VILD FORVIRRING I TIM BURTONS KÆRLIGE VAMPYR-PARODI

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Dark Shadows (2012)

Da jeg engang interviewede Tim Roth i anledning af hans rolle i Tim Burtons udgave af Planet of the Apes indrømmede den engelske skuespiller, at han ikke helt forstod, hvordan det gang på gang lykkedes en excentrisk instruktør som Tim Burton at få så mange penge til at lave sine ofte meget personlige film. Men som os andre mente han også, at det var opløftende, at et sært legebarn som Burton fik adgang til filmproduktion i den enorme kaliber, – og at  han ikke synes at blive synderligt brændemærket af sine ret hyppige fiaskoer.

Dark Shadows var bestemt heller ikke en succes. På trods af et imponerende opbud af stjerner og et tydeligvis rummeligt budget trak den ikke millioner i biografen. Ikke engang i USA, hvor navnet Dark Shadows har en helt særlig klang: Over 1200 episoders vampyr-soap over 6 sæsoner gjorde indtryk og den var favorit-tv for mange i starten af 70’erne.

Tim Burtons filmudgave er en kærlig parodi på serien (som var gravalvorlig og lettere bizar), og hans film kan sagftens klare et gensyn, hvis man ikke lader sig narre af den påtagede alvor, den lægger ud med – eller forsøger at finde hoved og hale i den ret inviklede historie og det omfattende figurgalleri.

Jeg holdt allerede af den, da jeg så den ved premieren i Danmark i maj 2012, og gensynet på Amazon Prime i sidste uge var meget underholdende og fyldt med kærligt parodiske versioner af både vampyrklicheer, familiedramafloskler og oplagte vitser, når den genoplivede, noble vampyr Barnabas (Johnny Depp) ser, hvordan verden har ændret sig. Hans reaktion på en banal tv-udsendelse er genial.

Det meste af filmen foregår i 70’erne, på samme tid som tv-serien, og tidsbilledet er gennemført og charmerende.

Der er veloplagt spil fra folk som Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter og Eva Green, der alle synes at nyde at overspille og dyrke det kulørte univers. Johnny Depp selv er selvfølgelig veloplagt krukket og bestemt værd at følge.

Plottet er ret umuligt at referere, for der er både familiesaga, hævndrama, stor kærlighed og jalousi – og så elementer fra gotisk horror med et stænk Addams Family.

Tim Burton er en kaotisk instruktør, og hans film kan være svære at komme igennem, hvis man ikke er i det helt rigtige humør. Men han svælger i den grad i sine universer, og han gør det på en særlig uforbeholden måde, der både smitter, irriterer og fascinerer. Jeg har meget svært ved at holde af hans Alice in Wonderland, og Planet of the Apes passede slet ikke til Tim Burtons temperament og stil.

Men i Dark Shadows kommer det kaotiske til at virke positivt. Den løber aldrig tør for ideer, og selvom den først og fremmest er en parodi, svigter den ikke sin personer og sørger dermed for, at man rent faktisk kommer til at holde af den dysfunktielle, excentriske familie i det store gamle hus.

I forhold til mange andre Burton-film er Dark Shadows alligevel ret økonomisk med sine virkemidler – der er lagt vægt på at bruge effekter, når det skal virke på den komiske side, og så den er ikke episk eller for lang.

Dark Shadows har fået mange hårde ord fra mange anmeldere, men for mig er den en lille munter og medrivende perle, som jeg gerne ser igen med jævne mellemrum.