WESTERNS ER FANTASY – MINE COWBOYHELTE

Hvis westerns er historiske film om en periode i amerikanernes fortid, handler Game of Thrones om middelalderens Europa. Men det gør GOT ikke, det er ren fantasy inspireret af en fjern fortid, og det er westerns også. Hvis man ser westerns, som man ser fantasy, åbner der sig en skatkiste af eventyr i en fabelagtig mytologi om en verden med store dramaer, kamp og drab – og frihed.

Et af mine svage punkter er gamle amerikanske cowboyfilm. Siden starten af det 20. århundrede har de været så stærk en del af amerikansk kultur, at kun Star Wars kunne vippe dem af pinden. Jeg ser og genser knirkende gamle film med et enormt galleri af tapre helte, der kæmper sig gennem historier, der er meget ens, men som har den mytiske fortællings styrke.

Men hvem er disse glemte gamle cowboys? Det vil jeg gerne gå i dybden med – og derfor følger nu her på siden med jævne mellemrum portrætter af dem og omtaler af deres bedste film – i håbet om, at det kan inspirere til et gensyn med de ægte amerikanske westerns.

BUCK JONES (1891-1942)

Cowboys skal ikke snakke, de skal slås, ride og skyde. Så da tonefilmen kom i 1927, mente mange, at disse udendørs-eventyr måtte vige for indendørs snak, sang og dans. Buck Jones var oprindelig stuntman, men var i midten af 1920’erne blevet veletableret cowboystjerne. Nu fik han en fyreseddel, for westerns skulle dø. Han forsøgte sig som cirkusejer, men gik fallit og stod på bar bund i 1929.

Langsomt genfandt cowboyfilmene fodfæste. Man kunne godt lave udendørsoptagelser med lyd – cowboys kunne godt snakke (de kunne fx sige “Reach for the sky!”) og folk ville gerne høre lyden af galoperende heste og seksløbere. Buck Jones havde en stemme, der matchede hans image, og snart var han i gang igen. To af hans tidlige tonefilm er “Branded” og “Shadow Ranch” – helt primitive 1-times-film, hvor Buck er den retskafne cowboy, der i den første skal redde sig ud af en falsk anklage for diligence-overfald, og den anden skal redde en kvinde, hvis ranch, skurkene er ude efter. Det er bemærkelsesværdigt, så engageret selv de mindste roller spilles – det er selvfølgelig uoriginalt, men det er ikke uægte, og når man ellers vænner sig til støjen på lydsporet og den helt enkle dialog, virker det hele meget rigtigt.

Buck Jones fortsatte med at lave film for Columbia, Universal og flere andre selskaber. De var billige – ofte produceret på under 14 dage – men de fandt et stort publikum verden over. Også i Danmark var Buck Jones et stort navn i biografer landet over. Hans film ændrede sig ikke meget, og det var jo det, folk elskede – fordi hans personlighed var så tydelig, og fordi han næsten altid spillede den samme. Han leverede sine replikker med skarphed og troværdige følelser, han var ikke snakkesalig, men der var alligevel et gran af selvironi ind i mellem. Blandt hans senere film er mine favoritter “The Ivory-Handled Gun” (1935), “Silver Spurs” (1936) og “Empty Saddles” (1936).

Omkring 1940 blev det på mode, at tre cowboys dannede en heltegruppe, og Buck Jones sluttede sig til to andre western-stjerner, Raymond Hatton og den dansk-gifte Tim McCoy: sammen hed de The Rough Riders. Jones’ karriere var helt sikkert fortsat i samme hverv, hvis han ikke den 28. november 1942 havde været i Cocoanut Grove-klubben i Boston. Den blev hærget af den værste natklubbrand nogensinde. 492 omkom, og Jones var én af dem.