Som et ægte 80’er-barn, så jeg havde et væld af gode film på overspillede VHS-bånd, og Caravan of Courage – i vores hjemmeudgave hed den “Små brune bjørne i skoven” – var en af mine mest elskede. (Min mor havde virkelig held med at optage den slags dejlige film.)

Jeg var naturligvis kæmpefan af Star Wars, men en hel film primært med de nuttede ewoks var simpelthen himmelsk.

Filmen blev lavet til tv og udkom i 1984, året efter Return of the Jedi.

(Hvis man er en af dem, der ikke kan lide ewoks, så skal man nok bare lade være med at læse videre.)

VHS-båndet er gået tabt, eller måske blev det slidt op. Men for knap 12 år siden var jeg så klog, at jeg købte Ewok-filmene på DVD, for ja, der er jo to – fortsættelsen hedder Battle for Endor.

Nu har jeg igen genset filmen, men jeg gruede for, om den mon kunne tåle gensynet…

God morale for hele familien

Det kunne den! Og jeg kan se, hvorfor jeg holdt så meget af den som barn. Det er en ægte børne- og familiefilm, men den har en alvor, som jeg alle dage har holdt af.

Fireårige Cindel og femtenårige Mace bliver nemlig skilt fra deres forældre, da deres rumskib styrter ned på Endor. Det er altså rimeligt skræmmende for børn, at ens mor og far er væk.

Børnene bliver fundet af de små ewoks, der hjælper dem, vigtigst af alt med medicin, fordi lille Cindel (der er meget kær med gyldne slangekrøller) er smaddersyg.

Mace er ægte teenager, og han er en tvær og en aggressivt arrogant idiot langt ind i filmen. Faktisk minder han om surmule Luke Skywalker, hvis man tog alle hans værste kvaliteter og ingen af de gode.
Han taler grimt til ewoksne, afviser deres hjælp, betragter dem som underlegne og vil bare ud og finde sine forældre (hvilket selvfølgelig ikke er så mærkeligt) uden hjælp fra nogen.

Cindel er derimod åben og imødekommende. Der er ingen mistro i hendes rene sind, og hun afværger ofte brorens grove tilbøjeligheder. Det er takket være hende, at ewoksne fatter sympati for de to søskende – eller nærmere nok mest hende – og hendes venlighed sikrer dem den hjælp, der i sidste ende får historien til at ende lykkeligt.

Det er eviggylden og vigtig morale, som selv voksne kan lære af.

Wicket er genial

Cindel danner hurtigt et stærkt bånd med den lille ewok Wicket – ham, der også bliver venner med prinsesse Leia i Return of the Jedi.

Wicket er en genial karakter. Der er nærmest lidt Chaplin over ham i hans kropssprog, og han er enormt loyal og kærlig og modig. Sikke nogle kvaliteter.

Det er selvfølgelig Warwick Davis, der spiller ham ligesom i Return of the Jedi, og han var jo så god, at Lucas senere skrev manuskriptet til en anden fantastisk 80’er fantasy, nemlig Willow, med ham i tankerne.

Og så er ewoksne altså vildt nuttede. Jo, de er! Man kan sagtens se, at det bare er dragter, skuespillerne har på, men det er rigtig bamsestof, og det gør egentlig bare, at man endnu mere ønsker sig sin egen ewok.

Hvem har ikke drømt om, at ens tøjbamser var levende, så man kunne lege ”rigtigt” med dem?

Takket være ewoksne og den vise Logray, der har magiske kræfter, finder de ud af, at forældrene bliver holdt fanget af et kæmpemæssigt monster.

Hurra for stopmotion

En flok modige ewoks indvilliger i at hjælpe børnene med at redde deres forældre, og de begiver sig ud på en farlig færd.

Trods laserpistoler og et nedstyrtet rumskib er filmen rendyrket fantasy og ikke spor science fiction. Og bortset fra ewoksne, er der altså ikke meget Star Wars over den.

Sidste år blev den da også strøget af listen over, hvad der er officiel Star Wars-kanon. Indtil da var det den første officielle Star Wars-spin off og indgik tidsmæssigt et par år inden Return of the Jedi, men nu er det Rogue One: A Star Wars Story, der er den første og foreløbigt eneste officielle af slagsen.

På færden støder de på masser af farer. Blandt andet monstre, der er lavet med detaljerig stopmotion, hvor hugtænderne glinser af savl og huden bølger i takt med vejrtrækningen.

(Jeg holder meget af stopmotion, og blev helt nostalgisk over, at det ikke benyttes i live action-film længere. Personligt synes jeg, det er at foretrække over det meste CGI, men det er selvfølgelig en smagssag.)

Fesen slutning

Kæmpemonstret Gorax, en langhåret og langsnudet satan, bor i en nærmest uindtagelig fæstning. Men det lykkes selvfølgelig den modige flok at komme ind.

Finalen er måske der, hvor filmen halter mest.

Der er en klam stor edderkop, der ihærdigt prøver at spænde ben for ewoksne, og ved dette gensyn lagde jeg for første gang mærke til de ellers ret synlige snore, der holder den oppe.

Den laver en ”surprise, jeg er lige her!” på gruppen, selv om de burde have kunnet se den laaang tid inden. Det helt samme ”surprise” sker i øvrigt med Gorax. Lidt dovent.

Men der er også mange gode ting. Gorax bliver afledt af en lille ewok, da denne prøver at gemme sig bag kæmpens økse. Den vælter, og Gorax får øje på den pelsede bamse. Ewokken bliver ikke engang bange – tværtimod driller den Gorax på ewoksk, inden den kaster en sten efter ham og løber væk. Det er altså sjovt!

Forældrene bliver fundet, men man sidder ude på sædet af spænding, fordi redningsmissionen virkelig spidser til. Ewoksne er frygtløse og snarrådige, og ellers dumstædige Mace har for længst overgivet sig til dem og betragter dem som venner og forbilleder.

Der er også en hjerteskærende scene, hvor den stærkeste og modigste ewok ofrer sit eget liv for gruppens skyld, hvor Mace helt vantro siger, at han er hans ven, så han kan da ikke dø?! Nåååhr. Han blev en god dreng i sidste ende.

Og så er han jo også kun et barn, der stadig har brug for kram og kærlighed fra sine forældre.
I øvrigt er det moren og den kvindelige ewok i gruppen, der får has på Gorax. Sejt – eller altså, Gorax laver jo som nævnt lige en surprise, men bortset fra det er der masser af girl power, og det er altid godt at vokse op med den slags.

Yub nub!

P.s. Jeg genså også Battle for Endor. Det var til gengæld ikke en fornøjelse, men noget værre rod. Den starter med, at hele Cindels familie dør. Det er alligevel lidt for meget alvor i en børnefilm.