DEN RIGTIGE WILLY WONKA-FILM – DEN MED GENE WILDER

For nyligt var der i forbindelse med filmfestivalen CPH PIX en visning af Willy Wonka and the Chocolate Factory – på en chokoladefabrik.

Det lød mere spændende, end det i virkeligheden viste sig at være, men alle anledninger til at se den vidunderlige film fra 1971, med Gene Wilder som excentrisk chocolatier, er kærkommen og kan gøre enhver grå søndag til en fest.

Historien handler om nogle grådige, dumme og forkælede børn – og deres endnu mere rædselsfulde forældre – der finder en gylden billet, så de kan komme ind i den ellers hermetisk lukkede Wonka chokoladefabrik.

Det gode barn

Men der er ét enkelt barn, den lille Charlie Bucket, der skiller sig ud. Han er så fattig, at han lever af kålsuppe og kun får et halstørklæde til sin fødselsdag. Men han beklager sig aldrig og er en glad og kærlig dreng. Han bor med sin hårdt slidende mor og fire bedsteforældre, der er sengeliggende.

Da han finder en mønt i en rist, køber han en chokoladebar – og får den sidste gyldne billet!

Chokoladefabrikken viser sig at være et magisk sted, med sliktræer og spiselige påskeliljer, en chokoladeflod og meget mere. Der er også små, orange oompa loompaer, der hjælper den sælsomme Willy Wonka med at lave slik og chokolade. Men det er heller ikke et ufarligt sted, for Willy Wonka er noget speciel, og hans maskiner er ikke alle lige børnevenlige.

Rørende komiker

Gene Wilder, der døde i august 2016, er mageløs i rollen. Jeg har altid elsket hans komik, fra Mel Brooks-filmene Blazing Saddles til Young Frankenstein og i samarbejdet med Richard Pryor. Hans udtryk er så mildt, og hans øjne udtryksfulde og ofte sørgmodige. Hvilket går godt i spænd med humor.

Som Willy Wonka er han kølig og sær. Da drengen Augustus ryger i chokoladefloden, og hans mor skriger, at han skal gøre noget, siger han helt tørt: ”Help … police … murder …” Og væk ryger Augustus i et rør, der fører ham til nougat-rummet. Hvad det så end betyder.

Det er upassende og morsomt. Men det er heller ikke så sært, når det er en filmatisering af Roald Dahls bog Charlie og chokoladefabrikken. (Den danske filmtitel er i øvrigt Drengen, der druknede i chokoladesovsen.)

Den engelske forfatter står bag morsomme, frække og rørende bøger som Fantastic Mr. Fox, James and the Giant Peach, The BFG, Matilda og The Witches, og alle nævnte titler er også blevet til (mere eller mindre) herlige film. Især skal fremhæves Matilda og Fantastic Mr. Fox – sidstnævnte blev til en smuk stopmotion film i kløerne på Wes Anderson.

En fornærmelse

I 2005 fik Tim Burton også lyst til at prøve kræfter med Roald Dahls bog, og han hev selvfølgelig sin faste skuespiller Johnny Depp med sig som Willy Wonka i Charlie og chokoladefabrikken.

Der er meget delte meninger om den film. Jeg er en af dem, der ikke kan udstå den. Jeg synes, den er charmeforladt, og at Johnny Depp er en karikatur af sig selv.

Jeg glædede mig ellers til filmen inden premieren, fordi jeg var overbevist om, at Burton og Dahl ville være en frydefuld kombination.

Jeg er ikke den eneste, der ikke bryder mig om filmen. Den kære Gene Wilder, der desværre døde sidste år, har ligefrem udtalt, at han anser Tim Burtons film for at være en fornærmelse.