plottet kunne godt være fortalt en anelse strammere – men den er mindst ligeså charmerende, som den er ufokuseret! Og det skyldes ikke mindst skuespillerne – noget af det bedste ved filmen er, at den er så sindssygt velcastet. Rollelisten bugner af fantastiske navne: Claire Danes som rapkæftet stjerne, Michelle Pfeiffer som nådesløs heks i forfald, Mark Strong som den morderiske prins Septimus og min favorit; Robert De Niro som kaptajn Shakespeare, der ikke er helt så barbarisk, som først antaget (langt fra faktisk!). Også komikeren Ricky Gervais har en skæg lille rolle som altmuligkræmmer, der prutter om prisen på lyn og tilbyder tohovedede vagthunde.

Ud over delen med De Niros piratkaptajn Shakespeare er en af de bedste scener den, hvor Lamia fremtryller en kro, der skal fungere som en fælde for Yvaine. Heksedronningen tryller sin ged om til krovært, der trods sin menneskekrop, stadig opfører sig fuldstændigt som en tomhjernet ged, og en landsbyknægt (der ikke virker meget klogere end geden) om til en ung kvinde, der virker yderst tilfreds med midlertidigt at blive udstyret med bryster. Stardust er et skørt eventyr med en masse selvironi, der ikke skal tages alt for alvorligt, men samtidig absolut også en habil (og rørende!) action-fantasyfilm med flotte effekter – altså en perfekt underholdende blanding! Det er en af de film, som man altid bliver i godt humør af at se.

Sidst men ikke mindst vil jeg også anbefale at læse Neil Gaimans forlæg med illustrationer af Charles Vess. Den udkom oprindeligt i 1997-98 som et DC Comics firebinds-værk, men blev senere udgivet som en samlet roman. Filmen er meget tro mod bogens magiske univers, men de adskiller sig alligevel på et par punkter, især heksedronningens rolle er noget mindre og anderledes i bogen – men de små ændringer har kun gjort filmatiseringen endnu bedre.