TILBAGE FRA OZ – DEN UKENDTE FORTSÆTTELSE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Return to Oz

Jeg holder meget af Troldmanden fra Oz – hvilken filmfan med en faible for det fantastiske gør ikke det?

Men jeg havde aldrig hørt om fortsættelsen, Return to Oz, der kom i 1985, altså knap 50 år efter den techni-color-smukke film med Judy Garland fra 1939.

Hvor Troldmanden fra Oz brillerer med sit farvestrålende univers, sine kære personer og rørende musik, så er Return to Oz noget helt andet.

Alle farverne er lidt grumsede – både i den virkelige verden og i Oz. Og så er den virkelig uhyggelig.

Posttraumatisk stress

Det er en børnefilm af en art, men den dystre slags, der blev lavet i 80’erne – lidt i slægt med Labyrinth og Dark Crystal – bare endnu mere uhyggelig. Der er end ikke sange, der kan tage brodden af uhyggen og i Danmark har den fået 15 års censur.

Filmen foregår et halvt år efter Dorothy var i Oz første gang, hvor hendes hjem blev revet bort af en tornado, og hun mødte Tinmanden, den kujonagtige Løve og Fugleskræmslet.

Nu lider hun af, hvad der må være en slags posttraumatisk stress: Hun kan ikke sove om natten, og hendes tante Em og onkel Henry er dybt bekymrede for hende. Hun bliver ved med at fortælle om sine oplevelser i Oz, men selvfølgelig tror ingen på hende.

Elektrochok-terapi

For at hjælpe hende, tager tante Em hende med til en læge – i denne film spilles Dorothy af elleveårige Fairuza Balk, og er altså vitterligt en lille pige, og ikke en sekstenårig teenager som Judy Garland var i den oprindelige – og behandlingen består af elektrochok-terapi. Da tante Em har forladt Dorothy for natten, bliver hun modvilligt spændt fast på en briks.

Mens hun ligger dér, parat til at modtage den krasse behandling, kan man høre andre patienter stønne og skrige, og det er meget mørkt og urovækkende.

Men der er overnaturlige kræfter på spil, og en tordenstorm får elektriciteten til at forsvinde, og en blond pige på Dorothys alder hjælper hende af briksen og ud af hjemmet – hvor de dog bliver jagtet af stedets sygeplejerske Wilson – (nurse Ratched, go home!)

Livsfarlige Oz

Det er virkelig modbydeligt, som de to små piger jages af den sindssyge, voksne kvinde, og de ender i en vild flod.

Dorothy besvimer, men vågner, flydende på vandet i nogle vragrester, sammen med sin høne Billina, for vragdelene er nemlig resterne af hendes hønsebur.

Og Billina kan tale – derfor forstår Dorothy, at hun er i Oz. Og at hun er så uheldig at være landet i Den Dødelige Ørken, hvor man bliver til sand, hvis man rører ved sandet. Men heldigvis er der sten, så Dorothy kan hoppe tørskoet og sikkert i land.

En dødelig ørken? Allerede her er selv det eventyrlige Oz noget mere uhyggeligt end den gamle film.

Ingen munter sang

Og det fortsætter, for der er mange urovækkende væsner. Den Gule Murstensvej, som Dorothy så muntert følger og synger om i Troldmanden fra Oz, er gået til og har mistet sin klarhed, ødelagt af ukrudt. Smaragdbyen ligger stille hen, og alle indbyggerne er forvandlet til sten – også gamle kendinge som Tinmanden og Løven.

I stedet er byen beboet af Wheelers – uhyggelige, menneskelignende væsner, der har hjul på hænder og fødder og skrækslagne masker på. De ligner noget fra en post-apokalyptisk fremtid, mens de kaglende ruller efter Dorothy og Billina.

Men til alt held finder Dorothy sikkerhed i et rum, hvor hun møder en af sine redningsmænd – nemlig robotten Tik-Tok, som skal vindes op som et stykke legetøj. Når man drejer på ham, kan man således spænde hans handling og tankekraft op, og nogle gange løber han tør. Ikke altid lige praktisk. Men han er ikke levende, og derfor blev han ikke forstenet, som alle andre levende væsner ellers blev det – og han er lavet af Fugleskræmslet, og har ventet på Dorothy, der måske kan hjælpe dem.

Mareridtsprinsesse

For at finde Fugleskræmslet, opsøger Dorothy og hendes lille flok prinsesse Mombi – og hun viser sig at være endnu en skræmmende person.

I et værelse har hun 31 hoveder, som hun skifter mellem at tage på. Og hun synes, at Dorothy er en køn, lillle én, så hun vil spærre hende inde, så hun kan halshugge hende, når hun er blevet ældre, og på den måde tilføje hendes hoved til sin samling.

Til alt held finder Dorothy Jack Pumpkinhead i det rum, hun bliver låst inde i, og med hans og Tik-Toks hjælp får de bygget en slags kane, som de gør levende ved hjælp af prinsesse Mombis magiske Livspudder.

Det får de fat på, mens de jages af en hovedløs prinsesse Mombi, der siden tager sit oprindelige hoved på – og faktisk er skuespilleren Jean Marsh, som også spillede den onde Dronning Bavmorda i Willow – og også spiller den “virkelige” verdens sygeplejerske Wilson – og så råber hun ”Dorothy Gaaaaaaale! Dorothy Gaaaaaaale!” Uark!

Prominente venner hjalp filmen

Jack Pumpkinhead har stemme af Brian Henson, der er barn af dukkemesteren Jim Henson, og Brian var også med til at lave og føre dukken – også de tre kendinge Løven, Tinmanden og Fugleskræmslet er lavet som dukker, hvilket faktisk gør dem mere urovækkende med deres stivnede udtryk.

Det her er med andre ord den mest sindssyge og uhyggelige ”børnefilm”, jeg nogensinde har set – men den er dybt fascinerende. Og dette er ikke engang kulminationen på filmen, der har en endnu større skurk, som umiddelbart er venlig, men også udspekuleret og vanvittig.

Filmen er instrueret af Walter Murch, prisvindende lyddesigner på film som Dommedag Nu!, Aflytningen, Sidste nat med kliken, Godfather 2 og THX 1138 – sidstnævnte skrev han også manus til, ligesom han gjorde til Return to Oz og Den sorte hingst (den sidste dog ukrediteret).

På nær et afsnit af den animerede Star Wars: The Clone Wars, så er denne film den eneste, Murch har instrueret. Han har fortalt, hvordan han kæmpede for at få lov at lave sin urovækkende vision for filmen, der i højere grad passer til bogforlæggende, The Marvelous Land of Oz og Ozma of Oz af L. Frank Baum, end Troldmanden fra Oz.

Han havde højprofilerede venner som George Lucas og Francis Ford Coppola, der støttede ham i at få lov at lave filmen, som han ville, og det er nok en af grundene til, at det lykkedes.

Disney gjorde dog ikke noget synderligt for at promovere filmen, for de kunne nok godt fornemme, at det var en dyster omgang, som fans af den gamle film højst sandsynligt ville blive fornærmede over og tage afstand fra.

Filmen har siden fået kultstatus, og det er bestemt fortjent.