DEN OPRINDELIGE DRÆBER-DUKKE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Dead of Night (1945)

Dukker ER uhyggelige: I den nye Toy Story 4 er de to mest uhyggelige figurer helt klart to bugtalerdukker, og de har rødder tilbage til denne gamle spøgelses-klassiker, som nu er tilgængelig på streaming.

Dead of Night, der i Danmark havde premiere som Nattens Mysterier, året efter den engelske premiere, er samtidig en forløber for antologi-serier som Twilight Zone og Black Mirror – og antologigysere som Creepshow og Dr.Terror’s House of Horrors. Og selvom den er gammel, er den alligevel både stemningsfuld, foruroligende, uhyggelig – og fyldt med overraskelser.

Den uhyggelige bugtalerdukker, hvis ejer, spillet af Michael Redgrave, som Hitchcock-fans vil huske som den mandlige helt i The Lady Vanishes (1939), har store problemer, fordi dukken har fået sit eget liv og langsomt er ved at ødelægge hans.

Og den ER virkelig skræmmende. Med sit stivnede blik og markante diktion bliver den mere og mere uhyggelig – og den har virkelig en solid overraskelse i vente til seeren.

Det har hele filmen faktisk. Bugtalerdukken er kun en af de mange spøgelseshistorier – den sidste i filmen – og det bemærkelsesværdige og sjældne er, at rammehistorien også fungerer godt. Indramningen plejer ellers af være denne type films største svaghed – men ikke her. Det hele giver mening og alt hænger sammen – når man følger en stakkels mand, der opsøger et hus på landet, vel vidende, at der venter ham store problemer.

Et lille selskab er forsamlet, og de har alle en spøgelseshistorie at fortælle – hver sin, løsrevne, og så alligevel forbundet.

Dead of Night var en sensation i biograferne dengang. Den helt særlige kombination af overraskende spøgelseshistorier og lurende uhygge ramte ret præcist – det var i samme periode som Val Lewtons berømte gysere som Cat People og The Body Snatcher.

Den er instrueret af fire af den periodes dygtigste britiske instruktører: Charles Chrichton, Basil Dearden, Robert Hamer og sidst men ikke mindst den brasiliansk-fødte Alberto Cavalcanti, der blot brugte sit efternavn på credits. “Directed by Cavalcanti”. Det lød flot, men han var også en unik instruktør.

Det er Cavalcanti, der står for bugtalerdukke-episoden, og den er klart filmens mest effektive – og den, de fleste husker.

Produktionsselskabet var Ealing Studios – et af de mest kendte engelske studier, især berømt for intelligente komedier i en helt særlig stil. Og selvom Dead of Night nok må anses for en afvigelse fra studiets sædvanlige genre, er der alligevel lidt af den samme underliggende ironi, lettere gnækkende, over denne film. Det er en gyser, men det også en Ealing Comedy, som i mange år var et stærkt navn i engelsk film.

En dræber-dukke, man ikke glemmer.