OG SVARET ER: 42

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (2005)

Jeg er stor fan af Douglas Adams’ sorthumoristiske bøger om manden Arthur Dent, der bliver reddet af sin ven Ford, (der i virkeligheden er et rumvæsen), da jorden bliver smadret for at skabe plads til en ny, intergalaktisk motorvej.

Den mundrette danske titel er Håndbog for vakse galakseblaffere, men den beholdt sit originale navn i Danmark, da den blev filmatiseret i 2005.

The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy var altså en film, jeg så frem til med længsel – på rollelisten var de, for mig dengang ukendte, Martin Freeman og Zooey Deschanel. Men der var også stemmer af Alan Rickman og Stephen Fry, og så medvirkede Sam Rockwell, som jeg har elsket inderligt, siden han var med i Den grønne mil og Galaxy Quest, begge fra 1999.

Skuffet!

Jeg sad til forpremiere i biografen. Og hadede nærmest hvert sekund. Alt var forkert. Den var først og fremmest grim, og fortællingen fór af sted, der var mærkelige ændringer og fravalg, og … jeg var bare sur.

Warwick Davis – vores allesammens Willow og ewok Wicket – var den deprimerede Marvin the Paranoid Android. Men kun indeni kostumet, som samtidig er den mest kiksede robot nogensinde i filmhistorien.

Det var Alan Rickman, der lagde (fabelagtig, javist) stemme til, men det ændrede ikke på, at Marvin var forkert, og at det var spild af en god Warwick Davis. Helligbrøde!

Soundtracket lokkede

Alligevel gav jeg filmen en chance til nogle år senere. Jeg var nemlig blevet stor fan af soundtracket. Joby Talbot har lavet en herligt kitchet og alligevel anderledes lydside til filmen. Og min kærlighed til Sam Rockwell – ja, han er nok min yndlingsskuespiller, og det var han også inden han blev allemandseje med Three Billboards Outside Ebbing, Missouri – gjorde, at den blev sat på fjernsynet en rastløs aften.

Og pludselig elskede jeg den. Den er nemlig vanvittig. Syrligt satirisk. Kikset kitchet med fuldt overlæg.

Sam Rockwell (nej, jeg holder ikke op med at nævne ham!) er den gakkede præsident Zaphod Beeblebrox med storhedsvanvid, der har et skjult ekstra hoved, kidnapper sig selv og ellers danser sig gennem en slags apokalypse, som han selv er skyld i.

Martin Freeman er perfekt castet som den stille englænder, der egentlig bare gerne vil have en kop te.

Zooey Deschanel er utroligt sød og enormt hårdfør på samme tid, og som Trillian er hun den eneste, der giver Zaphod Beeblebrox og hans oppustede ego noget modspil.

Mos Def – eller Yassin Bey, som han hedder i dag – har en af sine alt for sjældne, men veloplagte, filmroller som Ford Prefect (han er også skøn i den skæve Be Kind Rewind, der er sin helt egen hyldest til film og filmmagere).

Hvalens rørende endeligt

The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy åbner med et musicalnummer sunget af delfiner, der forlader jorden. For de ved godt, at jorden bliver udryddet lige om lidt, og de er klogere end mennesker – men ikke lige så kloge som mus. Men delfinerne kan godt lide, at vi fodrer dem med fisk, så derfor har de holdt os ud alle i de år. De synes, vi er lidt nuttede.

Robotten Marvin er sindssygt sortseer. Han kan slet ikke udholde de automatiske døre på det fantasiske rumskib The Heart of Gold – de er nemlig indrettet sådan, at de har uendelig stor glæde af at åbne og lukke, og sukker henført når de får lov at gøre netop det.

Både bogens og filmens smukkeste scene er dog, da The Heart of Gold, der drives af et uendeligt usandsynligheds-drev, får en kaskelothval – og en vase med petuniaer – til at eksistere ud af den blå luft. Hvalens liv er kort, for tyngdekraften får den til at falde ned mod en planet i høj fart, men dens tanker undervejs er rørende og optimistiske.

Tempoet i bøgerne er også i overhalingsbanen, og alt giver mening på den fuldstændig meningsløse måde. Bare følg med, og græd af grin undervejs. Alt er pjattet og overdrevent, sort og meget morsomt. Bare personernes navne er fede: Humma Kavula, Slartibartfast og Questalar Rontok. Douglas Adams gakkede virkelig helt ud, da han skrev sin alternative guidebog.

Husk dit håndklæde

Og historien? En overlegen humanoid race bygger en kæmpecomputer, som de kalder Deep Thought. Den beder de om at finde svaret på meningen med livet, universet og alting. Det tager den nogle millioner år at regne ud. Og svaret er: ”42”.

Det kan de jo ikke bruge til noget? Men så må de jo lære at stille det rigtige spørgsmål, svarer computeren. Og til det bygger de jorden – som så bliver ødelagt, lige før spørgsmålet er klar.

Og det er derfor ender Arthur på sin spændende rumrejse sammen med Ford, der har en ring, der gør, at han kan tomle sig til en tur med forbipasserende rumskibe. Han er nemlig rejsejournalist for titlens guidebog, og er på sin research endt på jorden.

Det viser sig at være meget godt, selv om de skal grueligt meget igennem først.

Og inden du ser filmen: Husk dit håndklæde. Og lad være med at gå i panik.