NÅR FORTEKSTER ER KUNST

Det er måske kun en lille del af en film, ubetydelig i manges optik – men vi skal have dem: forteksterne.

Og det er synd, hvis man er ligeglad med dem, for fortekster kan være kunstværker – de kan sætte stilen, stemning og tonen og samtidig skrue forventningerne op. Dem, der laver dem, er kunstnere.

De kaldes title designers, og en af de dygtigste i faget døde desværre den 16. juni i år af en blindtarmsbetændelse. Richard Greenberg blev 71 år gammel.

Superman, Alien og sci-fi-æstetik

Han var uddannet grafisk designer, og han har blandt andet lavet forteksterne til Superman: Teksterne flyver ind på skærmen, bogstaverne lavet i lysende blå silhuet, der flyder ud over fylder skærmen, når navne og titel flyver ind og ud af billedet.

Det var den første film, han lavede fortekster til, og det gjorde han sammen med sin bror, Robert Greenberg.

De lavede også forteksterne til Alien, hvor tilsyneladende vilkårlige streger træder frem på lærredet i stringent symmetri, indtil symmetrien skrider så småt og der til sidst står ”Alien”, mens Jerry Goldsmiths urovækkende musik akkompagnerer det på baggrund af et endeløst og mørkt ydre rum.

Sammen lavede de fortekster og/eller effekter til film som Flash Gordon, Xanadu, Dirty Dancing, Ghostbusters, Alene hjemme, The Last Action Hero og Predator, hvoraf sidstnævnte gav dem en Oscar-nominering for bedste effekter.

Senere blev han makker med Bruce Schluter, og sammen lavede de blandt andet Bram Storker’s Dracula, Independence Day og The Matrix, hvor der falder programmeringskoder ned over en skærm, tydeligvis digitalt og i en sygelig grøn farve. Da de er faldet står der ”The Matrix”, som der zoomes ind på, og selv bogstaverne består også af koder, når man kommer tæt nok på.

Det er blændende kreativt og sigende arbejde, og det er sørgeligt at Greenberg ikke er blandt os længere.

Mesteren Bass

Om Richard Greenberg sagde alle title designers forfader, Saul Bass, i 1994: ”Forleden havde jeg mulighed for at se noget af Richards arbejde, og jeg var betaget af den entydigt høje kvalitet af hans arbejde. Faktum er, at han er den eneste anden fyr, hvis arbejde jeg ville ønske, jeg havde lavet.”

Det er store ord fra manden, der kaldes den dygtigste grafiske designer i historien. Han lavede oprindeligt reklamer, men i 50’erne begyndte han at arbejde på film. Han lavede plakater til Vertigo, Anatomy of a Murder og Love in the Afternoon.

Før Saul Bass var fortekster anset for at være en formalitet, og de blev ofte projiceret op på fortæppet i biograferne, der først blev trukket fra, når filmen rigtigt begyndte, hvilket altså var med den første scene.

Men fordi han var den kunster, han var, og gjorde grafikken levende, så begyndte folk pludselig at bemærke forteksterne. Så når filmrullerne blev afleveret i biograferne, fulgte der en note med til operatøren: “Husk at trække tæppet fra før forteksterne.”

Et af hans mest berømte værker er forteksterne til North By Northwest, hvor en grøn skærm brydes af streger, der former et gitter. Navne og titler står på stregerne, men da først titlen har stået der, fader det grønne ud og i stedet er det et højhus, hvor vinduerne matcher stregerne fra før – og i højhuset ser vi refleksion af biler og byliv.

Ofte glemmer man dog at kreditere hans kone, Elaine – de to var et uadskilleligt makkerpar, fra de begyndte at arbejde sammen i 1955.

De lavede også forteksterne til Psycho, West Side Story, Spartacus og meget mere – deres karriere boomede i 50’erne og 60’erne.

Siden valgte de at fokusere på deres børn og forsvandt lidt ud af ræset i 70’erne og 80’erne, indtil Martin Scorsese hev fat i dem igen til Goodfellas, Cape Fear og Casino, og de arbejdede også på andre titler i den periode.

Saul Bass døde i 1996. Elaine Bass lever stadig, men har ikke arbejdet siden sin mands død.

Elev af Bass

Dan Perri var kæmpe fan af Saul Bass, så han kontaktede ham og plagede ham om at blive hans elev. Det lykkedes, og det førte til, at Dan Perri i 1973 fik lov at lave forteksterne til Eksorcisten helt alene. Siden blev det til film som Taxi Driver, Raging Bull, Nærkontakt af tredje grad og Star Wars. Dog ikke den gule, markante tekst fra filmen, men det logo, der var på plakaten.

Han fik tilbudt en del af royalties til filmen i stedet for normal hyre. Det afslog han, og det har han siden ærgret sig ret meget over.

Andre af de store

Andre markante title designers tæller Maurice Binder, der var samtidig med Saul Bass og ligesom ham påvirket af europæisk design i 50’erne. Han lavede forteksterne til Dr. No, den første James Bond-film fra 1962, som har påvirket alle James Bond-film lige siden: Hvide prikker løber hen over skærmen. Det bliver til et pistolløb, der fokuserer på en mand i jakkesæt, han skyder, og rødt ”blod” glider ned over skærmen – John Barrys fantastiske tema spiller.

Den grafisk designer Stephen Frankfurt var så berømmet for sit arbejde, at produceren Alan J. Pakula spurgte, om han ikke ville lave forteksterne til en lille bogfilmatisering, nemlig To Kill a Mockingbird (1962). Her træder titlen frem på papiret, da et barn tegner på det med sort fedtfarve. Siden lavede han blandt andet også fortekster til Rosemary’s Baby.

Pablo Ferro lavede de naive fortekster til Dr. Strangelove og de bastante fortekster til Bullitt.

Af nyere imponerende fortekster er det især Se7en, der træder frem i hukommelsen. Den blev skabt af Kyle Cooper.

Og en tydelig hyldest til Saul Bass er også forteksterne til Steven Spielbergs Catch Me If You Can, skabt af Florence Deygas og Olivier Kuntzel – hvor John Williams i øvrigt beviser, hvor alsidig en filmkomponist han er.

Fortekster er en fantastisk kunstform. Hvis man går op i det, så kan hjemmesiden Art of the Title varmt anbefales – en side dedikeret til title design.

Kom gerne med de oversete, personlige favoritter i kommentarfeltet.