Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Isle of Dogs

Wes Anderson er en instruktør, der deler vandene. Han har så mange kendetegn, der er en uundgåelig del af hans film; en særlig hyper-æstetik, speciel kameraføring og lettere apatisk skuespil – som man enten hader eller elsker.

Hvis man hører til sidstnævnte, så er nogle af hans bedste film dem, hvor han laver stop-motion – Den fantastiske Hr. Ræv fra 2009, og senest Isle of Dogs fra 2018.

Det er tidskrævende film at lave, men det har betalt sig, fordi de har et helt særligt udseende og udtryk. Hvor den første film handlede om en rævefamilie og var baseret på en Roald Dahl-historie, handler den fra sidste år om hunde, og det er Wes Anderson, der selv har skrevet historien – med hjælp fra blandt andet vennerne Jason Schwartzman, Kunichi Nomura og Roman Coppola. Anderson fik idéen, da han var i gang med at lave Den fantastiske Hr. Ræv i England og kørte forbi skiltet til Isle of Dogs uden for London.

I begge film har dyrene ægte pels, der giver dem en vidunderlig stoflighed. Mange af dukkeførerne arbejdede på begge film. De har ikke kunnet undgå at forstyrre pelsen, når de rykker dukkerne rundt, så derfor ”blafrer” den lidt hele tiden, hvilket gør deres udtryk meget levende, selv om det måske ikke er så realistisk.

Hundesyge hunde

Isle of Dogs foregår 20 år ude i fremtiden. Storbyen Megasaki i Japan, (der er fiktiv), har en ondsindet og diktatorisk borgmester, og da snudefeber og canine influenza bryder ud i byen og påvirker alle hunde (de nyser blandt andet), fordømmer han dem til skraldeøen udenfor byen, der derefter kaldes Isle of Dogs. Her overlever de med nød og næppe takket være det skrald, der stadig ender på øen.

Katte er ikke ramt af sygdommen, så de får lov at blive. Og måske borgmester Kobayashi bare slet ikke kan lide hunde? Når man siger filmens navn, så lyder det i øvrigt som om, man siger ”I love dogs” – hvis man skulle være i tvivl om, hvordan instruktøren har det med vovser.

12-årige Atari elsker hunde, nærmere sin hund Spots, og derfor iværksætter han en farlig plan, der inkluderer en flyvetur til øen. Han vil finde sin elskede følgesvend, koste hvad det vil. Han nødlander, men han fundet og hjulpet af fem alpha-hunde, der har savnet et menneske at passe på. Den eneste i flokken, der ikke er pjattet med mennesker, er Chief – ”I don’t sit – I bite!” siger han. Men de andre overtaler ham til at hjælpe den lille pilot.

Konspiration mod hunde!

Alle hundene har hver deres karaktertræk: Duke er en sladretante, King kan ikke glemme, at han var berømt, Boss var maskot for et sportshold og friske Rex har det med at udfordre Chiefs beslutninger lidt.

De har det med at bryde den fjerde væg og kigge direkte på seeren, mens de kommer med forskellige udbrud.

Hundene i selskab med Atari begiver sig ud på en større tur, der blandt andet indebærer en tur forbi Jupiter og Oracle, der er to vise hunde – Oracle er virkeligheden bare klog og vidende, fordi den ser fjernsyn! – der ved, hvor de kan finde Spots.

I mellemtiden er der større konspiration, der udspiller sig tilbage på fastlandet. Borgmesteren får en videnskabsmand forgiftet, mens en ung amerikansk udvekslingsstuderende, der også har fået sin hund Nutmeg deporteret, prøver at opsnappe sandheden om, hvad der sker med hundene og den ubehagelige borgmesters planer.

Anderson-kendinge

Filmen er – ikke overraskende – vanvittigt smuk. Vores heltehunde holder til i en hule, lavet af gamle glasflasker i forskellige farver, som nærmest lyser op. På deres færd kommer de også forbi en gammel forlystelsespark og andre charmerende ruiner.

Der er masser af japansk indflydelse, illustrationer, der ligner tryk a la dem, Hokusai lavede.

Det er heller ikke overraskende, at stemmeskuespillet er skabt af store stjerner og enormt veloplagt. Wes Anderson har en stor, trofast gruppe af stjerner, der ofte optræder i hans film. Blandt de fem hunde optræder Bill Murray (Boss), Edward Norton (Rex), Jeff Goldblum (Duke) og Bob Balaban (King), men hovedhunden Chief har stemme af Bryan Cranston, som ikke tidligere har medvirket i en Wes Anderson-film.

Hundene taler engelsk, hvor lille pilot taler japansk – så hundene forstår ham ikke. Det er en ret skæg detalje.

Derudover medvirker også Koyu Rankin, Greta Gerwig, Frances McDormand, Scarlett Johansson, Harvey Keitel, Yoko Ono og Kunichi Nomura.

Blodige dukker

Filmen fik rating PG-13 i USA, hvilket kun var den anden Anderson-film, der fik det – men herhjemme var den tilladt for børn over syv år. Der er en ret grafisk nyretransplantation og masser af hundeslagsmål, man ser én få bidt øret af, og det er også voldsomt med de syge, udmagrede hunde. Men generelt er der masser af varme og humor i filmen.

Det er den næstlængste stop-motion nogensinde – den varer 101 minutter og overgås kun af Kubo – den modige samurai, der er 102 minutter lang. Men da det kan tage op til en uge at lave et enkelt minuts stop-motion-film, så er det ikke noget, man lige gør. Det tog to-tre uger at lave hovedpersonerne, og der blev lavet 20.000 ansigter og 1105 bevægelige dukker – plus 2000 dukker til baggrunden!

Musikken er forrygende. Alexandre Desplat skrev den nye musik, men derudover bruges også noget musik fra Akira Kurosawas film som Syv samuraier og Drunken Angel, komponeret af henholdsvis Fumio Hayasaka og David Mansfield, men også et enkelt popnummer, der også bruges i traileren, nemlig I Won’t Hurt You af The West Coast Pop Art Experimental Band.

Isle of Dogs, 2018

Instruktør: Wes Anderson

Hovedroller: Bryan Cranston, Koyu Rankin, Edward Norton, Bob Balaban, Jeff Goldblum, Bill Murray m.fl.

101 min.

Filmen kan streames på C-More.